Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme?
Der er to faser, der konkurrerer: Studietiden, hvor jeg var med i en international bibelkreds i Kristeligt Forbund for Studerende, hvor jeg også mødte min kone – og de mange år som præst i Kingos Kirke. I Kingos Kirke var det almindelige menighedsarbejde en stor glæde, men ikke mindst gudstjenesterne for asylansøgere var noget særligt. Vi begyndte i 1986 med engelske gudstjenester og fandt hurtigt en målgruppe blandt asylansøgere i Sandholm. Det var ofte nogle fantastisk intense og rige gudstjenester. De mennesker stod med livet i hænderne og havde mistet alt, og det var en stor glæde for mig at kunne sige til dem, at de trods alt ikke havde mistet Gud. Der kom indimellem mennesker, som aldrig havde hørt evangeliet før, som afghanere og kinesere. Og der kom muslimer, som allerede den første gang bad om at blive døbt, fordi de længe havde forberedt sig til det, men først nu fik muligheden for at blive døbt. At give dåbsoplæring til dem var noget af det mest rige, jeg har oplevet.
Hvad er det vigtigste, du har gjort for at få det arbejdsliv, du gerne ville have?
At stille mig til rådighed for Gud og at finde en kone med de samme visioner, som jeg selv havde.
Hvor ser du dine forældre i dig selv?
Fra min far, som var læge, har jeg arvet nysgerrigheden efter alt muligt – og tendensen til at skyde med leksikalt spredehagl. Fra min mor har jeg vel dels arvet en interesse for fotografering – hun var uddannet fotograf, selvom hun ikke rigtig brugte det – dels har jeg arvet hendes søgen efter åndelig dybde. Da hun blev gift med min far og flyttede til Løgumkloster, blev hun inviteret med i missionshusets bibelkreds, for hun var et fromt menneske. Men det var lidt for traditionelt for hende, så hun fik i stedet startet en studiekreds, hvor de tog alle mulige aktuelle emner op, som regel med min mor som primus motor. Fra de unge piger, vi havde i huset i min barndom, hørte jeg, at min mor midt på formiddagen forsvandt ind i sovekammeret for at have sin daglige andagtstid. Hun fik kræft og døde, da jeg var ni år, og jeg fik siden en stedmor, som jeg havde stor glæde af.
Hvad ville du gerne have gjort anderledes?
Jeg ville gerne have været bedre til at udgive min kones sange. Hun har skrevet sange i mange år, og jeg har brugt nogle af dem til gudstjenester, hvor de blevet taget godt imod. Men jeg har ikke været en tilstrækkeligt god PR-mand til at få mere end nogle få frem i offentligheden.
Hvad tror du på?
Kristi opstandelse er ankerpunktet for min kristne tro og kraften i det håb, jeg lever på – både for nu og evigheden. Den tro har jeg haft siden barndommen. Efter min konfirmation sagde min kammerater til mig, at jeg var den eneste, der sagde ja så højt, at man kunne høre det nede i kirken. På det tidspunkt havde jeg nu faktisk stiftet flygtigt bekendtskab med buddhisme og syntes, at det lød meget interessant, så jeg var ikke sikker på, at jeg ville blive ved at være kristen hele mit liv. Men Kristus talte for stærkt til, at buddhismen blev noget reelt alternativ.
Hvad har bragt dig størst glæde i livet, udover din familie?
At forkynde evangeliet for mennesker, der aldrig har hørt det før, specielt ved de engelske gudstjenester, og at forkynde evangeliet for dem, som nok har hørt det, men aldrig har opfattet det før.
Beskriv en scene fra din barndom.
En søndag morgen i tiden efter, at min mor var død – jeg har nok været 10 år – skete der ikke rigtig noget derhjemme. Vi gik ellers normalt i kirke hver anden søndag, når min far havde vagttjeneste som læge, og hver anden søndag tog mine forældre os børn med på udflugt. Denne søndag gik jeg ud i byen og fandt en kammerat og tussede lidt rundt sammen med ham. Men da jeg hørte kirkeklokkerne, forlod jeg min kammerat og gik hen i kirken og fandt en bænk omme bagved, hvor der aldrig var nogen andre, der satte sig. Det blev min krog i kirken, når jeg ikke var der sammen med min familie, og der nød jeg at sidde for mig selv. Der gik ikke længe, så begyndte jeg at tage en notesbog med, hvor jeg nedskrev guldkorn fra prædikenen. Da præsten ved min konfirmation forudså, at jeg ville blive præst, strittede jeg imod, og en overgang overvejede jeg at blive lægemissionær. Men det ansvar at stå med menneskers liv i hånden virkede skræmmende stort, og da jeg var 15 år, og min storebror begynde at læse teologi, vidste jeg, at det selvfølgelig også var det, jeg skulle.