Som barn cyklede Stefan Hermann hver morgen klokken halv syv ned til Hotel Skivehus og tømte skraldespande. Og siden har han holdt af at arbejde, for i hvert arbejde findes der en særlig æstetik, dannelse og et højere perspektiv, mener han. Onsdag fylder rektoren på Københavns Professionshøjskole, der har en imponerende karriere indenfor både kunsten og sportens verden bag sig, 50 år.
Stefan Hermann voksede op, i det han selv beskriver som et grundtvigiansk, svært venstreorienteret hjem. Moderen var psykiater og læge og faderen var jurist og folketingsmedlem for SF. Forældrene og bedsteforældrene, sidstnævnte stiftede Forlaget Arena, tilskriver han sit samfundsengagement og sin kærlighed til billedkunst, musik og litteratur, – der dog først kom efter et mindre teenageoprør.
”Jeg var ikke noget nemt barn, eller nogen nem teenager. Jeg gik ind for atomkraft og Nato og nægtede at læse bøger i mange år, for jeg vidste, at begge dele ville genere mine forældre og bedsteforældre helt urimeligt meget. Men lige pludseligt gik der hul på bylden. Jeg kan huske, at jeg som 14-årig læste ’Rosens navn’ i et ryk, og den der sult slap aldrig rigtig op,” siger han, og fortsætter med et lille grin:
”Vi taler meget om den sociale arv som noget negativt, men den har også sine lyse sider. Jeg kunne alligevel ikke løbe fra den, og det var en fantastisk gave at få den nysgerrighed.”
En kontrast til barndomshjemmet fandt han i idrætshallen, hvor han gennem hele opvæksten spillede håndbold.
”Det åbnede et helt andet univers for mig end mine forældres. Der er ingen gummistøvleromantik eller noget anti-Det Kongelige Teater over det – jeg er vokset op i en håndboldhal og på et bibliotek. Jeg elskede at spille, og jeg elskede fællesskaberne. Det er en enorm social, fysisk og taktisk sport med en ufattelig skønhed,” siger Stefan Hermann, der også blev udtaget til ungdomslandsholdet og i årrække spillede elitehåndbold.
”Det er blevet en stor del af mig. Det har betydet, at jeg har set mennesker, der lavede noget andet, end det jeg selv gjorde. I alle menneskers liv sker der en form for segregering, når de forlader folkeskolen. De vælger studie og arbejdsveje. Håndbold er en idræt, hvor folk kommer alle mulige steder fra, og det har jeg altid godt kunne lide.”
Både indenfor kunst og sport har han gjort sig bemærket. Sideløbende med studiet var han medstifter af kulturselskabet Swung, der blandt andet arrangerede opera i de århusianske baggårde. Derudover har han arrangeret verdens første fodboldfilmfestival og er medforfatter til bogen ”Foldbold set fra månen”, redigeret sammen med filosoffen Morten Albæk.
Interessen for uddannelse og dannelse kom for alvor, da han studerede statskundskab på Aarhus Universitet, hvor han især holdt af idéhistorie og politisk filosofi.
”Jeg fandt ud af, at stort set alle de vigtigste tænkere fra antikken og frem, som har tænkt tanker om politik, demokrati, magt og fred, også har tænkt tanker om opdragelse og skole. Det gik op for mig, at politik hænger sammen med pædagogik – som Kant skriver i en forelæsning, er opdragelseskunsten og regeringskunsten de to sværeste kunster, som mennesket står over for, for de er ikke givet af naturen. Og de to hænger sammen, for et levende demokrati afhænger ikke kun af stærke demokratiske institutioner og rettigheder, det afhænger også af opdragelse og pædagogik,” siger Stefan Hermann.
Universitetsspecialet skrev han således om folkeskolens udfordringer. Og han er siden blevet en markant stemme i den danske i uddannelsesdebat og har blandt andet skrevet bøgerne "Magt & Oplysning Folkeskolen 1950-2006" og "Hvor står kampen om dannelsen?". I 2008 forlod han sit arbejde som vicedirektør på kunstmuseet Arken og blev ansat som rektor på Professionshøjskolen Metropol, nu Københavns Professionshøjskole, hvor han stod i spidsen for store fusioner mellem uddannelser. Og han har høje ambitioner for professionsuddannelserne.
”Jeg kunne godt tænke mig, at der var så lang en kø af unge mennesker, som var interesseret i lærer-, pædagog- og sygeplejerskeuddannelsen, at vi var lige så populære som Harvard. Den rolle, som de professioner spiller, er helt afgørende – det er rygraden i samfundet,” siger han.
I sin kamp for bedre uddannelser har han måtte lægge håndbolden på hylden – indtil videre.
"Jeg føler dyb taknemmelighed for alle de frivillige. Det er et sted, hvor jeg ikke har leveret. Der skal være nogle, der kører til håndbold med børnene søndag morgen, nogen der arrangerer kampene og pumper boldene. Jeg skylder, og det har jeg tænkt mig at betale tilbage," siger han.
Fødselsdagen skal han fejre med sin familie.