Kan du beskrive en vigtig scene fra din barndom?
En scene, jeg aldrig vil glemme, var, da manden, der var årsag til at min bror mistede livet, sad foran mine forældre og bad om tilgivelse. Jeg kan tydeligt huske ham siddende i en stol i hjemmet i Silkeborg med tårer i øjnene. Min bror Bjarne havde været på vej hjem fra sin lærlingeplads, da han blev kørt ned af en folkevogn. Han blev slynget af scooteren, gennem luften og ramte autoværnet med hovedet først. Dengang brugte man ikke styrthjelm, og han blev konstateret hjernedød på hospitalet. Nu sad føreren af folkevognen så der foran mine forældre og bad om tilgivelse. Vi græd alle sammen, og mine forældre svarede: ”Vi vil gerne prøve at tilgive dig, og tak fordi du kom.”
Efter en uge i koma slukkede de for respiratoren. Jeg fik lov til at dele sorgen med mine forældre, og jeg så, hvordan de blev omsluttet af deres venner, og hvordan de fandt trøst i deres tro. Jeg var 16 år da min bror døde, og midt i lidt af et ungdomsoprør og på vej til at blive en festabe med øl og ballade. Men under sorgen fik jeg øje for mine forældres værdier på en måde, som jeg ikke havde gjort før. Der traf jeg en beslutning om at give troen på Jesus en chance.
Hvilke personer – ud over din livsledsager – har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet?
Ud over de bibelske figurer og min familie, så må det være teologen Søren Kierkegaard. Jeg skrev speciale om ham, og nu er jeg i gang med at skrive en bog. Jeg har kunnet spejle mig i hans opgør med forsøget på at bruge fornuften til at bevise sandheden i Bibelens ord. Jeg blev overbevist om, at Bibelens ord er sandheden, netop fordi de er Guds ord. Mange forskere har undret sig over Søren Kierkegaards bogstavelige forhold til Bibelen, men jeg finder det uhyre vigtigt.
Jeg finder fortsat ny inspiration i hans tekster. Han skriver selvfølgelig i sin egen tid, så man skal være påpasselig med, hvordan man læser ham, og hvordan man skal gøre ham relevant i vores tid. Men han er stadig en moderne filosof og teolog, og rent idéhistorisk er vi tættere på Kierkegaard end på Luther.
Hvor ser du dine forældre i dig selv?
Åh, der er mange steder. Min mor kunne godt være en lille smule kolerisk og hurtig på aftrækkeren. Det har jeg helt klart arvet. Min far kan jeg også spejle mig meget i på den måde, han brændte for at sætte sig intellektuelt ind i tingene.
Men jeg beundrer dem begge for at være villige til at tage konsekvensen af at leve åbent med deres tro. De drev et skomagerværksted og senere en manufakturhandel, og deres forretning kunne godt lide under deres gang i missionshuset. De blev simpelthen mistænkeliggjort af samfundet.
Hvornår udviste du mod og sprang ud på ”de 70.000 favne”?
Det var dengang, jeg gik ind kampen mod abort. Jeg vidste godt at det var øretævernes holdeplads. Men jeg tænkte: Vil jeg lade andre tage kampen, eller skal jeg stå fast? Der tror jeg, at jeg fik en frimodighed og en styrke ovenfra, der gav mig mod til at kæmpe for en så svær sag. Men i andre sager har jeg måske været en tøsedreng. Når man bliver ældre, ser man livets fejltagelser i et ubehageligt stort bakspejl.
Hvilken sorg eller hvilket tab i dit liv vil du nævne her?
Den umiddelbart største sorg i min egen lille familie var, dengang Esther og jeg fik vores handicappede datter, Brith. Vi følte, at vi havde mistet det sunde og velskabte barn, vi troede, vi ville få. Man føler en stor sorg, når man får et handicappet barn, og vi gik gennem en lang sorgproces. Men vi bøjede os for det faktum, at Gud ikke bare giver en det, man beder om. Vi tog i stedet imod Brith som den velsignelse, hun viste sig at være. Nu er hun et stort lys i vores liv sammen med hendes to ældre søstre, Christina og Marianne. Sorgen banede vej for glæden.
Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme?
Det må være de sidste 10 år af arbejdslivet, hvor jeg virkelig fik hul igennem til min menighed og til folk, der ikke typisk kom i kirken. Det har taget mange år, og jeg har også måtte kæmpe med den stigmatisering, det gav, at jeg kæmpede mod abort. Men jeg er også blevet mindre dogmatisk og forstod i de sidste år af mit præsteliv nok bedre at møde min menighed der, hvor den er.
I de sidste 10 år havde vi også en fremragende medarbejdersammensætning, blandt andet ved at dyrke de talenter, vi havde, og sammen fandt vi stærke koncepter, der kunne trække nye kirkegængere ind. Vi har for eksempel lavet højskoleformiddag, spaghetti-gudstjeneste og Worship After Dark – en gudstjeneste med musik og levende lys i mørket. Det var koncepter, der kunne tale til forskellige dele af befolkningen. Folkekirken dør uden fornyelse.