Der er nekrologer, som føles fuldstændig forkerte at skrive. Som både føles alt for tidlige og alt for smertefulde at skulle finde ord til. Sådan er det at skulle skrive om Anders Petersen i datid.
Anders Petersen døde i fredags, den 20. maj. Han blev 48 år. Anders Petersen var familiefar, vennernes ven, lektor i sociologi ved Aalborg Universitet og forfatter. Respekteret som menneske for sin etiske integritet og dybt anerkendt for sin forskning, der ofte kredsede om at finde svar på, hvorfor så mange mennesker bukker under eller har det svært i det samfund, vi lever i. Både som privatperson og forsker havde han altid blik for medmennesket, og hans forskning bar præg af dette blik og ønsket om at bidrage til en større forståelse af os selv og vores samtid.
Som sociolog advarede han ofte mod det pres, vi lægger på os selv og hinanden. Han var optaget af at vise, hvordan vi efterhånden har udviklet et samfund, der belaster den enkelte i ekstrem grad, fordi det er baseret på idealer som effektivitet, produktivitet og omstillingsparathed.
En af de mest læste artikler i denne avis gennem de seneste år rummede netop denne pointe fra Anders Petersen. Her advarede han mod udviklingen af et præstationssamfund, hvis slagside er udbredelsen af depression og angst. Hvor den enkelte retter kritikken for sine eksistentielle kriser mod sig selv. I stedet for at rette den udad mod det samfund og de strukturer, der fører til så mange menneskelige nederlag. Som han sagde i interviewet: ”For mig at se er depression netop en seismograf for noget i tiden. Noget, der får folk til at ryste og bryde sammen.”
Han var i øvrigt selv både yderst produktiv og effektiv. Anders Petersen skrev flere bøger og var med i redaktionen bag endnu flere. Sammen med professor i psykologi, Svend Brinkmann, skrev han blandt andet bogen ”Diagnoser” fra 2015, der førte til en stor debat i offentligheden om brugen af diagnoser. Bogen rummede nemlig en kritik af det, forfatterne betegnede som samtidens ”diagnosekultur”, og Anders Petersen bidrog selv med et kapitel om, hvordan brugen af diagnoser er med til at skabe en norm eller ”ordenslogik” for, hvilke træk ved mennesket der falder inden eller uden for denne orden. Hvor netop en diagnose som depression bliver set som en ”uorden” og dermed et modbillede på samfundets ideal om, hvad der kan betragtes som ”det gode liv” og ”at lykkes som menneske”.
En af de sidste bøger Anders Petersen var medredaktør på sammen med Svend Brinkmann handlede om sorg. Om menneskets sorg. I fem år havde Anders Petersen og en række forskningskolleger undersøgt, hvordan sorgen som vilkår er i forandring i vores samfund. Men som det fremgik ved den afsluttende konference på forskningsprojektet, så er der også noget, der ikke ændrer sig, når et menneske dør. Som det blev sagt fra podiet på Aalborg Universitet: ”Sorgen efterlader os alene. Der er pludselig sat en grænse for det ’vi’, der ikke længere findes."
Og sådan er der mange, der nu har mistet et ”vi” med Anders Petersens død. Mest af alt selvfølgelig hans elskede kone, Susanne, som han blev stormende forelsket i på en bytur i København, da han stadig studerede. Og som helt tilfældigt også kom fra samme barndomsby, Silkeborg, hvor parret senere flyttede til sammen og skabte et hjem med deres to sønner. Tilbage til Søhøjlandet, som Anders Petersen satte særlig stor pris på, og hvor han lige siden han var barn havde travet lange ture rundt langs søerne - først med sine egne forældre og nu selv som forælder, der ønskede at give sine børn samme glæde ved den smukke natur. I hjemmet var der altid en åben dør og en kop kaffe i køkkenet til de voksne, der kom forbi, og Anders Petersen kunne også nemt lokkes til et spil fodbold med børnene og deres venner i haven.
Anders Petersen kaldte selv mødet med Susanne for sit livs vendepunkt, og pegede i Kristeligt Dagblads podcast sidste år på ordet ”kærlighed” som det allervigtigste ord af alle. For netop i kærligheden overskrider man sig selv og bliver det ”vi”, der sammen skaber noget større. Som skaber fællesskab. Og stærke minder.