Sognepræst: I gymnasiet turde jeg endelig være synlig

Sognepræst ved Vor Frue Kirke i Aarhus Anders Thyrring Andersen følte sig ofte anderledes i sin barndom. Det var nemlig hverken på mode at lytte til Bob Dylan eller være troende. På søndag fylder han 60 år, og i den anledning svarer han på en række store spørgsmål

"Jeg ser mine forældre i mig selv i min optagethed af litteratur og billedkunst. Og så i den ’gammeldagshed’, som især min far holdt fast i. Han lærte mig, at der kan være noget godt i at være ’usamtidig’. Han blev en rollemodel i sin anderledeshed.”
"Jeg ser mine forældre i mig selv i min optagethed af litteratur og billedkunst. Og så i den ’gammeldagshed’, som især min far holdt fast i. Han lærte mig, at der kan være noget godt i at være ’usamtidig’. Han blev en rollemodel i sin anderledeshed.”. Foto: Niels Aage Skovbo/Fokus.

Beskriv en scene fra din barndom.

Da jeg var otte år, boede vi hele sommeren på en gammel gård ved Gudenåen, som min farfar havde købt i 1930’erne. Han havde fået den uden landbrugspligt, så her var masser af vild natur, og gården lå helt for sig selv. Nærmest som en ødegård. Her var ingen elektricitet, kun petroleumslamper, og vandet måtte vi pumpe op fra brønden uden for. Det var i 1969, så mens vi var der, fandt månelandingen sted. Og da vi ikke havde fjernsyn på gården, tog vi ind til min fars tante Anna i Ans, der lå tæt ved. Jeg kan huske, hvordan vi sad helt ude på stolene og næsten helt glemte at trække vejret. De første skridt på månen, hvor var det vildt! Ud på natten kørte vi så tilbage til gården igen, og jeg kan huske, at jeg følte mig utroligt privilegeret: Jeg havde oplevet to tidsaldre på én aften. En, hvor man sad i petroleumslampens skær, uden indlagt el og vand, og så én, hvor menneskeheden kunne gå på månen. Jeg så epokerne skifte og havde fået lov til både at se ind i ”gammellivet”, som Martin A. Hansen kaldte det, og ind i den fagre nye verden.

Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år?

At jeg blev præst. Det er en drøm, jeg har haft, siden jeg var ung, men da jeg gik på gymnasiet, havde jeg det meget anstrengt med latin, så jeg turde ikke begynde på teologi med græsk og hebraisk. Derfor blev det litteraturhistorie i stedet, og jeg var knap 50 år, da jeg endelig tog mod til mig og spurgte den daværende biskop Kjeld Holm, om han kunne se mig som præst i en såkaldt paragraf 2-ordning. Han sagde heldigvis ja, og så gik jeg i gang med at læse op på de eksaminer, jeg skulle bestå. For seks år siden blev jeg ordineret som præst i et vikariat i Holme Kirke, og i 2017 blev jeg fastansat ved Vor Frue Kirke i Aarhus. Det er så ubeskriveligt meningsfuldt at have med mennesker at gøre i vigtige begivenheder i deres liv. At man betyder noget for nogen på en mere direkte måde, end da jeg som litterat og forfatter sendte bøger ud, hvor relationen til modtagerne var noget mere dunkel.

Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme?

Da jeg var i begyndelsen af 20’erne, mødte jeg Lotte, som jeg er gift med. Hun har betydet alt for mig. Hun læste også litteratur, og hos hende fandt jeg en helt usædvanlig personlig integritet, hvor hun altid formår at have sig selv med i alt, hvad hun gør. Hun har også en meget høj arbejdsmoral, som jeg har lært meget af.

Hvilke personer – ud over din livsledsager – har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet?

Der har været mange, så jeg vælger at pege på nogle, jeg ikke har mødt. Bob Dylan er den første. Jeg hørte ham i radioen som 15-årig og skyndte mig bagefter at tage knallerten ind til Skive for at købe noget med ham. Gennem hans tekster blev jeg inspireret til at gå i kast med de store, klassiske engelsksprogede digtere, og da jeg senere gik i gymnasiet, stod Dylan officielt frem og bekendte, at han var kristen. Det gav mig mod til at gøre det samme. Søren Kierkegaard er den anden. Min far var meget optaget af ham, så jeg hørte tidligt om ham. Og hos ham forstod jeg, at det er et livsafgørende valg, det enkelte menneske står over for: Tror man, eller tror man ikke. Det er et enten-eller. Der er ingen neutral grund. Senere blev jeg især optaget af og præget af Martin A. Hansen, hvis forfatterskab havde rod i både kristendommen og traditionen og derfor var temmelig ildeset i 1970’erne og 1980’erne, da jeg gik på universitetet. Så ham stod jeg ret alene med. Men da jeg senere udgav hans dagbøger på Gyldendal sammen med Jørgen Jørgensen, fik bogen overraskende stor opmærksomhed, og den åbnede uventet mange døre for mig – inden for forskningen og ikke mindst som foredragsholder.

Hvornår udviste du mod og sprang ud på ”de 70.000 favne”?

Jeg opfatter ikke mig selv som modig. Men på den anden side har jeg ikke været bange for at gøre noget andet end de andre. Da jeg begyndte i gymnasiet, var jeg meget bevidst om, at jeg nu havde en ny chance for ikke at hænge fast i den vanskelige barndom, jeg havde haft. Som tilflytter til en lille by og med interesser, de andre ikke accepterede. Så gymnasietiden blev fantastisk, og jeg turde pludselig indgå i relationer og være synlig.

Hvad tror du på?

På Gud som skaberen af alting, at Jesus er Guds søn, og på det evige liv. Men jeg tror også, at opstandelsen gælder det liv, vi er midt i. Det evige liv er i det nuværende liv, for vi kan via Jesus besejre døden hver eneste dag. Derfor skal vi heller ikke hengive os til det destruktive, for uanset hvor forkludret det hele kan virke, så er Gud altid med os. Der er altid en mening. Det stoler og tror jeg på.