”Yamma” var storebror og samlingspunkt til det sidste

29-årige Namatullah Ahamadzai, eller "Yamma" som han blev kaldt, skulle på arbejde. Så han gav sin bror et kram og sagde, at han elskede ham. Tre dage senere blev han fundet lemlæstet af knivstik

Namatullah Ahamadzai, eller Yamma, som familie og venner kaldte ham, var socialpædagog, men først og fremmest en omsorgsfuld storebror. Hans søskende beskriver ham som deres bedste ven. Her er han fotograferet på en bytur i Slagelse, ved sin lillesøsters bryllup, i sit hjem og på en café i København.  – Privatfotos.
Namatullah Ahamadzai, eller Yamma, som familie og venner kaldte ham, var socialpædagog, men først og fremmest en omsorgsfuld storebror. Hans søskende beskriver ham som deres bedste ven. Her er han fotograferet på en bytur i Slagelse, ved sin lillesøsters bryllup, i sit hjem og på en café i København. – Privatfotos.

De skulle fejre nytår sammen. Det var aftalen. Ja, faktisk var løftet om sammen at gå ind i det nye år det sidste, han aftalte med sin lillebror Sohrab Ahamadzai. Men inden nytår skulle socialpædagog Namatullah Ahamadzai passe sit job på det psykiatriske bosted Ørbækskilde i Vestsjælland.

Namatullah Ahamadzai, eller Yamma, som familie og venner kaldte ham, kom til verden i 1991 i Kabul i Afghanistan. Namatullah Ahamadzai, hvis navn betyder velsignelse, blev født året inden, Afghanistans Demokratiske Republik brød sammen, og landet blev kastet ud i en borgerkrig, hvor Taleban blev en magtfaktor. Hans far var militærmand og forlod landet som flygtning. Namatullah Ahamadzai begyndte sin skolegang i den krigshærgede millionby, men hans vigtigste opgave de år var at være storebror og samlingspunkt i en søskendeflok med tre yngre søskende, da hans far flygtede i 2000.

I 2001 blev familien sammenført i Danmark og kom til Kibæk lidt syd for Herning. Først i 1990’erne var der opført en flygtningeby i byens udkant, hvor flygtninge fra Balkankrigene havde boet. Nu blev flygtningebyen genåbnet, og afghanske flygtninge rykkede ind, og på den lokale skole blev der oprettet to modtageklasser for de afghanske elever. Det var her, daværende viceskoleleder Aage Brund Nielsen mødte Namatullah Ahamadzai. Det var en hverdag med intensiv danskundervisning, og så var der it, hvor viceskolelederen bemærkede Namatullah Ahamadzai. Han beskriver ham som en god dreng, som var positiv over for at modtage indlæring, og som forstod, at familien nu skulle have en fremtid her i landet, og at det gjaldt om at klare sig godt.

De fleste af de afghanske familier, som kom til Kibæk, flyttede siden fra den vestjyske by. Det gjaldt også familien Ahamadzai, som slog sig ned i Aarhus, hvor den fik en lejlighed i Bispehaven og siden et rækkehus i forstaden Tilst. Det var i Aarhus, at Yamma som den første i familien fik en studenterhue på hovedet efter at have taget HF på Aarhus Akademi. Og det var her, han blev modtaget af sin familie med smil og blomster, da han i 2016 blev færdiguddannet socialpædagog fra Via University College med en ambition om, at han ville gøre en forskel for de mest udsatte i samfundet.

Det kunne ellers være gået ganske anderledes, for selvom viceskoleleder Aage Brund Nielsen havde ret i, at Namatullah Ahamadzai gerne ville lære, kæmpede drengen med at finde sin plads i skolesystemet. Men så begyndte han at styrketræne. Mens han trænede skulderpres, triceps og biceps, konstaterede hans familie, at han byggede sig selv op mentalt. Styrketræning kombineret med løbeture blev et rum, hvor han fik afløb for sine frustrationer, og hvor han fik syn for, hvad man kan udrette med målrettethed. Mens overkroppen voksede, blev han sådan en storebror, som holdt peptalks for sine yngre søskende om, at de skulle være taknemmelige for de muligheder, der er i Danmark. Han lagde heller ikke skjul på, at de havde været heldige at kunne bygge en tilværelse op i Danmark, og når Namatullah Ahamadzai sagde, at millioner af andre ville ønske, at de havde samme muligheder, så talte han med en alvor, så ordene blev stående.

Som socialpædagog flyttede han til hovedstadsområdet og fik job på et bosted i Hvidovre. Mens han boede i Aarhus, havde han været kontaktperson for en 10-årig dreng, Simon.

At den unge socialpædagog sørgede for, at drengen kunne komme og besøge ham i hovedstaden, er det, man måske kan kalde en sigende detalje. Skønt han havde etableret sig med ejerlejlighed i Ishøj lidt syd for København, blev han ved med trofast at komme til Aarhus for at være sammen med familien.

Før coronaen gjorde det umuligt, trænede han med sine brødre i Fitness World på Jens Baggesens Vej i det nordlige Aarhus, inden de samledes hos deres forældre til mad, dans og Bollywood-film.

Namatullah Ahamadzai drømte om at stifte familie. Han havde været gift og var blevet skilt. Og så drømte han om at gøre karriere med sit fag. Hans mål var at gøre en forskel for de udsatte, og han talte om, at han en dag måske kunne få en lederstilling eller selv etablere et bosted.

Sidste gang familien var samlet, var den 27. december. De havde haft nogle hyggelige feriedage, og han skulle på vagt på bostedet Ørbækskilde i Fårevejle i Odsherred. Han havde fortalt sin familie, at han var utryg, for der var to beboere, der havde været truende over for ham, blandt andet en 19-årig.

Da tiden var kommet til at tage afsked med familien den 27. december, foreslog hans bror Sohrab Ahamadzai, sådan som man måske skal være lillebror for at gøre, at hans storebror bare kunne blive i Aarhus. Namatullah Ahamadzai svarede, at han blev nødt til at gå. Han gav sin bror et kram og sagde, at han elskede ham.

Tre dage senere, onsdag den 30. december, blev Namatullah Ahamadzai fundet lemlæstet af knivstik ved bostedet af en forbipasserende. I helikopter blev han bragt til Holbæk Sygehus, hvor han døde. En 19-årig beboer fra Ørbækskilde er varetægtsfængslet i surrogat til den 26. januar, sigtet for drabet.