I en ung alder markerede Søren Krarup sig som en debattør med en hvæsset pen.
Han var 19 år, da han blev udgivet første gang, og det skete, mens han var i livgarden i København i 1957.
Den konservative litterat og ideolog Harald Nielsen, som af mange blev opfattet som yderligtgående og antisemitisk, var netop død. Og han havde været en stor betagelse for Søren Krarup gennem gymnasietiden, blandt andet på grund af hans læsninger af Johannes V. Jensen og Jakob Knudsen.
Men den tone, som dagspressen lagde for dagen i omtalen af Harald Nielsen, som var indædt Brandes-kritiker ligesom Søren Krarup, huede ikke den unge værnepligtige, der tog til genmæle.
"Da jeg ser nekrologerne der i december 1957, da jeg ligger inde på Gothersgade Kaserne, bliver jeg så ophidset, at jeg tager en aften hjemme hos mine forældre, hvor jeg skriver et kort læserbrev til Information, der øjeblikkeligt fører til skrig, skrål og ballade," fortalte Søren Krarup for nogle år siden, da han gæstede radioprogrammet "Flaskens ånd" på 24syv.
Her kom han blandt andet ind på, hvordan hans indlæg i samfundsdebatten har skabt stor forargelse og ført til øgenavne som "Sorte Søren" og "Svovlprædikanten fra Seem".
Det har både været tilfældet for hans omtale af kvindebevægelsen som "damesagen", hans hårde tone mod indvandring generelt og hans angreb på islam som religion.
"Så jeg har været vant til det fra starten," lød det fra Krarup i radioprogrammet.
På lørdag fylder politikeren, polemikeren og tidehvervspræsten 85 år. Han er den præst, der vel nok har haft mest indflydelse på dansk politik på denne side af Anden Verdenskrig. Han har blandt andet været med til at præge Dansk Folkeparti og sat et dybt aftryk på særligt indvandringsdebatten. Og som teolog er han hovedansvarlig for, at det moderne Tidehverv ser ud, som det gør.
Skal man slå ned på én politisk begivenhed, der satte Søren Krarup, præsten fra Seem i Vestjylland gennem 40 år, på landkortet, var det den annonce, han indrykkede i Morgenavisen Jyllands-Posten i 1986.
"Nej, ikke en krone!", stod der over en hel side i avisen som et modsvar til Dansk Flygtningehjælps igangværende indsamling Flygtning 86, der af Søren Krarup blev opfattet som en kampagne, der skulle gøre danskerne til fremmede i eget land.
Annoncen var ikke blot en opfordring til at lade være med at støtte Dansk Flygtningehjælps indsamlingskampagne, den var også et direkte angreb på formanden for organisationen, Hans Gammeltoft-Hansen, som Krarup mente, var ansvarlig for den udlændingelov, der var blevet vedtaget nogle år forinden.
Søren Krarup opsummerede selv kampagnens resultat over for Kristeligt Dagblad i 2016, 30 år senere, hvor han også tog æren for at have sat gang i den indvandringskritiske linje, som siden er blevet mainstream i dansk politik:
"Det var en helt afgørende understregning af et problem, som den herskende klasse bevidst havde forsøgt at lukke øjnene for," sagde han.
I 1986 blev grundstenen til det, der siden skulle blive til Dansk Folkepartis udlændingepolitik, lagt, vurderer journalist, forfatter og politisk kommentator Erik Meier Carlsen.
"Udlændingeloven af 1983 kan kaldes verdens mest liberale udlændingelov. Men det var først, da Søren Krarup lavede sin kampagne mod Dansk Flygtningehjælp i 1986, at vi i Danmark for alvor begyndte at diskutere udlændinge. Jeg er ikke i tvivl om, at Søren Krarup er en massiv inspirator for Pia Kjærsgaard og for Dansk Folkeparti. Det kan i høj grad tilskrives ham, at partiet sætter indvandringspolitikken i centrum, og de opstillede da også Søren Krarup i 2001, hvor han blev valgt til Folketinget," siger Erik Meier Carlsen.
Sammen med sin fætter, Jesper Langballe, fik han i begyndelsen af det nye årtusinde sin gang på Christiansborg, hvor Dansk Folkeparti lagde mandater til en VK-regering med Anders Fogh Rasmussen (V) i spidsen. Det var en ny æra i dansk politik med en hård kurs mod indvandring, som Søren Krarup omtalte som “et systemskifte”. Men til trods for at han nu var medlem af Folketinget, opfattede han sig ikke som politiker, men mere som en frihedskæmper for det danske folk.
De seneste år er Søren Krarup så godt som forsvundet fra den offentlige debat, for han er blevet ramt af Alzheimers sygdom. Sidst, man hørte fra ham, var i februar, hvor han meldte sig ud af Dansk Folkeparti, kort efter at hans datter Marie Krarup forlod partiet.
Spørger man Christian Langballe, der er søn af den nu afdøde Jesper Langballe, er et af de karaktertræk, han holder mest af ved sin fars fætter, den gavmildhed, som familien Langballe altid er blevet mødt af i hjemmet hos Søren Krarup og hans hustru, Anette Elisabeth Krarup.
"Søren og Elisabeth har været meget fine venner for mine forældre. De har altid været utroligt hjælpsomme. Der var en periode, hvor mine forældre havde dårlig økonomi, fordi min far var sognepræst, og min mor var hjemmegående. Og så skete det, at støvsugeren brændte sammen, fordi min søster havde støvsuget gløder op fra en pejs. Så gik Søren bare ud og købte en ny støvsuger og kørte op til dem med den," siger Christian Langballe.
Som teolog har Søren Krarup været en nøglefigur i den tidehvervske bevægelse, hvor han var redaktør for tidsskriftet Tidehverv fra 1984 frem til 2013, hvor hans datter Agnete Raahauge overtog posten. Det ansvar fik Søren Krarup også selv overdraget af sin far, præsten og modstandsmanden Vilhelm Krarup (1906-1999), der var med til at grundlægge Tidehverv i 1926 i protest mod Indre Missions fromhed.
Svend Andersen, der er professor emeritus i teologi, mødte Søren Krarup for første gang i 1966 ved et oplæg i Studenterkredsen. Siden har de to krydset klinger mange gange, idet de, for at sige det mildt, ser forskelligt på mange teologiske spørgsmål.
Ifølge Svend Andersen har Søren Krarup været med til at dreje Tidehverv i retning af at blive en nationalkonservativ bevægelse, hvor kristendommen ikke blot gøres til et spørgsmål om den enkeltes forpligtelse over for sin næste, men også en forpligtelse over for sit folk og sit fædreland.
"I det hele taget er begrebet ‘folk’ meget vigtigt for Søren Krarup," siger Svend Andersen.
De gange Svend Andersen, der er elev af K.E. Løgstrup, som Søren Krarup heller ikke bryder sig om, har mødt Krarup for blandt andet at debattere teologi eller menneskerettigheder, har debatterne været præget af den tidehvervske polemikers "uforsonlige" stil:
"Søren Krarup er gammel fodboldspiller. Og hvis man er et fodboldmenneske, præger det mange andre aspekter af ens tilværelse. Som spiller lærer man at tackle igennem, og det har Søren Krarup i hvert fald gjort i sine debatter. Han er en meget hård debattør og er gået meget hårdt og personligt til dem, som han har været uenig med. Det gælder også mig selv. Han har haft en tendens til at bevæge sig over i det personlige og ikke skelne mellem manden og bolden for at blive i fodboldsproget."
Men lige så skrap han har været under debatterne, lige så imødekommende og personligt nærværende har han været, når man har talt med ham i kaffepausen, understreger Svend Andersen, der også tror, at de færreste nok egentlig har forstået, hvor Søren Krarup teologisk kommer fra.
"Søren Krarup står for en særlig luthersk variant af teologi. I tysk sammenhæng er der en lang tradition for, at lutherdommen har været nationalkonservativ politisk set. Og jeg mener, at det er den linje, som Søren Krarup har taget op i en dansk sammenhæng. Det hører med til Tidehvervs polemiske form, at hvis du har en modstander, så er du ikke bare lidt uenig, så er du totalt uenig. For det handler altid dybest set om, hvorvidt du har fattet evangeliet, eller om du tror på menneskets godhed, og at vi har nok i os selv. Og hvis du tror det sidste, så gælder der ingen pardon," siger Svend Andersen.