Det var en slags audiens, når Sophie Freud og hendes fætre og kusiner talte med deres bedstefar, psykoanalysens fader Sigmund Freud, i Wien i Østrig. På slaget 12.45 hver søndag havde de 15 minutters taletid med bedstefaderen, før der blev serveret middag på slaget 13.
“Nogle har bedsteforældre, der leger med dem, tager dem med i cirkus eller kommer til middag om søndagen. Jeg havde meget korte audienser hos min farfar hver søndag, men det var som at gå i kirke. Vi talte ikke ret meget. Det var meget stille,” har hun sagt i et interview med avisen the Boston Globe.
“Jeg vil ikke kalde vores forhold tæt. Men på den anden side var det et vigtigt ugentligt ritual, der blev en vigtig del af mit liv,” fortsatte hun.
Fredag den 3. juni døde Sophie Freud, mangeårig professor med speciale i socialt arbejde, af kræft i sit hjem i byen Lincoln i Massachussets i det nordøstlige USA. Hun blev 97 år og var det sidste levende barnebarn af Sigmund Freud, hvis navn har forfulgt hende igennem alle årene. Selvom hendes eget liv var spækket med begivenheder og en karriere som akademiker, måtte hun leve med, at folk virkede til at være mere interesseret i hendes ophav end i hendes bedrifter.
“På et tidspunkt begyndte jeg at indlede mine lektioner med at sige, at ingen måtte stille spørgsmål om ham,” sagde hun til den britiske avis The Guardian i 1993 med henvisning til farfaren.
“Jeg føler, at jeg på egen hånd har udrettet nok til at blive set som et selvstændigt individ.”
Meget af årsagen til, at farfaren er blevet nævnt i omtalen af Sophie Freuds død er, at hun selv har været en markant kritiker af hans tanker og teorier. Tilavisen the Boston Globe sagde hun for eksempel i 2002 om psykoanalysen, der netop blev udviklet af Sigmund Freud:
“Jeg er meget skeptisk hvad angår meget af psykoanalysen. I mine øjne er det så meget en narcissistisk udskejelse, at jeg ikke sætter min lid til det.”
Andre af hans teorier kaldte hun “nonsens”, som for eksempel idéen om, at unge piger lider af penismisundelse, når det går op for dem, at de ikke har en. Hendes farfar var en god og kærlig mand, men han havde intet begreb om kvindelig seksualitet, sagde hun.
Undslap og snød Hitler
Sophie Freud blev født i 1924 i Wien og opvoksede i et dysfunktionelt hjem, hvor faderen og moderen ikke kunne enes. Efter at Østrig blev annekteret af Nazityskland i 1938, blev den jødiske familie spredt. Farfaderen flygtede til London, hvor han døde af kræft kort før Anden Verdenskrigs begyndelse. Hendes far og bror rejse ligeledes til London, mens Sophie og moderen påbegyndte en lang rejse først til Paris, så en cykeltur på mere end 600 kilometer til den franske riviera, en bådtur til Marokko, et fly til Portugal og til sidst en rejse til USA.
De ankom til New York, men Sophie Freud begyndte kort efter at studere psykologi på Radcliffe College i Massachussets. Det var i disse år, at hun blev gift med ingeniøren Paul Loewenstein, der ligesom hende var en jødisk immigrant. Efter nogle år med korte ansættelser blev hun ansat i et professorat på Simmons University (dengang Simmons College) i Boston.
Her blev hun blandt kendt for at ankomme på en rød motorcykel til universitetet hver dag, indtil hun gav den bort til en studerende, da hun var sidst i 70’erne. Hun gik officielt på pension i 1992, men fortsatte med at undervise. Ved siden af sin akademiske karriere arbejdede hun frivilligt på et rådgivningscenter, hvor hun var særligt optaget af at understøtte enlige mødre og andre grupper, som hun ikke mente fik den nødvendige hjælp af systemet.
Hun beklagede sig over, hvor svært det var at undslippe sin farfars arv, men skrev selv om den i to bøger. Og hun medvirkede i en canadisk dokumentar med titlen “Neighbours: Freud and Hitler in Vienna” (Naboer: Freud og Hitler i Wien) fra 2003.
“I mine øjne var både Adolf Hitler og min farfar to af det 20. århundredes falske profeter,” sagde hun og uddybede, at de delte et specifikt fællestræk:
“Ambitionen om at overbevise andre mennesker om den eneste sandhed, som netop de var kommet frem til."
Sophie Freud og Paul Loewenstein blev skilt efter 40 års ægteskab i 1985. Forinden havde de fået tre børn, og hun efterlader sig fem børnebørn og to oldebørn. I et mindeord the Boston Globe skrev familien for nylig:
“I de sidste måneder, hvor hun kæmpede med kræft i bugspytkirtlen, sagde hun jævnligt, at hendes lange og succesrige liv var en måde, hvorpå hun kunne snyde Hitler, der havde ønsket, at hun skulle gå tabt i Auschwitz sammen med hendes bedstemor og andre.”