”Ideologi er noget bras”, ”det går ufatteligt godt i Danmark”, ”Unionen er stendød”, ”der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet”.
Er der noget, tidligere statsminister Poul Schlüter (K) huskes for, er det hans underfundige og markante fyndord. Oneliners, som de kaldes med afsmitning fra engelsk.
I morgen fylder han 90 år, og han kan se tilbage på et liv med mange op- og nedture, både personligt og politisk. Det var netop noget af det, journalisterne Michael Kristiansen, Thomas Larsen og Michael Ulvemann hæftede sig ved, da de i 1992 skrev den kontroversielle bog ”Poul Schlüter – en biografi”. For af en politisk biografi på det tidspunkt gik de usædvanligt tæt på hovedpersonens personlige økonomiske og ægteskabelige forhold. For eksempel med detaljer om ungdommelige udskejelser for partimidler i hans egenskab af formand for Konservativ Ungdom.
Nok så interessant er, at de skrev om de mange bratte op- og nedture, et år før Poul Schlüter oplevede sit største politiske Waterloo, nemlig Tamil-sagen, der i 1993 kom til at sætte satte en stopper for hans statsminister- og regeringstid.
Daværende justitsminister Erik Ninn-Hansen (K) ”nedprioriterede” familiesammenføringssager for tamilske flygtninge her i landet, og det var i den sag, Poul Schlüter i Folketinget udtalte de senere så berømte ord om, at der ikke var fejet noget ind under gulvtæppet. Det blev han kritiseret hårdt for i den 6000 sider lange Tamil-rapport, højesteretsdommer Mogens Hornslet skrev, og som reelt trak gulvtæppet væk under KV-regeringen. Som optakt til fødselsdagen har Poul Schlüter medvirket i bogen ”Schlüters politiske testamente”, skrevet af partifællen John Wagner og tidligere anmeldt her i avisen. Heri lægger han ikke skjul på sin forbitrelse over sagen og over at være blevet fradømt sit statsministerembede ”uden anklageskrift, forsvarer, procedure eller appelmulighed”. Han lægger i praksis ansvaret for gulvtæppe- talen over på de embedsmænd i Justitsministeriet, som havde leveret udkastet til den.
At han overhovedet kom ind i politik, hang direkte sammen med opvæksten i Sønderjylland under den tyske besættelse af Danmark. Den gjorde et stærkt indtryk på den 14-årige Poul, der meldte sig ind i Konservativ Ungdom, og som mange andre i grænselandet var han stærkt optaget af danskheden. Han blev formand KU i Haderslev, og herfra fortsatte han karrieren trods sammenstød og konflikt med konservative koryfæer som Poul Sørensen i moderpartiet.
I 1964 kom han dog i Folketinget. Er der noget, der går igen i hans politiske liv, er det evnen til at manøvrere i kritiske situationer. Som folketingsmedlem blev han i 1974 partileder efter den konservative borgerkrig mellem Erik Ninn-Hansen og Erik Haunstrup Clemmensen. Krigen handlede om Det Konservative Folkepartis placering, om tyngden skulle lægges på det konservative eller det folkelige, og Poul Schlüter blev kompromiskandidaten med ”de borgerlige stemmer, der arbejder”.
Langsomt lykkedes det ham at øge tilslutningen til partiet fra lavpunktet med blot ti mandater i 1975 til 26 mandater ved valget i 1981. Mandatfremgangen, hans venskab med det radikale ægtepar Kirsten Lee og Niels Helveg Petersen samt Anker Jørgensens kapitulation over for landets dybe økonomiske krise banede vejen for ham til Statsministeriet i 1982.
Trods de store økonomiske problemer, slog han fra første dag de optimistiske toner an over for befolkningen. Det skulle nok gå alt sammen. Poul Schlüter fik gennemført vigtige økonomiske reformer, blandt andet en beskatning af afkast af pensionsopsparinger, og kronekursen blev låst fast, hvad der har fået kolossal betydning for økonomien helt frem til i dag.
På Christiansborg blev han kendt for sine mange humoristiske og underfundige kommentarer, og i sin ledelsesstil var han meget pragmatisk.
Ministre fik udstrakt frihed til at styre deres ressortområder, som de ville. Læg dertil en usædvanlig evne til at læse det politiske spil. Som da han i 1986 udskrev en vejledende folkeafstemning om EU’s indre marked, hans udskrivnng af ”atomvalget” i 1988 og den efterfølgende udskiftning i regering af Centrumdemokraterne og Kristeligt Folkeparti med Det Radikale Venstre. Det træk satte en effektiv stopper for den ”fodnotepolitik” i udenrigspolitikken, som oppositionen i årevis havde generet regeringen med.
Netop hans pragmatisme – og nogle vil sige kynisme – er formentlig væsentlige dele af forklaringen på, at det lykkedes Poul Schlüter ikke alene at blive den hidtil længst siddende statsminister i efterkrigstiden, men også at skabe et gennembrud for borgerligheden.
Han var i den første periode af sin regeringstid rigtig godt hjulpet i sit ægteskab med Lisbeth Schlüter, der blev en populær, udadvendt og afholdt førstedame. Både personligt og politisk var hun en uvurderlig støtte, og det var meget tungt for ham at miste hende i 1988, da hun døde af kræft, blot 43 år gammel.
Hans første ægteskab var med Majken Steen-Andersen fra 1963 til 1978, og sammen fik de tre børn, Anne-Marie, Peter og Søren.
Godt et år efter Lisbeths død blev han gift med leder af Den Kongelige Balletskole, Anne Marie Vessel, som han har dannet par med siden.
Fra 1994 til 1999 repræsenterede han De Konservative i Europa-Parlamentet.
Som de indledende citater viser, har han aldrig haft noget imod at bruge superlativer. Et pudsigt paradoks for en politiker, der ellers er blevet kendt for at søge kompromiset og midten. Som med egne ord heller ikke er så konservativ, at det gør noget. Men måske ligger en del af forklaringen på hans succes i paradokset – at han aldrig har ladet sit eget engagement og sin iver stå i vejen for at nå konkrete resultater, også selvom de indimellem kom til at ligge langt fra, hvad man ville forvente skulle være konservativt.