Stor revymand og tv-satiriker: Han har viet sit liv til at få danskerne til at grine

Henrik H. Lund har med sine viser og tekster til revyer og tv-satire fået danskerne til at grine gennem fem årtier. I dag fylder han 85 år

Henrik H. Lund har gennem mange årtier leveret ikoniske revytekster til blandt andet Tivolirevyen, Cirkusrevyen, Tivoli Friheden-revyen og Hjørring-revyen. – Foto: Jens Dresling/Politiken/Ritzau Scanpix.
Henrik H. Lund har gennem mange årtier leveret ikoniske revytekster til blandt andet Tivolirevyen, Cirkusrevyen, Tivoli Friheden-revyen og Hjørring-revyen. – Foto: Jens Dresling/Politiken/Ritzau Scanpix. Foto: Jens Dresling/Politiken/Ritzau Scanpix.

Danmarksmester i begavet nonsens er Henrik H. Lund engang blevet kaldt i en anmeldelse. Selv betegner han sig som en vise- og ballademager. Og det er nok meget passende titler til en mand, der med sine viser og tekster til revy og tv-satire de sidste mange årtier har givet danskerne et godt grin. I dag fylder han 85 år.

Som barn af digteren Harald H. Lund, der blandt andet har skrevet ”Elefantens vuggevise” og arbejdede sammen med Storm P., fik Henrik H. Lund talentet for at underholde ind med modermælken.

”Jeg er arveligt belastet af det der rimeri,” har forfatteren selv sagt med reference til vuggevisen.

Senere i livet fortalte han om, hvordan hans barndom ligeledes var præget af, at faderen var dybt alkoholiseret og utilregnelig. ”Fortryllende og forfærdelig”, kaldte Henrik H. Lund ham i et tv-indslag for fem år siden.

Revyforfatteren betragter sig selv som antiautoritær og har udtalt, at han blev ”født under protest”, og at han ligeledes udvandrede fra børnehaven ”i protest”, da han blev sat til at sy omridset af en pære på et stykke lærred.

Selvom han også udvandrede fra reklametegner-uddannelsen på Kunsthåndværkerskolen i København, havde han i knap 25 år sit eget reklamebureau med sin hustru, Laila, indtil hun i 1967 opfordrede ham til at koncentrere sig om at skrive. Og det gjorde han så.

For godt 45 år siden gjorde han sig bemærket, da han for første gang dukkede op på DR i nogle af radio- og tv-vært Otto Leisners quizzer.

Men det er især som storleverandør af sketches, monologer og viser til førende revyer – som Tivolirevyen, Cirkusrevyen, Tivoli Friheden-revyen og Hjørring-revyen – at han er kendt. I 1981 blev han kåret som Årets Revyforfatter, hvilket fastslog hans rolle som en af landets mest populære revyforfattere.

Hans samarbejde med skuespiller Per Pallesen har også udmøntet sig i adskillige kendte teaterstykker, herunder parodikomedien ”Nød i Præstegården”, ”Styrmand Karlsens Flammer” og julemusicalen ”Nørden og Nisserne”. Især har sætningen ”What does you have in your task today?”, der er fremført af Per Pallesen i samspil med Tommy Kenter i underholdningsserien ”Dansk Naturgas” på DRTV, brændt sig ind i danskernes bevidsthed.

Han har også stået foran kameraet i julekalendere på både DR og TV 2 og med sit karakteristiske hvide fuldskæg spillet julemand i ”Nissebanden i Grønland” og i ”Alletiders Julemand”. Skuespillerkarrieren definerer han selv med mottoet ”Amatør, hvor andre tier”.

Dertil kommer også, at han har skrevet flere hundrede pladetekster til kunstnere som Freddy Fræk, Daimi, Lone Hertz og Eddie Skoller og har haft tekster med i Melodi Grand Prix.

I 2005 udgav han en cd med titlen ”Henrik H. Lund synger selv sine sange”.

I 12 år fungerede han også som formand for Danske Populær Autorer, der arbejder med at forbedre vilkårene og rettigheder for tekstforfattere.

I de senere år har Henrik H. Lund været ramt af helbredsproblemer, herunder øjensygdommen AMD, der har gjort ham stærkt svagsynet. Det har dog ikke taget modet fra ham.

”Kæmp imod. Gå til den. Vis trods. Det pylrede selvmedlidende er vejen direkte til depression,” sagde han i 2017 i en podcast fra Instituttet for Blinde og Svagsynede, hvor han har gennemgået flere forløb for nyblinde.

Selv efter sygdommen er han blevet ved med at være aktiv som visesanger og anekdotefortæller. Han har blandt skrevet sangen ”Oh, du dumme stær” inspireret af synshandicap og har tilmed selv illustreret en bog med egne sangtekster. Han anskaffede sig tegnegrej, og efter et møjsommeligt arbejde med en lup fik han lavet 52 illustrationer til visebogen.

”Jeg ved ikke, hvor gode de er, for jeg kan jo ikke se dem. Men jeg fik meget ros for dem. Og det var en sejr,” sagde han i spøg i podcasten.