Storforkynder i Indre Mission

Der er ikke mange missionshuse, som ikke har haft John Ørum Jørgensen, tidligere formand for Indre Mission, på besøg. I dag fylder han 75 år, men han rejser stadig rundt for at prædike og tale i kirker og missionshuse

John Ørum Jørgensen er tidligere formand for Indre Mission og i godt 30 år sognepræst i Gjellerup Sogn og provst for Herning Provsti. - Arkivfoto.
John Ørum Jørgensen er tidligere formand for Indre Mission og i godt 30 år sognepræst i Gjellerup Sogn og provst for Herning Provsti. - Arkivfoto.

Når middelalderkirken i Gjellerup Sogn i Midtjylland fejrer fødselsdag, gør tidligere sognepræst ved kirken John Ørum Jørgensen det også. Sådan har det været i mange år. I dag fylder den tidligere provst i Herning Provsti således 75 år, og på søndag fejrer hans kirke gennem næsten 30 år, Gjellerup Kirke, 875-årsjubilæum som Danmarks ældst daterede bygning.

John Ørum Jørgensen har for længst slået sit navn fast i dansk kirkeliv, dels som Indre Missions 10. landsformand, og dels som en populær sognepræst og provst i Gjellerup Sogn og Herning Provsti.

Efter at John Ørum Jørgensen var blevet medlem af Indre Missions hovedbestyrelse i 1972, tiltrådte han i 1979 posten som landsformand, kun tre år efter det historiske brud med missionsbevægelsens tidligere børne- og ungdomsarbejde, KFUM og KFUK. På det tidspunkt var også debatten om kvindelige præster højspændt. Begge begivenheder fik stor betydning for ham.

”Indre Mission må have en ny fødelinje,” tænkte John Ørum Jørgensen dengang, og han satte sig i spidsen for et arbejde, som resulterede i oprettelsen af Indre Missions Unge og bibelskolen i Børkop.

Det var en kendt sag, da John Ørum Jørgensen kom i hovedbestyrelsen, at han havde en positiv holdning, som mange andre i Indre Mission, til kvindelige præster, hvad flertallet i hovedbestyrelsen ikke havde. Da han tvunget af omstændighederne - han havde helst set sig fritaget - som provst skulle indsætte en kvindelig præst, nedlagde han samtidig hvervet som formand for Indre Mission. Han ville ikke risikere en splittelse af bevægelsen.

Det slog dog ikke skår i forholdet mellem ham og Indre Mission. Han er gennem alle årene blevet opfattet som en mand, der har hjerte for missionen. Gennem mange ungdomsvenskaber kender han folk som lektor og professor på Menighedsfakultetet Kurt E. Larsen, tidligere generalsekretær i Indre Mission og nuværende leder af Menighedsfakultetet Thomas Bjerg Mikkelsen og formand for Indre Mission Hans Ole Bækgaard.

Ved siden af arbejdet som provst har John Ørum Jørgensen altid været en skattet taler og forkynder rundt om i landets missionshuse. I dag har han skåret det ned til 40 gudstjenester og møder om året.

”Mens jeg voksede op, så jeg mit fædreland fra Læsø, Kerteminde, Frederikshavn og Aalborg, hvor mine forældre var lederpar på sømandshjemmene, og senere, da jeg blev sognepræst, så jeg landet fra de omkring 600 missionshuse, jeg har talt i,” som John Ørum Jørgensen udtrykker det.

Han tog også sin tørn i folkekirken som sognepræst i 1970 i Durup, Tøndering og Nautrup Sogne nord for Skive og fra 1979 som sognepræst i Gjellerup Sogn. Fra 1980 blev han kendt som idérig provst i Herning Provsti frem til pensioneringen i 2008.

Som den første provst i folkekirken begyndte John Ørum Jørgensen at se begravelsesvæsenet nærmere efter i sømmene. Han indførte en ordning, hvor vedligeholdelsen af provstiets gravsteder skulle ligge så tæt på de faktiske omkostninger som muligt. En model, der siden er indført i resten af folkekirkens provstier.

John Ørum Jørgensen har på Indre Missions forlag udgivet erindringsbøgerne ”En vej eller anden” og ”Livet brød frem”, og til efteråret kommer ”Et godt budskabs dag”, som er en række missionshustaler.

John Ørum Jørgensen var med til at udvikle det kendte koncept bibelcamping, og han var involveret i købet af grunden til det navnkundige Mørkholt Camping ved Vejle Fjord, som dengang kun var en grusgrav.

John Ørum Jørgensen er gift med tidligere sygeplejerske Gudrun Ørum Jørgensen. Sammen har de fire drenge og 10 børnebørn.