Prøv avisen

Stig Fogh Andersen - Vor tids største Siegfried

I 2007 modtog Stig Fogh Andersen, der er en af verdens efterspurgte Wagner-sangere, hædersprisen ved uddelingen af årets Reumert-priser. I morgen fylder han 60 år. -- Foto: Peter Clausen.

Stig Fogh Andersen er blandt de mest efterspurgte Wagner-sangere. Han er kongelig kammersanger og var med til at planlægge operahuset i København. I morgen fylder han 60 år

Operasangeren Stig Fogh Andersen slog for alvor igennem, da han som Siegfried i "Nibelungens Ring" på Den Jyske Opera i 1994 trådte ind i det Wagnerske univers med ungdommelig udstråling og stor scenepersonlighed.

Efter en årrække som mere lyrisk tenor i for eksempel Mozartoperaer åbenbarede Stig Fogh Andersen med ét en heltetenor, der på kort tid gjorde ham til en af verdens efterspurgte Wagner-sangere. En position, han stadig indtager, nu hvor han runder de 60 år.

Siden Århus har han rejst verden rundt som Tristan, Parsifal og Siegfried. Efter en forestilling på Metropolitan-operaen i New York blev Stig Fogh Andersen af en førende anmelder udnævnt til vor tids største Siegfried. Rollen som den oprørske ungersvend i Richard Wagners "Ringen" har han sunget mere end 100 gange i vidt forskellige opførelser på en række af verdens store operascener – heriblandt ved Bayreuth-fest-spillene og i Wien, Berlin og London.

Stig Fogh Andersen debuterede på Den Jyske Opera i 1978 og har været engageret på Det Kongelige Teater siden 1980. Ud over Wagner-faget har han blandt andet markeret sig med en gribende skildring af titelpersonen i Brittens "Peter Grimes" og titelrollen i Verdis "Otello".

Men også uden for scenen har Stig Fogh Andersen ført sig frem. Med en kronik i Politiken i 1996 under overskriften "Falsk fællesskab på Kgs. Nytorv" var han med til at sætte gang i planerne om opførelsen af et operahus, som blev en realitet nogle år senere, bygget og betalt med 2,5 milliarder kroner af A.P. Møllers Fond.

Stig Fogh trak også overskrifter, da han i 1995 udtalte sin ulyst ved at deltage i Det Kongelige Teaters gæstespil i Paris, den selvsamme dag som franske atomprøvesprængninger ville få Mururoa i Stillehavet til at skælve. Teaterchef Michael Christiansen ville ikke ændre nogen planer, men det ville statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) gerne, og så blev gæstespillet aflyst.

I 2006 debuterede Stig Fogh Andersen som instruktør med iscenesættelsen af Bent Lorentzens kammeropera "Kain og Abel", og i 2008 instruerede han Wagners "Ragnarok" i Esbjerg. Siden 1998 har han været leder af "Festspillene" i Østermarie på Bornholm, hvor han i 2009 blev udnævnt til æreskunstner.

I pausen under Wagners "Siegfried" i Operaen den 5. maj 2006 blev Stig Fogh Andersen af dronning Margrethe udnævnt til kongelig kammersanger, og året efter modtog han Bikubens store hæderspris ved uddelingen af årets Reumert-priser.

Stig Fogh Andersen har i en årrække været gift med sangerkollegaen Tina Kiberg. De er nu skilt, men optræder stadig jævnligt sammen på scenen.

/ritzau