Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år?
Jeg bliver ældre, og det har jeg virkelig skullet vænne mig til. Hele mit liv har jeg ellers kigget fremad og ud af forruden – hvad venter der efter den næste bakketop? Sådan er jeg indrettet, og det trives jeg ved. Jeg føler det ikke fysisk, men med alderen kommer alligevel en erkendelse af, at jeg faktisk er gammel. Der er langt mellem 70 og 75 år, og derfor gør jeg mig også klar til at skrive mine erindringer. Jeg begynder at forstå, at jeg også skal kigge lidt mere i bakspejlet, og at der også kan komme gode ting ud af det.
Hvilke personer – udover din livsledsager og dine forældre – har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet?
Jeg har lyst til at nævne et par af mine gymnasielærere. Jeg voksede op i Thy i en indremissionsk familie. En god og kærlig familie, men alligevel med de begrænsninger, der ligger i det miljø. En helt ung dansklærer, Bent Windfeld, der i øvrigt senere blev anmelder ved Kristeligt Dagblad, var sammen med min historielærer med til at åbne mine øjne for verden, som ung. Jeg er jo en del af 68-generationen, og de to lærere var med til at føre tidsånden og et nyt frisk pust til Thy, der på flere måder lå langt, langt væk fra alt dengang.
Hvilket råd vil du give til andre, der gerne vil ind på samme område/i samme profession som dig?
Nordahl Grieg skriver: Gå ind i tid. Og hvad betyder det så? Det handler om at tage et engagement og gøre en indsats der, hvor man nu engang er blevet placeret. Jeg har et ikke et egentlig råd, for mit liv blev, som det blev, men jeg vil alligevel sige, at hvis skal man tage citatet alvorligt, så kan man ikke komme uden om at engagere sig i klima- og ressourcekrisen.
Hvilken sorg eller hvilket tab i dit liv vil du nævne her?
Jeg bærer ikke på en stor sorg, men tænker tit på noget af det, jeg ikke fik gjort. I de senere år har jeg savnet, at jeg ikke fik snakket mere med mine forældre om deres liv. Hvorfor blev tingene, som de blev? Hvorfor var de, som de var? Min far var efter sigende frihedskæmper, og der er vistnok et billede fra krigen, hvor han holder tale med frihedsbind på. Men jeg kender ikke hele historien – og jeg fik aldrig spurgt ind til den. Det ville jeg gerne have vidst og forstået.
Hvornår udviste du mod og sprang ud på de 70.000 favne?
Der var dengang, jeg stillede op mod Holger K. Nielsen og var få stemmer fra at blive SF’s formand. I 1999 forlod jeg Folketinget for at blive direktør i Miljøstyrelsen, i øvrigt som den første ikke-akademiker i spidsen for en styrelse, da jeg er uddannet folkeskolelærer. Jeg havde indstillet mig på at være embedsmand, men den borgerlige regering ville foruden nedskæringerne i 2001 skære yderligere et par år senere, og det kunne jeg ikke stå inde for. Så jeg sagde op, og i modsætningen til andre embedsmænd gik jeg på tv og fortalte, at de ville skære styrelsen ind til benet – der var alligevel en flig af politiker tilbage i mig. Siden vendte jeg efter et bogprojekt og to fjumreår tilbage til Folketinget.
Hvad tror du på?
Jeg vil kalde mig selv folkekirkekristen, men har lært af teologer, at jeg ikke tror. For det gør jeg ikke – hverken på Gud eller på et evigt liv. Hvis Gud eksisterer, er det i os selv og det, vi gør. Den bedste version af religion er humanisme, ligesom den bedste version af socialisme er det. Jeg føler mig som kristen, selvom jeg med alderen er blevet mere sikker på, at jeg ikke tror. Det gør nok, at jeg er det, man i dag lidt hånligt kalder kulturkristen.
Hvad har bragt dig størst glæde her i livet, udover din familie?
Naturen. Den har lige siden min opvækst betydet helt vildt meget for mig og er mit refugium. Jeg er vokset op i Thisted med fjorden som legeplads, i en båd og med cykelture ud til Vejlerne. Jeg har vandret fra Thyborøn langs hele Ringkjøbing Amts grænse og set, hvor fantastisk det er. Havet er Danmarks bjerge, og strandvandring er for mig at se helt uopdyrket som disciplin. Desuden har min norske kone og jeg et hus ved Oslofjorden, hvor naturen ligeledes har betydet meget for mig. Naturen er det tætteste, jeg kommer på et religiøst hus. Det er noget med storheden, forståelsen, roen og tænksomheden – og så det, at vi er en del af det hele og ikke kan undslå os naturen.