Søren Kierkegaard blev en åbenbaring

Jakob Aagaard Mortensen er med egne ord ”besat” af Søren Kierkegaard, som han for nylig har lavet en vandreguide til

Jakob Aagaard Mortensen har været med til at udvikle en guide over de steder, hvor Søren Kierkegaard boede i København gennem sit liv. I guiden er der et interaktivt kort, hvor der ved hvert af Kierkegaards hjem er en fortælling om, hvad der skete i filosoffens liv, da han boede det pågældende sted, og hvilke refleksioner han gjorde sig. –
Jakob Aagaard Mortensen har været med til at udvikle en guide over de steder, hvor Søren Kierkegaard boede i København gennem sit liv. I guiden er der et interaktivt kort, hvor der ved hvert af Kierkegaards hjem er en fortælling om, hvad der skete i filosoffens liv, da han boede det pågældende sted, og hvilke refleksioner han gjorde sig. – . Foto: Leif Tuxen.

Jakob Aagaard Mortensen har gjort det til sin levevej at kombinere gåture og refleksioner. Han står bag vandreruten i Gilleleje, der følger i teologen Søren Kierke- gaards fodspor, som Kristeligt Dagblad tidligere har beskrevet. Og nu er det også muligt at lytte til tænkerens eksistentielle refleksioner igennem en byvandring i København. Jakob Aagaard Mortensen har nemlig skabt en ny guide på telefonen, der besøger Kierkegaards tidligere adresser i hovedstaden, og derigennem udfolder historier om filosoffens liv. Guiden giver også mulighed for selv at stille eksistentielle spørgsmål. For Jakob Aagaard Mortensen er Kierkegaard et middel til målet, og målet er at blive klogere på sig selv.

Et vendepunkt i 48-årige Jakob Aagaard Mortensens liv kom netop på en vandretur. Sammen med familien var han lige vendt hjem fra halvandet år i Australien, hvor han havde en stilling som HR-manager i den internationale forretningskæde Ikea. Det var et ophold, som han insisterede på, selvom der ikke var opbakning fra familiens side. Den eneste, som havde en fest, var ham selv, og derfor måtte familien vende tilbage til Danmark lang tid før planlagt. Han valgte at træde i vandreskoene på en tur til Lesbos i det græske øhav for at få tid til at reflektere over de seneste oplevelser.

”Jeg var helt ude i torvene, mens jeg gik på vandreturen. Det bare at gå og gå skabte en meget direkte konfrontation med mit eget værdikompas. Jeg stod tilbage enormt sårbar og med virkelig dårlig samvittighed.”

For Jakob Aagaard Mortensen har kombinationen af natur og sind altid haft en betydning. Efter studentereksamen valgte han at tage tilbage til Grønland, hvor han boede nogle år som barn.

Som værnepligtig blev han del af en redningspatrulje, der tog ud på indlandsisen. Her fandt Jakob Aagaard Mortensen for alvor ud af, hvad det betyder, når naturens kræfter er langt større end individet.

En ulykke på et bjerg ændrede hans liv fatalt. Her mistede han sin bedste soldaterkammerat.

”Tabet af John understregede for alvor for mig, hvor skrøbeligt livet er, og at man ikke kan tage det for givet. Jeg sagde farvel til ham alene. Den oplevelse har på mærkværdig vis fået mig til at få et naturligt og samtidigt sårbart forhold til liv og død.”

Det kierkegaardske univers blev en åbenbaring for Jakob Aagaard Mortensen. Han mener, der er nogle kræfter, man må overgive sig til. Noget, som er uden for vores kontrol. Det er den samme eksistentielle følelse, Jakob Aagaard Mortensen mødte for mange år siden på indlandsisen, og selvom han ikke er erklæret kristen som 1800-talsforfatteren, så er en religiøsitet på hans senere år kommet snigende.

”Det bliver med tiden lidt iltfattigt ikke at have andet at forholde sig til end det, som er foran dig. Selvom jeg har haft et meget ateistisk livsforløb, har det ændret sig, efter at Kierkegaard kom ind i billedet. Det er enormt befriende at fjerne sig fra sig selv og i stedet se sig selv som en del af noget større. Det med at løfte blikket, kigge op i himlen og fornemme et univers, som er større end dig, det formår Kierke- gaard at plante i mig som læser.”

For Jakob Aagaard Mortensen erkender, at verden har gået ud fra hans egen navle.

”Jeg har tit famlet efter at finde ud af, hvordan jeg skal opføre mig. Jeg føler ikke, at jeg har lært det fra barnsben af. Gåturene kombineret med at få lov til at høre så mange livsfortællinger fra folk har gjort mig klogere på min tilstedeværelse i verden.”

Jakob Aagaard Mortensen bor i dag med sin familie i Allerød, ikke langt fra nogle af de steder i Nordsjælland, som Søren Kierkegaard kom forbi, når han bevægede sig ud af København.