Egentlig lå det ikke i kortene af Stig Rossen skulle være musicalstjerne. Fra 1987 og til 1990 gik han på Guildhall School of Music and Drama i London, men anså først og fremmest sig selv som skuespiller - at synge var bare noget, han også kunne.
Men da Palace Theatre, et af de helt store musicalteatre i Londons West End, holdt åben audition på Les Misérables i 1990 kunne han ikke holde sig væk.
Og blev prompte tilbudt en rolle i stykkets kor. Og efter kun tre måneder fik han tilbudt rollen som stykkets hovedperson - den uretfærdigt forfulgte straffefange Jean Valjean.
Hvis Stig Rossen skal nævne to personer, der har gjort ham til den han er i dag, så er den ene hans kone og manager Nina Nancke, som han mødte i 1994.
Den anden er Jean Valjean.
“Hvis jeg skal se tilbage på mine snart 60 års levet liv, så må jeg jo nok sige Jean Valjean. Jeg har brugt 24 år sammen med - og på sin vis som - ham. Det er umuligt ikke at tage form af det, på en eller anden måde,” siger Stig Rossen.
Stig Rossen spillede rollen for - foreløbigt - sidste gang på Aarhus Teater i 2014. Der havde han indtaget de skrå brædder som den franske straffefange ikke mindre end 1530 gange.
“Men man skal aldrig sige aldrig!” indskyder han og fortsætter:
“Jean Valjean er en god fyr at lære at kende og spejle sig i. Han bliver taget til fange, uretfærdigt dømt og jaget, men alligevel ender han med at tilgive og ikke bebrejde Inspektør Javert, der har sat alt ind på at ødelægge hans liv. Den tilgivelse og det håb, han repræsenterer, er god at lære af - også i resten af livet,” siger Stig Rossen.
Faldt i søvn på scenen
Men det har ikke altid været fryd og gammen.
Efter 750 optrædener som Jean Valjean faldt Stig Rossen i søvn midt på scenen i Hongkong, før han skulle synge “Bring Him Home”.
Ingen opdagede det dengang, men for Stig Rossen selv var det en øjenåbner.
“Nogle gange skal man falde i søvn for at vågne op, og jeg indså at et eller andet var i vejen. Her rejste jeg verden rundt på første klasse, fik en fyrstelig gage og så sad jeg og faldt i søvn,” siger han.
Et eller andet var gået galt.
“Repetition og gentagelsen havde halet ind på mig. Jeg følte ikke, jeg kunne se noget nyt i rollen,” siger Stig Rossen.
Men en sen nattetime så han tilfældigvis filmen Groundhog Day på sit hotel.
I den oplever karakteren Phil, spillet af Bill Murray, at den samme dag gentager sig i det uendelige. Og det kunne Stig Rossen se sig selv i.
“I filmen begynder Phil at gøre ting anderledes, indtil han på en eller anden måde formår at være tilstede i nuet og for andre menneskers skyld. Og det har jeg taget til mig, det er faktisk stadig sådan jeg lever mit liv,” siger han.
Han forsøgte at fokusere på andre ting, end han plejede, når han var på scenen. Betone andre ord, lægge mærke til nye ting ved sine kollegers skuespil og musikken. At være i nuet, kan man sige.
“Selvom at være i nuet måske er blevet et lidt slidt udtryk - jeg vil hellere sige at man ikke skal leve sit liv, hverken på scenen eller i øvrigt, på autopilot. For det kom jeg til dengang, og det tror jeg, mange af os kan komme til, hvis vi ikke tænker os om og gør os umage,” siger han.
En omprioritering
Hvad er det vigtigste, der er sket for dig i løbet af de seneste år?
“Corona - paradoksalt nok. Jeg så flere af mine kolleger i interviews og på TV sige, med rette, at det var hårdt at de ikke kunne komme ud og optræde. Men efter de første par ugers rastløshed havde lagt sig, så var det virkelig stort for mig at kunne være sammen med min familie uden afbrydelse,” siger Stig Rossen.
Hans liv foregår ellers i høj grad på farten. Han vurderer at han kører mellem 80.000 og 100.000 kilometer hvert år rundt til jobs overalt i landet.
“Og det ændrede mit perspektiv at opleve den ro. Nu er jeg langt mere tilbøjelig til at takke nej til et job, hvis det ikke passer ind tidsmæssigt, og prioritere familien,” siger han.
Inden for de seneste par år har Stig Rossen oplevet at blive den sidste tilbageværende i sin familie.
“Min far døde for mange år siden. Min lillesøster mistede vi til kræft for otte år siden, og min mor døde sidste år. Det er en sær følelse at være den sidste tilbage fra en kernefamilie,” siger han.
Han har lovet sine børn at blive 115 år gammel.
“Men selv med den tidshorisont er jeg jo godt og vel halvvejs. Men jeg dvæler ikke ved døden. Livet fylder mest for mig,” siger han.