Slider, kirkeleksikon og gospelsanger

Kristeligt Dagblads kirkejournalist Claus Vincents kan i dag fejre 25-års-jubilæum på Kristeligt Dagblad

58-årige Claus Vincents, der her ses foran portrætter af børn og børnebørn, har i dag 25-års-jubilæum på Kristeligt Dagblad. – Privatfoto.
58-årige Claus Vincents, der her ses foran portrætter af børn og børnebørn, har i dag 25-års-jubilæum på Kristeligt Dagblad. – Privatfoto.

For år tilbage skulle man snige sig til at undersøge, hvornår Claus Vincents holdt ferie. Dengang stod den på cykelferie i Danmark, og af en eller anden grund stod det desværre for familien Vincents altid ned i stænger, når han var af sted med kone og fem børn. Så det blev en tommelfingerregel for andre journalister at planlægge ferie uden om Claus Vincents ferieuger. Familien har på de udfordrende ture oplevet, at træer væltede lige ved teltet, og at byer blev oversvømmet. Selv i bil slap familien ikke. De sad for eksempel fast til en Vig Festival.

Nu tager familien oftest sydpå.

I dag fejrer den 58-årige skribent 25-års-jubilæum på Kristeligt Dagblad, hvoraf langt de fleste år er tilbragt på kirkeredaktionen.

LÆS OGSÅ: Kompromisløs leder satte TV 2 i søen

Før Kristeligt Dagblad var Claus Vincents ansat på Kofoeds Skole på Amager.

Den flittige kirkejournalist er en midtbanespiller, som en tidligere kollega kalder ham. Sådan en, et hold ikke kan undvære, hedder det.

Claus Vincents er på redaktionen kendt som et omvandrende leksikon. Man kan vække ham om natten og spørge til en nørdet paragraf i menighedsrådsloven, og så får man en mængde kirkeret med i købet, når han længe og entusiastisk har redegjort for den regel, man spurgte til. Han har selv siddet i menighedsråd i en årrække.

Claus Vincents er ikke meget for korte artikler, hvor forklaringer og forbehold ikke kan komme med. Men det er, som en kollega siger, jo altid en fornøjelse, når Claus afleverer kirkesiden, fordi han er ganske forhandlingsvillig og kompromissøgende.

Og dertil føjer andre kolleger: loyal, trofast og stabil.

Selvom han mukker over sene pressemeddelelser fra Kirkeministeriet, der kræver overarbejde, så bliver han på pinden, hvis det er vigtigt nok, og arbejder længe også til efter cheferne er gået hjem.

Men han er ikke sådan en, der fører sig frem eller råber højt om egne fortræffeligheder, lyder en anden karakteristik.

Claus Vincents er vild med gospel og synger selv i gospelkor. Og så er han en del af Kristeligt Dagblads husorkester KD All Stars, hvor han spiller onde trommer, som en kollega udtrykker det. Det er ham, der har øl med til øvesessionerne, og hans hustru, lærer Marianne, hjælper gerne med at gøre skole-lokaler til øvelokaler.

Claus Vincents bygger selv sine cykler, som af og til forsvinder hjem til de nu voksne børn. Men han kan tale om cykler i timevis og kører stærkt, i den seneste tid dog med cykelhjelm.

Egentlig kom Claus Vincents til Kristeligt Dagblad i 1986, hvor han havde en række vikariater indtil fastansættelsen i 1988. Han var ganske kort på indlandsredaktionen og har ellers bevæget sig i det kirkelige.

Det er ikke mindst det mellemkirkelige, der har interesseret ham. Så Kirkernes Verdensråds generalforsamlinger er et af arbejdslivets højdepunkter for den slidsomme journalist, og han kan allerede nu begynde at se frem til den næste generalforsamling, der begynder senere i denne måned.