Sognepræst med hønseadfærd

PORTRÆT: Spørgsmålet om, hvad det vil sige at være menneske, får sognepræst Gudmund Rask Pedersen til at blande sig i samfundsdebatten. I disse dage kan man i avisen følge hans debat om kristendommen med generalsekretær i Luthersk Mission, Jens Ole Christensen

49-årige Gudmund Rask Pedersen, der er sognepræst i Nebel og Vær Sogne i Jylland, giver gerne sin mening med i samfundsdebatten. –
49-årige Gudmund Rask Pedersen, der er sognepræst i Nebel og Vær Sogne i Jylland, giver gerne sin mening med i samfundsdebatten. –. Foto: .

Gudmund Rask Pedersen elsker høns. Og når tingene kører for den 49-årige sognepræst, kan han godt lide at sammenligne sig selv med hønen, som finder korn her og der. For høns formår at finde føde alle mulige steder og omsætte den til velsmagende æg, en strålende fjerpragt og en effektiv gødning.

De indsamlede korn bruger Gudmund Rask Pedersen, når han står på prædikestolen i Nebel og Vær Sogne, hvor han har været sognepræst, siden han i 1988 blev cand.theol. Her ser han det som et stort privilegium at have med mennesker at gøre og at kunne beskæftige sig med grundspørgsmålet: Hvad vil det sige at være menneske?

Det er også det spørgsmål, der driver sognepræsten til at deltage i samfundsdebatten. På Kristeligt Dagblads hjemmeside har han en blog, hvor han giver sin mening til kende om forskellige emner, og i øjeblikket fører han en debat med generalsekretæren i Luthersk Mission, Jens Ole Christensen, om kristendommen.

Gudmund Rask Pedersen er selv vokset op i en missionsk tradition, men i dag mener han, at der findes mange veje til at nå ind til kristendommen, og at højrefløjens rute fører ind på en meget smal vej. Det væsentlige er ikke, om beretningerne om Jesus i Det Nye Testamente skal forstås bogstaveligt, men derimod hvad der siges gennem fortællingerne.

Det får kritikere til at pege på, at Gudmund Rask Pedersen forsimpler kristendommen fra at handle om virkeligheden til blot at handle om livsindsigt. Risikoen er, at opstandelsen for mennesker bliver reduceret til fortolkninger, og dermed bliver evangeliet løftet ud af virkeligheden og over i litteraturen, lyder kritikken.

At det er litteraturen, der bliver brugt som modpol, hænger muligvis sammen med Gudmund Rask Pedersens interesse for emnet. Han sætter pris på at blive grebet af en god fortælling, og selv har han skrevet to bøger om kristendom og litteratur, Forladthed og nærvær og At tænke stort.

Et af de steder, sognepræsten søger efter korn, er, når han går lange ture i naturen. Et par hundrede kilometers pilgrimsvandring på Caminoen i Spanien er det blandt andet blevet til, og de næste par dage er det Hærvejen, der må lægge asfalt, grus og græs til. Skal en afstand tilbagelægges på kortere tid, er det motorcyklen, der er det foretrukne transportmiddel.

Før Gudmund Rask Pedersen tog teologiuddannelsen, uddannede han sig til gartner. Det var dog snarere drømmen om at få eget gartneri end en stor interesse for naturen, der drev ham. I dag nøjes han med sine egne blomster i køkkenhaven.

På hjemmefronten har Gudmund Rask Pedersen fire børn, hvoraf de tre er voksne. Han er separeret fra sin kone gennem mange år.

joergensen@kristeligt-dagblad.dk