Sociologi morgen, middag og aften

Ziya Azazi i klassisk tyrkisk dans.  -- Foto: Max

Rasmus Willig forsker i offentligt og privat ansattes ytringsfrihed på arbejdspladsen. Han er kritiker af den positive psykologi og mener, som man kan læse i avisen i dag, at det er et stort problem, hvis medarbejdere ikke må udtale sig kritisk på arbejdspladser. Foto: Kristine Kiilerich. / Scanpix

Han har kastet sin kærlighed på sociologien. Men selvom forskning, undervisning og bogskriveri fylder meget i Rasmus Willigs liv, så har hans kone og tvillinger på tre år også en stor plads i hans hjerte

Senere blev det blandt andet til en ph.d.-afhandling om begrebet kritik, en postdoc om udviklingen af en ny kritisk teori og et job som studieleder for socialvidenskab på Roskilde Universitet.

I dag er den 38-årige Rasmus Willig lektor på samme universitet og har netop kastet sig ud i et treårigt forskningsprojekt om offentligt og privat ansattes ytringsfrihed en udløber af hans forskning og bog Umyndiggørelse, der handler om de processer på en arbejdsplads, der fjerner medarbejderes kritik. Rasmus Willig er en fremtrædende kritiker af psykologien bag og ledelsesformen den anerkendende tilgang, fordi han, som man kan læse i Kristeligt Dagblad i dag, mener, at det giver medarbejdere mundkurv på, når man ikke må udtale sig kritisk på arbejdspladsen.

LÆS OGSÅ: Virksomheder tvinger medarbejdere til at smile - også når det gør ondt

Af kolleger får han ros for sit arbejde med at gøre sociologien og den kritiske teori mere kendt i offentligheden. Han formår at gøre svær, abstrakt teori meget jordnær, lyder det fra en anden sociolog, der roser Willig for hans arbejde med bogen Umyndiggørelse, der er baseret på interview med aarhusianske pædagoger om den anerkendende ledelsesstil.

Spørger man Rasmus Willig, hvordan han opdrager sine børn, når nu han ikke er så begejstret for den positive psykologi, kommer svaret prompte: Opdragelsen kører efter intuition.

Hvis man opdrager efter klare opskrifter og håndbøger, går det galt, mener han. Han har to tvillingepiger på tre år med sin kone, Ida Willig, som han bor sammen med i Hellerup. Når han ikke fordyber sig i sociologiske projekter, går meget af hans tid med familien. Om eftermiddagen og i weekenderne turnerer de til forskellige legepladser og lægger af og til vejen forbi børneteatre i København. Han løber et par gange om ugen, og om sommeren bliver storsejlet hejst, og øllene knappet op i den lokale sejlklub.

Men forskeren er ikke bleg for at indrømme, at han også tager arbejdet med sig hjem selvom der ikke er meget tid til faglig fordybelse, når først han har forladt universitetet.

Min faginteresse for sociologien betyder, at det også bliver til aftenlæsning og aftenskrivning. Men med to treårige piger er der ikke tid til meget fagnørderi derhjemme. Så jeg går ofte i seng med min sociologiske faglæsning, siger Rasmus Willig.

Der er ingen tvivl om, at døtrene har en stor plads i hans hjerte. Men de kræver også deres plads i forskerens kalender. Da pigerne var helt små, var de også med til generalforsamling i Dansk Sociologiforening, som Rasmus Willig var formand for i otte år indtil sidste år. Så selvom arbejdet betyder så meget, at det sniger sig med hjem under dynen i Hellerup, så betyder de to tvillingerne også så meget, at de sagtens kan komme med far på arbejde.