244. Så mange underskrifter afleverede sognepræst i Blovstrød Kristine Krarup Ravn tidligere på måneden til kirkeminister Joy Mogensen (S). Underskriverne havde alle tilsluttet sig det brev, den 35-årige sognepræst formulerede, før det blev klart, at kirkerne igen måtte åbne fra i dag.
Under overskriften ”Giv os lov til at holde gudstjeneste igen” argumenterede Kristine Krarup Ravn for, at regeringen ikke glemte kirkerne i planlægningen af genåbningen af Danmark.
”Kristendom og kirke handler meget om usynlige og uhåndgribelige ting, der ikke kan måles og vejes og bevises, og derfor kunne de være svære for politikere at prioritere i en genåbning, hvor det kommer til at handle meget om synlige ting og økonomiske hensyn. Så jeg tænkte, at et papir med underskrifter var noget konkret, politikerne kunne forholde sig til,” uddyber hun.
Men sognepræsten ventede på en afklaring på, hvornår landets kirker kunne åbne dørene igen, gjorde hun sig flere tanker om kirken og dens formål.
”Det gik mere og mere op for mig under krisen, at kristendommen i sin essens handler om at forsamles. Paulus taler i Det Nye Testamente om at ’komme sammen’, og oldkirkens liturgier begynder med, at man forsamles. Når så mange kristne rundt om i verden forfølges, skyldes det også i høj grad, at de ønsker at forsamle sig. Sad de blot hver for sig derhjemme med deres tro, ville det ikke vække anstød. Kristendommen er en fællesskabsreligion, og jeg tror, at mange under krisen har opdaget, hvor vigtige fællesskaber er, især de fysiske.”
Hvad er det, der gør fællesskabet i gudstjenesten til noget særligt?
”Når man mødes og hører Guds ord, er man sammen på en særlig måde, hvor alle står fuldstændig ens over for Gud. Det er et fællesskab, som er uafhængigt af alt det, der fylder noget til daglig, hvor vi vejer, måler og sammenligner os med hinanden. Alt det bliver nulstillet, og i stedet er vi sammen om det egentlige i tilværelsen. Om hvad der er sandhed og løgn, godt og ondt.”
Mange har holdt gudstjenester digitalt, og du har selv lavet andagter på YouTube under nedlukningen. Hvorfor er vigtigt at mødes fysisk til gudstjeneste?
”Når jeg laver andagter på YouTube, har det ikke meget med en gudstjeneste at gøre. Det kan fungere som trøst og opmuntring og som en hilsen til min menighed. Men det bliver let til præstens show, hvor menigheden bliver et passivt publikum. Jeg ser mig selv som en del af menigheden, og jeg glæder mig meget til at høre deres stemmer i salmesangen og se dem i øjnene og se deres reaktioner, når jeg prædiker. Men allermest glæder jeg mig til at kunne fejre nadver sammen. Jeg mener, at der er så mange problemer forbundet med at holde nadver digitalt, så det har jeg ikke gjort. De teologiske konsekvenser er uoverskuelige, og jeg er i tvivl om, hvad der overhovedet er tilbage af nadveren, hvis man bevæger sig ud i det.”
Der er en del præster i din slægt. Modstandsmanden og teologen Vilhelm Krarup var din oldefar, og du har her i avisen fortalt, at et besøg hos ham blev afgørende for, at du lod dig konfirmere. Du er også i familie med Søren Krarup. Hvad betyder det for dig, at der er mange præster i din slægt?
”Da jeg begyndte på teologi, skulle jeg hele tiden forholde mig til, hvad teologer og præster i min slægt havde ment eller sagt. Men det gider jeg ikke rigtig længere bruge energi på. Der er mange dygtige præster i min slægt, men jeg er nok så meget et produkt af individualiseringen, som jeg ellers er meget kritisk over for, at jeg bliver irriteret over at skulle stå på mål for, hvad andre siger og mener, fordi jeg nu engang er i familie med dem. Jeg synes, det er vigtigere at slå et slag for den store fælles historie. Den kristne fortælling og en lang dansk historie. Derfor har det også føltes helt forkert at holde kirkedøren lukket i denne tid. Det havde den ikke været i Blovstrød Kirke i 1000 år. Jeg er ikke selv vokset op med en naturlig bevidsthed om at være rodfæstet i historien, men det betyder mere og mere for mig.”
Hvad gør du for at give dine børn denne bevidsthed?
”Jeg forsøger at gøre dem historisk bevidste ved at fortælle dem om alle de slægter, der er gået foran dem, så de ikke opfatter sig selv som fritsvævende atomer, der dingler rundt, men som mennesker, der står på skuldrene af nogle andre. Sigurd Barrets Danmarkshistorie er fantastisk som redskab til det. Jeg er også meget inspireret af præsten og digteren Jakob Knudsen og hans ide om børneopdragelse, der netop handler om at skabe et narrativ, hvor børn kan se sig selv som fortsættelsen på den store fortælling om mennesket, som begyndte helt tilbage med Adam og Eva. Jeg er ikke selv vokset op med den form for fortælling i skolen og er desuden som mange andre i min generation fra et skilsmissehjem. Så jeg har noget at indhente og har ikke selv helt det forhold til historie og hjem, som jeg håber, at jeg kan skabe for mine børn.”