Slagkraftigt socialt engagement

Sekretariatschef i Isobro Mette Grovermann var eneste medarbejder, da organisationen startede for 11 år siden. I morgen fylder hun 50 år

Mette Grovermann har i nu 11 år været en væsentlig drivkraft i indsamlingsorganisationernes brancheorganisation, Isobro. –
Mette Grovermann har i nu 11 år været en væsentlig drivkraft i indsamlingsorganisationernes brancheorganisation, Isobro. –. Foto: Isobro.

Sætningen Ingen pige har nogensinde sagt til sig selv: Når jeg bliver stor, vil jeg være prostitueret har Mette Grovermann ofte brugt, når hun skulle forklare, hvorfor det er nødvendigt at hjælpe gadeprostituerede i Danmark.

I et par år var hun medlem af bestyrelsen for KFUKs Sociale Arbejde, der blandt andet driver værestederne Reden for prostituerede.

LÆS OGSÅ: Cementmand er ny 3F-chef

Siden barndommen i Skovlunde har det sociale engagement været en naturlig del af Mette Grovermanns liv. Moderen var handicappet på grund af en medfødt hofteskade. Familien støttede flere forskellige foreninger økonomisk og var engageret i Muskelsvindsfonden. Så det stod på en måde skrevet over hendes vugge, at Mette Grovermann skulle få en karriere i indsamlingsorganisationernes brancheorganisation - forkortet Isobro.

Her startede hun som eneste medarbejder sammen med daværende generalsekretær Flemming Koefoed-Svendsen for 11 år siden.

Med en imponerende energi og et kæmpe netværk har Mette Grovermann været en væsentlig drivkraft i Isobros udvikling til i dag at være en brancheforening for flere end 150 medlemsorganisationer. Arbejdsopgaverne tæller blandt andet rådgivning til medlemmer, fortolkning af lovgivning og koordinering af nye initiativer som for eksempel Isobros kursusvirksomhed og fundraisinguddannelse.

Senest har hun været en af hovedkræfterne bag Danmarks første fundraisingkonference, der blev holdt i København den 10. september.

Mette Grovermanns uddannelsesmæssige baggrund er en bachelorgrad i business administration og en mastergrad i tværmedial kommunikation. Men det mest slagkraftige er den faste boksetræning to gange om ugen i det lokale fitnesscenter på Frederiksberg.

Helt i tråd med ånden i barndomshjemmet har Mette Grovermann ønsket sig bidrag til KFUKs Sociale Arbejde i fødselsdagsgave.

Isobro markerer dagen ved en reception i Diakonissestiftelsens dagligstuer, Peter Bangs Vej 1, opgang 5 på Frederiksberg klokken 14-16 på dagen.