Steffen Gram - han sætter det lange lys på

Det var ikke for sjov, Steffen Gram blev journalist. Danmarks Radios USA-korrespondent, som fylder 60 år på mandag, vil give seerne perspektiv og noget at tygge på

Steffen Gram har været DR's udenrigsreporter gennem mere end 30 år. Han har ingen planer om at drosle ned foreløbig. -
Steffen Gram har været DR's udenrigsreporter gennem mere end 30 år. Han har ingen planer om at drosle ned foreløbig. -. Foto: Bjarke Ørsted.

Når klokken slår 12 dansk frokosttid, stikker Steffen Gram det første ben ud af sengen. Da er klokken nemlig seks morgen hjemme i Washington, og hvis han skal nå at servere seneste nyt fra Obamas USA i samme aftens TV-Avis og radionyheder, er det tid at komme i gang. I gang er han da også det meste af døgnet. DR's udenrigsreporter gennem mere end 30 år holder et usædvanligt energiniveau og slutter ofte arbejdsdagen med at være direkte igennem til morgenradioavisen ved midnat amerikansk østkysttid.

Han har ingen planer om at drosle ned foreløbig. For det er ikke et otte til fire job at være journalist, snarere en identitet, mener fødselaren.

– For mig er det at være journalist ikke en stilling. Det er en state of mind, altså en måde at tænke på. Så det holder jeg aldrig op med at være, siger han i telefonen fra den anden side af Atlanten. Her har han boet siden 2005, hvor han overtog tjansen som USA-korrespondent fra Kim Bildsøe-Lassen.

Steffen Gram har gennem det meste af sit liv holdt blikket i samme retning: udad. Siden han i 1976 som ung journalist blev ansat på TV-Avisen, har han dækket udviklingen i Asien, begivenheder som revolutionen i Ceausescus Rumænien og Sovjetstatens sammenbrud, været korrespondent i USA i 1980'erne og i Moskva i de fire år lige efter Murens fald. Fra 1996 og ni år frem styrede han udlandsmagasinet Horisont, og i dag kender de fleste danskere manden med de runde kinder for indlevende reportager og troværdige analyser fra der, hvor det sker.

Allerede fra teenagereårene vidste den historieinteresserede Steffen Gram, at han ville bruge sit arbejdsliv på det internationale. Hans ambition er at gøre danskerne klogere på verden og klæde dem på til at forstå de aktuelle begivenheder, som med tiden vil finde plads i historiebøgerne.

– Jeg synes, det er vigtigt at beskæftige sig med de ting, der ikke ligger lige for næsen af én. De nære ting er også vigtige, men vi skal have perspektivet med for at kunne forstå det i en sammenhæng, siger han.

Som kollega betegnes Gram som loyal, humoristisk og dybt engageret i sit arbejde. Så dybt, at temperamentet indimellem kan løbe af med ham, fortæller DR's kvinde i Bruxelles, Mette Fugl.

– Da han havde flere krøller, kunne man altid se på ham, når han blev begejstret over en historie eller vred over en journalistisk prioritering. Så rettede krøllerne sig ud. Han har for eksempel altid kæmpet indædt imod tendensen mod at pakke journalistik ind i pop, koncepter og fiduser i stedet for at fokusere på den klassiske formidling, siger hun.

Selvom Steffen Gram hylder det brede perspektiv og har vældige historiske øjeblikke på oplevelseskontoen, er det i det helt nære, han finder glæde uden for arbejdstiden. Med sin rumænske kone gennem 20 år, Andra Gram, fik han for syv år siden sit fjerde barn. At spadsere med hende i skole om morgenen er med hans eget udtryk ganske enkelt "vidunderligt".

kristine.korsgaard@kristeligt-dagblad.dk