Måske har man mødt Christian Rosenkrantz på den store rasteplads Ejer Bavnehøj Vest, hvor man kan fortsætte mod syd af E45. Her ville han stå med sin rygsæk og sit lange, grå hår flagrende i vinden, spejdende efter biler med tyske nummerplader. Når han så en tysk bilist, ville han præsentere sig: Christian Rosenkrantz. På formfuldendt tysk ville han spørge, om det kunne være belejligt, at han kørte med mod syd, for han skulle hjem til Kassel i Hessen. At den aldrende blaffer med rygsækken var arving til Rosenholm Slot på Djursland, var der næppe nogen, som ville tænke. Og det havde Christian Rosenkrantz det ganske godt med.
Hans barndomshjem var enkesædet ved Rosenholm Slot, hvor han voksede op som eneste barn af lensbaron Holger Rosenkrantz og lensbaronesse Carin Rosenkrantz. De adopterede ham umiddelbart efter fødslen i 1948. Som adopteret kunne han ikke få en adelig titel, men forældrene fortalte ham om adoptionen, så han følte sig stolt over sin historie og over at være en Rosenkrantz. For ham var det afgørende dog ikke adelige titler, men relationen til næsten.
Hele sit liv var han et læsende menneske, men skolegangen var ikke et lyst kapitel. Forældrene ville give ham den bedste uddannelse og indskrev ham på en kostskole i Tølløse og siden på Herlufsholm på Sydsjælland, og det blev et vendepunkt for ham. Han gjorde det klart, at han ville hjem til Rosenholm og blev student fra Randers Statsskole. Her begyndte han at skrive digte og blev en del af et studie- og ungdomsmiljø, hvor han mødte andre langhårede unge, der som ham ville gøre op med konventioner.
Hans far havde et omfattende bibliotek og en optagethed af tro, som Christian Rosenkrantz kunne spejle sig i.
Som 12-årig opstod ønsket om at konvertere til katolicismen, men inden han tog skridtet, ville han studere andre religioner, hvilket han gjorde gennem selvstudier. Som mange andre i sin generation af blomsterbørn drog han til Indien som ung.
Mange år senere fortalte han i DR’s portræt ”Rosenkrantz med Rosenkrans”, at det i Indien var afgørende, at han var rodfæstet i at være dansk og være kristen.
Fysisk afkræftet og mentalt beriget tomlede han fra Indien til Danmark, hvor han hørte om et bofællesskab i Bonn i Vesttyskland. Han var tiltalt af idéen om at leve i et kommunitet og fandt det samtidig enklere at være i et land, hvor ingen studsede over hans efternavn. I Tyskland mødte han Angelika Rosenkrantz, som han i over 40 år var gift med.
Kassel blev ramme om familielivet, de fire børns opvækst samt livslange selvstudier i religionsvidenskab, teologi og filosofi. Størstedelen af sit arbejdsliv var han lagerarbejder i et pakkepostfirma, hvilket gav overskud til at være en engageret far med vid og humor samt en utrættelig læser.
Åndeligt knyttede han sig til en katolsk ungdomspræst i Kassel, som var hans skriftefar frem til sin død. Han ønskede at leve et liv med materiel enkelhed med vægt på åndelig fordybelse og et aktivt, socialt engagement for samfundets udsatte, fra misbrugere til asylansøgere.
Skønt Kassel var rammen om de fleste år af hans liv, følte han sig knyttet til slægten og følte et tyngende ansvar for renæssanceslottet, som nogle vil kende fra DR’s julekalender ”Jul på slottet”. I 1996 døde hans mor, og han arvede slottet, men tog blot nogle familefotos og en ikon fra sin faders soveværelse med til Kassel. I 1998 oprettede han en fond med medlemmer fra familien. Han ville værne om sine børns frihed. De skulle ikke arve ansvaret for et slot, men gerne have muligheden for at engagere sig. Han lærte dem om slægten, og sammen besøgte de mennesker, som han var knyttet til.
I dag er det den ældste søn, Boris Rosenkrantz, som er formand for bestyrelsen, mens fætteren Erik Baron Rosenkrantz er direktør. Historikeren Carsten Porskrog har tidligere sagt til Kristeligt Dagblad, at Christian Rosenkrantz ved at opgive hele sin arv har sikret, at slottet stadig findes med alle sine samlinger og er åbent for offentligheden.
Havde denne sommer været som andre somre, ville Christian Rosenkrantz være blaffet til Rosenholm og have oplevet sommeren på bare tæer. Han ville have opholdt sig i bedekammeret, i slottets kirke, besøgt nabogodser, spist vegetarisk middag med gamle venner, drukket te med andre og sikkert fået et lift, så han kunne komme til messe i den katolske kirke i Randers.
Fredag den 12. juni døde han uventet på et hospital i Kassel, da der tilstødte komplikationer til en mindre operation. Han blev katolsk begravet fra kapellet på Nordfriedhof i Kassel. Efter afdødes ønske sang menigheden Richardts ”Altid frejdig, når du går”, inden datteren, dramaturg Teresa Rosenkrantz, holdt tale om en far, som både var en drillepind og en grubler, der havde taget livtag med eksistensen og søgt troens overgivelse og friheden i enkelheden.