Sognepræst: Jeg oplevede det som et tab, da mine børn flyttede hjemmefra

Mia Rahr Jacobsen får energi i sit arbejde af at beskæftige sig med tro, seksualitet og køn. Hun står for den årlige gudstjeneste ved Copenhagen Pride og har været med til at udgive en bog om regnbueteologi. På søndag fylder hun 50 år og svarer i den anledning på en række spørgsmål om livet

"Vi havde brugt mange år på at bygge en familie op, og man får jo børn, fordi man har lyst til at være sammen med dem. Mit behov for den nærhed er ikke forsvundet af, at de nu er ved at skabe deres eget liv,” fortæller Mia Rahr Jacobsen om de blandede følelser af tab og glæde, når børnene flytter hjemmefra. – Foto: Leif Tuxen.
"Vi havde brugt mange år på at bygge en familie op, og man får jo børn, fordi man har lyst til at være sammen med dem. Mit behov for den nærhed er ikke forsvundet af, at de nu er ved at skabe deres eget liv,” fortæller Mia Rahr Jacobsen om de blandede følelser af tab og glæde, når børnene flytter hjemmefra. – Foto: Leif Tuxen.

Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år? 

”Det er, at jeg geografisk har flyttet mig. Jeg har boet på Vesterbro i København i 20 år på den samme gade, men flyttede for nogle år siden til Østerbro til min nuværende præstestilling. Derudover har vi købt sommerhus ved Tuse Næs. Jeg er rigtig københavner og havde ikke troet, at jeg skulle blive så glad for at flytte mig ud af byen. Men jeg har erfaret, hvad det kan give at flytte sig og opdage nye sider sin egen by og opdage, at jeg virkelig glæder mig over også at komme ud af byen.”

Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme? 

”Af en eller anden grund har jeg altid synes, at jeg lige nu befinder mig det bedste sted i livet, selvom livet selvfølgelig også er besværligt. Ind imellem tænker jeg dog tilbage på de år, hvor jeg færdiggjorde mine studier og samtidig havde små børn. Det var en tid, hvor jeg virkelig knoklede og havde mange bekymringer over, hvordan det hele skulle gå. Samtidig var det dejligt at have børn i børnehavealderen, og jeg husker det som en meget intens og særlig tid.”

Hvilke personer – udover din livsledsager – har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet? 

”Der er en lille håndfuld forfattere, der har præget min måde at tænke på via deres essays. Det er personer som Virginia Woolf, Margaret Atwood, Siri Hustvedt og Elena Ferrante. De har præsenteret mig for en verden af litteratur og en måde at tænke på ikke mindst med deres opgør med de rammer, kvinder er blevet givet at udfolde sig inden for. De har i høj grad formet min måde at tænke på og har været vigtige samtalepartnere for mig.”

Hvilket råd vil du give til andre, der gerne vil ind i samme profession som dig? 

”At finde noget, man brænder for, og som kun er ens eget. Man skal give så meget som præst, så det er vigtigt, at man finder noget, der også giver en selv noget. Noget, der kan blive ved med at være spændende for en at bruge kræfter på og samtidig giver en energi til at arbejde videre. For mig er det litteraturen og arbejdet med køn og seksualitet og tro.”

Hvad er det vigtigste, du har gjort for at få den tilværelse/det arbejdsliv, du gerne ville have? 

”At blive ved med at følge det, jeg er optaget af og sørger for at lade det fylde noget i mit liv. Derudover har jeg som udgangspunkt sagt ja til de muligheder, livet har budt på.”

Hvilken sorg eller hvilket tab i dit liv vil du nævne her? 

”Jeg oplevede det som et tab, da mine to børn i løbet af de sidste par år flyttede hjemmefra. Det er et tab, som selvfølgelig er blandet med en stor glæde over, at det går dem godt, og de er i gang med at bygge deres eget liv. Men det kom bag på mig, at folk regnede med, at fordi børnene har det godt, skulle jeg entydigt glæde mig over, at de var flyttet hjemmefra. Vi havde brugt mange år på at bygge en familie op, og man får jo børn, fordi man har lyst til at være sammen med dem. Mit behov for den nærhed er ikke forsvundet af, at de nu er ved at skabe deres eget liv.”

Hvornår udviste du mod og sprang ud på ”de 70.000 favne”? 

”Det synes jeg i store træk, jeg gør hele tiden i mit præstejob, hvor jeg er sammen med mennesker, når livet er rigtig svært. Det kræver en vis grad af mod. Det krævede også mod, da jeg sidste sommer var medredaktør på antologien ”Vi er også kirken. Skitser til en regnbueteologi” om forholdet mellem kirken og homoseksualitet og køn. Jeg har en vis ærefrygt for bøger. Derfor var det grænseoverskridende selv at skulle være med til at udgive en og pludselig se den står der i bogreolen og opleve, at folk forholdt sig til den. Den skabte, og skaber for så vidt stadig, en del reaktioner.”

Hvad ville du gerne have gjort anderledes?

”I hverdagen er der hele tiden noget, jeg gerne ville have gjort anderledes. Noget, jeg burde have sagt på en anden måde eller måske ikke burde have sagt. Det reflekterer jeg meget over. Men overordnet set er der ikke nogle store livsvalg, jeg ville have gjort anderledes. Nu bliver jeg 50 år, og det sætter også tanker i gang om, der er noget i fremtiden, jeg gerne vil gøre anderledes. Men det sker ikke ud fra en fortrydelse over fortiden.”

Hvad tror du på? 

”At Gud har sat os i verden for at leve i kærlighed til mennesker og skaberværket. Og det skal ikke forstås på den lette måde, hvor alt bare er kærlighed. Det er virkelig besværligt. Vi har alle et stort og alvorligt ansvar ikke bare for vores eget liv, men for verden omkring os.”