Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år?
Den helt store bølge i mit live de seneste år er, at jeg har lært, hvordan det for mig fører til et rigere liv, at jeg ikke har en partner, jeg skal hjem til hele tiden og have dårlig samvittighed overfor. Siden 2014 har jeg boet alene. Først brød jeg mig ikke om tanken, men den har jeg siden – og i den grad – taget til mig. Jeg har et meget aktivt virke, og det passer ikke altid sammen med et parforhold, i hvert fald ikke sådan et, hvor man skal sidde og holde hånd. Det er en stor erkendelse for mig. Det betyder ikke, at der ikke er en mand i mit liv, for det er der, men det er ikke i den klassiske form, og det bliver det formentlig heller ikke igen. Det er mere i overensstemmelse med mig selv at bo alene. Det har været en god læring.
Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme?
Det er helt sikkert de år, hvor jeg havde små børn. Der var ingen indre debat om, hvad der var vigtigst, der var en dagsorden, og det var børnene. På den måde var det nemt og fantastisk.
Hvilke personer har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet?
Mine værdier har jeg fra mine forældre, og fra min farmor evnen til at leve et liv og være snarrådig.
Min far var forretningsmand, belæst og kulturradikal, min mor var brite og med det stærke værdisæt ”aldrig mere krig”. Hun tog mig med og viste mig FN-bygningen, da jeg var ti år gammel. Hun var også menneskerettighedsforkæmper og et dybt kristent menneske.
Hvad er det vigtigste, du har gjort for at få den tilværelse, du gerne ville have?
Jeg har i den grad fulgt mine drømme, og så har jeg arbejdet sindssygt hårdt. I mange år har jeg givet store dele af døgnets timer til mit arbejde. Jeg har ikke fortrudt det, men jeg ændrede kurs for ti år siden – omkring den tid, hvor mit ældste barnebarn Alma blev født. At få børnebørn ændrede mit liv.
Hvornår udviste du mod og sprang ud på ”de 70.000 favne”?
Dengang jeg stoppede i Tryg for cirka ti år siden for at få mere tid til min familie og til frivilligt arbejde. Jeg tror på, at man skal give noget igen. Det, der også skubbede til mig, var, at jeg havde haft modermærkekræft, da jeg var 47 år, og kom til at tænke på, hvor mange år, jeg mon havde tilbage. Jeg var simpelthen nødt til at springe ud på 70.000 favne vand.
Hvad ville du gerne have gjort anderledes?
Jeg har et fantastisk liv, og jeg synes ikke, jeg kan tillade mig at begynde at finjustere. Også det, der ikke var godt, er med til at forme en. Det er på en eller anden måde en præmis i livet.
Hvad tror du på?
Jeg tror på, at mennesker er forpligtet på hinanden, og at det er det, Gud vil os.
Beskriv en scene fra din barndom.
Jeg var seks år, da vi flyttede til Gilleleje. Vi var en meget anderledes familie, som i det lille fiskerleje nok blev anset for københavnersnuder, selvom vi kom fra Birkerød. Jeg kom ”for tidligt” i skole, men bestod modenhedsprøven, der blandt andet bestod i at kunne fortælle, hvor mange tænder der er på en gaffel. Det var ikke nemt at falde til, man kan næsten sammenligne det med integration i dag. Dels var min mor englænder, og så tilhørte vi også en anden kultur end den luthersk missionske, der var i Gilleleje. Men så en dag ved middagsbordet sagde jeg heldigvis ’jøsses’. Det var et meget lokalt ord, og jeg kan huske, min far og mor udvekslede hvad-sagde-jeg-blikke, for nu vidste de, at det nok skulle gå.