”Hvad i alverden laver du for vores penge?”, lød det på én gang drillende og alvorligt fra Berit Schelde Christensens fætre, hver gang hun besøgte sin familie i Smidstrup, en lille landsby mellem Vejle og Fredericia, tilbage i 1980’erne.
For fætrenes penge – underforstået deres hårdt tjente skattekroner – fik Berit Schelde Christensen SU, mens hun læste teologi på Aarhus Universitet med henblik på at blive præst.
Berit Schelde Christensen, som i dag fylder 50 år, er vokset op i et kristent hjem i samme landsby. Familien, der bestod af mor, far og tre børn, gik ofte i kirke, børnene var aktive i KFUM og KFUK, og utallige af sin barndoms søndage har hun tilbragt i børneklub hos Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler.
Selvom vejen mod præstegerningen næsten var brolagt på forhånd, manglede der i barndommens kristendom noget, som Berit Schelde Christensen ikke helt kunne sætte sin finger på.
Det ”noget” åbenbarede sig for hende, da hun som 16-årig stod i køkkenet på et sommerstævne arrangeret af Danmarks Kristelige Gymnasiastbevægelse. Hver dag, når køkkentjansen var forbi, fik hun lov at være med til foredrag og workshops, og her oplevede den unge Berit en helt anden måde at tale om kristendom, end hun havde været vant til om sit barndoms bord.
”Det ramte mig som en hammer, at man kunne tale om eksistens og kristendom på en intellektuel måde,” siger hun i dag.
Der var særligt ét spørgsmål, som fik det til at rumstere mere end almindeligt i hendes indre: Hvorfor er der ondskab i verden, hvis Gud er god?
Og således er vi tilbage i Aarhus. En by, som – med undtagelse af et besøg på blå mandag – var fremmed for Berit Schelde Christensen, indtil hun lod sig indskrive på teologistudiet. Her udviklede hun en forkærlighed for religionsdialog, som senere hen bragte hende ud i verden fra England og Norge til Nepal og Nigeria.
Som ung kvinde og endnu ikke ordineret præst kom hun afsted på flere kirkelige rejser end de fleste. Her var for det meste ”gamle, hvide mænd”, og Berit Schelde Christensen var ifølge sig selv et friskt, blåøjet indslag, der kunne minde om, at tiden var til at høre efter, når unge kvinder talte.
”Det har kostet meget at være så indigneret, som jeg kunne være dengang. Jeg har brugt ufattelige mængder af tid på at rejse og læse lange rapporter, og i de fleste tilfælde kom vi ikke frem til noget konkret på møderne. Det var først senere i livet, jeg lærte, at man udretter noget blot ved at mødes. Det kan godt ske, at vi ikke kan blive enige om ret meget, men værdien ligger i selve samtalen,” siger hun.
De mange rejser og udlandsophold modnede Berit Schelde Christensen i flere henseender. Da hun kom hjem fra et studieophold i England, var hun med til at grundlægge stiftssamarbejdet ”Folkekirke og Religionsmøde”, alt imens hun varetog alskens tillidshverv – blandt andet som medlem af bestyrelsen i Danmarks Kristelige Gymnasiastbevægelse.
Med andre ord investerede Berit Schelde Christensen, som hun siger i dag, sin ungdoms passion og lidenskab i kristendommen. Derfor er hendes største fortrydelse i livet heller ikke en ægte fortrydelse.
”Dengang jeg kastede min lidenskab på teologi og internationalt kirkeligt arbejde, kastede de fleste andre på min alder deres lidenskab på at finde en god mand og stifte en familie. Hvis jeg også var gået den vej, så havde jeg været et andet sted i dag ... måske med en stor familie. Det vil jeg også gerne have prøvet,” siger hun.
Den hårdeste periode i sognepræstens eget liv var, da hun sprang ud på de 70.000 favne, men ikke blev grebet.
”Da jeg var 34, mødte jeg mit livs store kærlighed, som boede i Norge. Jeg rejste efter ham og havde en gennemstrømmende oplevelse af, at nu begyndte det hele en gang til. Lige til forsiden af Femina. Men sådan blev det ikke, og jeg tog hjem til Danmark med min søn på to og et halvt år på armen. Men jeg fortryder det ikke. Man forfølger noget, fordi man skal.”
Noget af det vigtigste i liveter atlære at leve med sine vilkår, mener sognepræsten.
”Det er noget af det, jeg har lært. Der findes vilkår, vi må lære at leve med, og det er ikke vores egen skyld. Derfor kunne jeg nok ikke have valgt så meget andet,” funderer hun.
Med erkendelsen af, at lidelsen er et livsvilkår, stod hun igen over for spørgsmålet, som første gang ledte hende til præstegerningen: Hvorfor er der ondskab i verden, hvis Gud er god?
Dét forsøgte hun at svare på, da hun sidste efterår tog til Tyskland for at efteruddanne sig i sjælesorg på universitetet i Göttingen.
”Nu beskæftiger jeg mig med lidelsens problem i det nære liv, og jeg er meget optaget af, hvordan vi kan leve med de vilkår, som kaster smerte og vrede af sig, uden at blive helt opslugt af det. Der kan vi som præster og sjælesørgere byde ind med noget andet, end hvis man går til en psykolog,” siger hun.