Prøv avisen
Portræt

Socialetiker er ny leder af Aarhus-teologi

Sidste år tildeltes Ulrik Becker Nissen den teologiske doktorgrad for en disputats om kristelig socialetik med særligt henblik på Bonhoeffer. Privatfoto.

Ulrik Becker Nissen overtager roret som leder på Afdeling for Teologi på Aarhus Universitet efter Peter Lodberg. Det er den 46-årige doktor i teologi særdeles godt klædt på til

Der er skiftedag hos teologerne på Aarhus Universitet. Man får ny afdelingsleder og studienævnsformand på Afdeling for Teologi - for de lidt ældre læsere: tidligere Teologisk Fakultet - på Institut for Kultur og samfund.

Peter Lodberg lader sig afløse, så han efter en årrække på posten atter kan få mere tid til forskning og undervisning, og den nye mand, der har mod på at tage de administrative pligter op er lektor, dr.theol. Ulrik Becker Nissen.

Den 46-årige lektor på Systematisk Teologi er opvokset forskellige steder i landet - og i verden. Forældrene var nemlig missionærer, så Ulrik Becker Nissen har under opvæksten boet i både Etiopien og Liberia, men den nuværende hjemby Aarhus var også i barndommen stedet, hvor han tilbragte flest år.

Ulrik Becker Nissen har også selv vist sig rejselysten og har haft studieophold i både Oxford, Tübingen og på flere amerikanske universiteter. Han specialiserede sig i luthersk teologi, herunder især de reformatoriske fædre, og i Dietrich Bonhoeffers forfatterskab. De to blokke er fortsat fundamentet under den myreflittige mands senere forskning i politisk teologi og bioetik.

Han skrev prisopgave på Aarhus Universitet om reformatorernes politiske teologi og en ph.d.-afhandling om naturlig lov og miljøetik. Retsetik, dyrevelfærd og genteknologi er andre af hans særlige interessefelter.

Sidste år tildeltes Becker Nissen den teologiske doktorgrad for en disputats om kristelig socialetik med særligt henblik på Bonhoeffer. Aktuelt arbejder han på et større bogprojekt med titlen ”Den gode krop”, hvor Bonhoeffer også kommer til at spille en væsentlig rolle. Trods sin død allerede i 1945 gjorde denne tyske teolog sig meget tidligt tanker om bioetik - udfordret af nazisternes overskridelser af etiske grænser gennem deres eutanasi-programmer.

Ulrik Becker Nissen skrækker ikke tilbage for de bureaukratiske byrder, der i de kommende år bliver lagt på hans skuldre, og han er mildest talt også klædt på til opgaven med handelsskole-grader i management og organisatorisk ledelse. Han glæder sig til nye udfordringer, både når det gælder fagets profil på Aarhus Universitet og den rolle, århus-teologien bør spille i samfundsdebatten og i kirkelige drøftelser.

At faget ikke længere udgør et fakultet for sig, betragter han hellere som mulighed end begrænsning, og Ulrik Becker Nissen ser frem til frugtbart samarbejde med alle nabofagene på det rummelige institut.

Han er gift med Judith Becker Nissen, der er overlæge i børne- og ungdomspsykiatri, og parret har fire døtre - den ældste går i gymnasiet og den yngste i vuggestue.

Løb og sejlads er to store fritidsinteresser hos den nye afdelingsleder. Foreløbig er han kun gast hos venner i Egå Sejlklub, men han er på udkig efter egen båd. Og er en specialist i dyre-etik så også vegetar? Svaret er ja.

Ulrik Becker Nissen erindres sikkert af mange af Kristeligt Dagblads læsere som skribent på hjemmesiden religion.dk, hvor han 2002 til 2004 øste af sin ekspertise inden for filosofi og etik.