Som to-årig kom han på børnehjem. Følelsen af forladthed har præget Ole Thyssens liv lige siden

I et omskifteligt liv har bøgerne og viljen til viden været en konstant for filosoffen Ole Thyssen, der søndag fylder 75 år. Rodløshed og nysgerrighed har præget hans virke

Ole Thyssen betragter sin familie – herunder sine fem børn – som en stor rigdom. – Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix.
Ole Thyssen betragter sin familie – herunder sine fem børn – som en stor rigdom. – Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix.

Filosoffen Ole Thyssens forfatterskab er alenlangt. Som ene- eller medforfatter ”nærmer det sig vel 40 bøger”, noterer han selv. Senest ”En lille bog om vilje”, der kom i boghandlerne i august og har fået fin kritik i dagbladenes spalter. I morgen fylder han 75 år, og for Thyssen markerer dagen en fin anledning til at kigge tilbage på sit livsværk. Kan han finde en rød tråd i sine bøger? Svaret, han kommer med, virker en smule overraskende for hovedpersonen selv.

”Den røde tråd er sjovt nok, at jeg har været meget troløs. Når jeg er blevet færdig med en bog og et emne, begynder jeg ofte at udforske noget helt nyt. Det er måske sådan, jeg er. Som ung var jeg marxist, mens jeg senere skiftede spor og blev inspireret af den tyske sociolog Niklas Luhmann, der må siges at være alt andet end marxist,” siger Ole Thyssen, hvis bøger har handlet om alt fra store statstænkere til æstetisk ledelse.

Det ligger altså til din personlighed at være afsøgende snarere end dogmatisk, tror du?

”Muligvis. Som toårig blev jeg sendt på børnehjem i nogle måneder, mens mine forældre arbejdede for Red Barnet i Polen umiddelbart efter Anden Verdenskrig. Vi flyttede siden rundt i hele landet, da jeg kom tilbage til mine forældre, og jeg skiftede skole en masse gange. Rodløshed i min opvækst har sat sit præg på min personlighed. Jeg er ikke noget socialt talent, for at sige det meget mildt, og som barn havde jeg svært ved at få venner, fordi jeg tænkte, at de nok snart var væk igen.”

Selvom de konkrete minder fra børnehjemsdagene er slørede, har oplevelsen sat sig som et vandmærke i ham.

”I en periode var jeg vred, men med alderen kommer tilgivelsen. Mine forældre ville jo gøre noget stort ved at hjælpe mennesker i Polen i de rædselsfulde år efter krigen. Men det har givet mig en følelse af forladthed, der har sat sig som en grunderfaring i mig. Som en angst for at blive forladt, men også en råhed over for det at forlade. Jeg kan godt skifte spor.”

Spor blev der også skiftet i barndommen. Faderens job som sygehuslæge sendte Ole Thyssens familie forbi Hillerød, Østerbro, Gentofte og Hjørring. I et liv med skiftende omgivelser var hans eneste konstant bøgerne, skolen og fagligheden. Det kloge hoved var sultent og skulle fodres, og som barn ”nærmest voldtog jeg biblioteket,” siger han.

Hvornår fandt du ud af, at du ville læse filosofi?

”Det gjorde jeg en smuk majmorgen i 1964. Jeg sad på universitetsbiblioteket i Fiolstræde, udenfor skinnede solen, og støvet dansede i lysstrålerne. Jeg læste litteraturvidenskab og sad med en bog, jeg virkelig ikke interesserede mig for. Så rejste jeg mig op og forlod studiet – og fandt vel der ud af, at det skulle være filosofi i stedet.”

Efter endt studietid fulgte løse ansættelser på Københavns Universitet og en tilværelse som freelancefilosof, inden Handelshøjskolen i København stod klar med et professorat kort inden årtusindeskiftet. I 2001 modtog han Kunstfondens livsvarige ydelse og har siden beriget den offentlige debat med sine bøger og til tider spydige samfundsanalyser.

Hvad bekymrer ham, når han kigger ud over Danmark anno 2019?

”Der er kommet en vilje til svaghed. Det er for mig at se blevet nemt at sige ’jeg kan ikke’, og kategorien ’de svage’ er blevet et sted, man nemmere kan parkere sig selv. Der er en mangel på robusthed og en meget stærk sensibilitet over for ens egen fornemmelser.”

”Mange føler, at fordi de er født i den gale krop – en mand i en kvindekrop eller måske endda en flamingo i en kvindekrop – skal hele verden tage hensyn til dem. Det bekymrer mig.”

Rodløsheden til trods har Ole Thyssen været gift med sin kone i 30 år. Sammen har de to børn, og fra et tidligere ægteskab har han endnu tre børn.

”Min familie og mine fem børn er en stor rigdom, og jeg er stadig meget forelsket i min kone. Familien betyder enormt meget, selvom jeg faktisk var familiefjendsk, da jeg var ung.”

Troen og kristendommen har aldrig fundet vej til den søgende filosofs hjerte.

”Jeg havde den lykke – eller ulykke, om man vil – at mit barndomshjem var meget kristent. Min farmor var indremissionsk, og mine forældre tilhørte en sekt, der hedder Moralsk Oprustning. Den måde, de praktiserede kristendommen på, har helt ærligt givet mig en afsmag for foretagendet.”

Afsmagen er dog ikke større, end at han i sit nye bogprojekt afsøger, hvad Gud egentlig er for en størrelse.

”Ikke fordi jeg søger trøst i religionen, men som et forsøg på at forstå den figur, jeg mødte, da jeg som lillebitte sad på bænkene i Frederiksberg Slotskirke.”

I den forstand er det ikke kun rodløsheden, der blev et livsvilkår for den 75-årige filosof. Nysgerrigheden blev det ligeså.