Solvej Balle har fundet frihed i at leve af ingenting

Forfatter Solvej Balle har skrevet forholdsvis få, men meget anmelderroste bøger, og skal hun give et råd til andre med forfatterdrømme, er det hurtigt at få lært at leve af små penge. I dag fylder hun 60 år og svarer i den anledning på en række store spørgsmål om livet

Solvej Balle er bosiddende på Ærø, hvor hun også driver det forlag, hun udgiver sine egne bøger fra.
Solvej Balle er bosiddende på Ærø, hvor hun også driver det forlag, hun udgiver sine egne bøger fra. Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år?

Det må være at arbejde på ”Om udregning af rumfang”, som er et romanværk i syv bind (hvor af de første bind udkom i 2020 og 2021), og at starte mit eget forlag.

Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme?

Engang stod jeg med min sovende søn i en klapvogn i stormagasinet Marks & Spencers i Cambridge, England, og pludselig stod der en ældre herre og så på os og sagde henført ”happy days”. Jeg følte, han fortalte en hel livshistorie med den bemærkning, og måske havde han ret: at der ikke er mange livsfaser, der føles mere meningsfulde end klapvognsalderen. Jeg synes nu, der er mange perioder, jeg ser tilbage på med glæde og varme.

Hvilke personer – udover din livsledsager – har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet?

Det må være min søn. Det har lært mig så meget at være hans mor, og det synes jeg, det bliver ved med. Jeg troede vist, jeg var nogenlunde formet, da jeg fik ham som næsten 40-årig. Men der blev jeg klogere.

Jeg vil også nævne den uendeligt lange række af lærere og undervisere, jeg har mødt, fra jeg begyndte i skole i 1969, og til jeg afsluttede min kandidatuddannelse i 2018. Dem ville jeg nødigt have været foruden. At man også er blevet formet af sin familie og sine venner – flere af dem gennem 30-40-50 år – er indlysende, og jeg synes hele tiden, man bliver formet og omformet.

Hvilket råd vil du give til andre, der gerne vil arbejde med det samme som dig?

At læse meget forskellige bøger, også dem, man ikke føler sig helt hjemme i. Ikke at skrive bare for at ”producere noget”, eller udgive for at følge andres forventninger om et bestemt tempo. Straks at få lært ikke at have nogle penge – det giver stor frihed, hvis man kan leve af ingenting.

Hvad er det vigtigste, du har gjort for at få det arbejdsliv, du gerne ville have?

Måske at tænke på det som netop et arbejdsliv og ikke en karriere. I en karriere er der lagt et spor ud, man skal følge, hvis man vil være med i kapløbet. I et arbejdsliv er der plads til småveje og forgreninger og sidespor.

Hvilken sorg eller hvilket tab i dit liv vil du nævne her?

Indimellem taber jeg min tro på, at mennesker inderst inde godt ved, hvad der er rigtigt at gøre – og at de grundlæggende vil hinanden det bedste. Det oplever jeg som et tab. Og så synes jeg, at min far døde lidt tidligt, før jeg fik min søn, der måtte undvære en morfar.

Hvornår udviste du mod og sprang ud på ”de 70.000 favne”?

Da jeg lavede mit forlag Pelagraf, og da jeg begyndte at udgive en roman i syv bøger med min Mastercard-kredit som eneste sikkerhedsnet. I begyndelsen rådede alle mig fra at gøre det. Men det var det, jeg skulle.

Hvor ser du dine forældre i dig selv?

Min fars fjollede bemærkninger – og så ligner jeg vist min mor for meget til at nævne noget bestemt. Men jeg er også begyndt at se min farmor. Det synes jeg er ret hyggeligt.

Hvad ville du gerne have gjort anderledes?

Det er faktisk det sværeste spørgsmål af dem alle. Hvis vi kunne se alle konsekvenserne af vores handlinger, kunne man måske svare på det. Nogle af de fejl, man selv ved, man har begået, kan man jo aktivt forsøge at vende til noget godt. De handlinger, hvis konsekvenser, man ikke kender, kan man ikke reparere på. Så det må være nogle af dem.

Hvad tror du på?

På en god dag: menneskets potentiale for at blive bedre til at passe på kloden og hinanden.

Hvad har bragt dig størst glæde her i livet?

Det må være den sædvanlige: at blive mor til et lille menneske og se ham vokse op.

Beskriv en scene fra din barndom.

Jeg så for nylig et luftfoto af mit barndomshjem på Fyn, lige ved Odense Å, og huskede pludselig en scene fra et tidspunkt, hvor der blev bygget et hus i området. Sammen med min legekammerat gik jeg omkring med bare tæer og mine vistnok nye sandaler i hånden på byggepladsen og syntes åbenbart, det var sjovt at løfte mine sandaler op og lade dem dingle over et højt rør til en kloak. Pludselig tabte jeg den ene sandal ned i røret, og der lød et stort plask. Det var umuligt at få fat i sandalen igen, og jeg følte mig som en idiot. Vi løb hen til en murer og sagde, at jeg havde tabt min sandal, og i stedet for at spørge, hvorfor i alverden jeg havde været så tåbelig, fik han fat i en pind og fik med stort besvær fanget min sandal. Jeg husker, at jeg var helt overstrømmende glad og taknemmelig og blev ved med at sige ”tak hr. murer, tak hr. murer”. Jeg ved ikke, hvorfor det gjorde så stort indtryk på mig, måske var det ikke kun hans hjælpsomhed, men at han ikke havde behov for at kommentere på tåbeligheden i at smide sandaler i kloakrør. Han hjalp bare.Mærkeligt, hvilke scener, der bliver siddende i erindringen.