Et år før Klaus Rifbjerg døde, udpegede han her i avisen Jan Sonnergaard som den yngre generations store litterære rebel. Nu er Jan Sonnergaard, der skruede helt op for den rå realisme med sin banebrydende novellesamling Radiator, pludselig selv død, bare 53 år gammel.
Jan Sonnergaard døde af et hjerteslag under et ophold i Beograd, oplyser Gyldendal i en pressemeddelelse.
Jan Sonnergaard fandt sit oprør i 1994, da Forfatterskolens daværende rektor Niels Frank i et essay skrev, at ordet radiator ”i store dele af Skandinavien betragtes som uforeneligt med poesiens mere højtravende registre”.
Det var nok ironisk ment, men tre år senere tog Jan Sonnergaard ham på ordet ved at udsende novellesamlingen ”Radiator”, der kunne ses som en direkte polemik mod det litterære parnas omkring Forfatterskolen. For i 1990’erne var det især Forfatterskolens minimalistiske prosa, der stjal opmærksomheden på den litterære scene. Skolens formeksperimenter, der ofte sammenblandede poesi og prosa, begejstrede anmeldere og universitetslektorer i litteratur, men blandt ”almindelige” læsere var der en efterspørgsel efter en mere rå realisme, der turde tage favntag med sociale problemer.
Selv var Sonnergaard heller ikke meget for Forfatterskolens ”afskyelige hybrider, der bruger alt for mange sider på blot at beskrive en lille fjers frie fald gennem luften”, som han ifølge Gyldendels Frie Encyklopædi udtrykte det i 1997 under en debat med Niels Frank på Københavns Universitet.
”Prosaens opgave er at lyve og overdrive og så tit som muligt være totalt uvederhæftig,” sagde Sonnergaard og fortsatte: ”Alt for lidt litteratur brokker sig nu om dage.”
Her ramte Jan Sonnergaard en folkelig længsel efter en anden slags litteratur, og hans novellesamling solgte uhørte 100.000 eksemplarer, ligesom hans historier hurtigt blev pensum for eftertidens gymnasieelever.
Sonnergaards gennembrud med novellesamlingen ”Radiator”, som gengav livet for marginaliserede skæbner i 1990’ernes underdanmark, gjorde på den måde Sonnergaard til en af årtiets store forfattere. På den måde beviste han, at man stadig kunne få en plads på den litterære scene uden at have gået i det litterære væksthus på Forfatterskolen.
Selv var han i stedet uddannet cand.mag. i litteraturvidenskab og filosofi, men han mente, at han var forfatter, før han begyndte at skrive. Og han havde ikke meget til overs for det toårige forløb på Forfatterskolen.
”Jeg kunne formentlig blive bedre af at være brandmand i et halvt år, derefter telefonmand på et bordel i et halvt år og pudse motorcykler for HA i et tredje halvår og derefter tage resten af tiden til Island,” har Jan Sonnergaard sagt til Politiken.
Flere hovedpersoner i Sonnergaards noveller nægter at se realiteterne i øjnene. På samme måde mente forfatteren, at Danmark kort efter årtusindeskiftet var et land ”fyldt med selvbedrag på flere planer”.
”Fra den politiske myte om det såkaldte opsving, og hvor godt det gik, ned til de såkaldt marginaliserede, som nærmest får at vide, at de bare skal tage sig sammen,” sagde Sonnergaard i 2003 til Berlingske.
Senere fulgte to novellesamlinger med tre års mellemrum, hvor først miljøer i middelklassen og senere overklassen kom under Sonnergaards spiddende analyse.
Selv kom Sonnergaard fra ”sådan noget øvre middelklasse med et fint parcelhus” i Virum. Siden boede han i Københavns Nordvest-kvarter.
Efter novelletrilogien skrev Sonnergaard teaterstykker, kronikker, en roman og flere noveller – senest med samlingen ”Otte opbyggelige fortællinger om kærlighed og mad og fremmede byer”. Her i avisen har han i den forbindelse fortalt, at hans skrivestil har ændret sig med alderen.
”Ironien er ikke så stærk, som den var engang,” bedyrede han og tilføjede, at han ikke skrev bøger for, at en anmelder skulle sige, at han var flink til at skrive, men skrive, det kunne han nu alligevel.