I dag er Anne Fabricius Møller en internationalt anerkendt kunsthåndværker, men som ung student vidste hun hverken fra eller til. Hun drømte om at blive biolog, men karaktererne fra hendes studentereksamen kunne ikke bruges som billet til universitetet. En dag mindede hendes mor hende om, at hun jo elskede at sy, og at hun havde erfaring med at hjælpe væver Grethe Prætorius Balle med at hæfte ender på hendes vævearbejder.
Med moderens hjælp opdagede Fabricius Møller Skolen for Brugskunst, hvor man kunne vælge beklædning, tekstil eller keramik. Beklædningslinjen ville ikke have hende, og da hun var vokset op på teglværker i Sønderjylland, var ler i hendes verden noget, man skulle passe på ikke at slæbe med ind under skoen. Derfor blev hun optaget på tekstillinjen, hvorfra hun dimitterede i 1986.
I dag fylder hun 60 år, og gennem årene har hun opnået anerkendelse som tekstildesigner med flere priser og internationale udstillinger bag sig. For nylig åbnede hun sin egen udstillingsbutik i København, Udstillingssted for Tekstil, med en vision om at vise kunsthåndværk fra sin fine side.
Vejen til brugskunstens anerkendelse har til tider været lang. I 1989 gik hun sammen med otte andre i designgruppen OCTO, i dag prisbelønnet ligesom hende selv, men i 1990’erne var responsen på deres udstillinger sparsom. Anne Fabricius Møller beskriver det som at slå i en dyne og kalder det kampen mellem indtægt og forfængelighed.
”Det kan være utrolig svært at tjene penge på kunsthåndværk. Det skal jo være brugbart og kunne holde i 100 år. Nogle gange har man lyst til at vise det frem som enhver anden kunstner, men det kan være hårdt at spekulere i, om man lever op til sin egen og andres bedømmelse. I OCTO-gruppen blev vi jo ved og ved, selvom vi ingen respons fik. Det har taget en del år at komme hertil, men i dag føler jeg mig virkelig værdsat,” siger hun.
Er hun kunsthåndværker, stoftrykker og/eller tekstildesigner? Anne Fabricius Møller siger selv, at hendes arbejder ligger i ”en grød i midten et sted”.
Som person er hun ikke meget anderledes, hvis man spørger hendes veninde Birgitte Veit, sognepræst ved Mariendal Kirke på Frederiksberg ved København. Hun har kendt Anne Fabricius Møller i over 40 år. De mødtes på Kalundborg Gymnasium, og i dag er Anne Fabricius Møller gudmor til begge Birgitte Veits børn.
”Hun havde matematik og musik i gymnasiet, men hun kunne slet ikke spille klaver, og hun synger lidt falsk. Jeg har altid tænkt, ’gad vide, hvordan det overhovedet kunne lade sig gøre’. Men det kan det alligevel altid med Anne. Hun har en evne til at være uden for kategori. Du kan ikke definere hende som en bestemt type. Jeg har aldrig mødt et menneske, der er så suverænt sig selv, ” siger Birgitte Veit.
Falder man lidt uden for kategori, må man nødvendigvis lave sin egen, så man kan mestre dén. For selvom Anne Fabricius Møller måske ikke kan sættes i en enkelt bås hverken som menneske eller som kunstner, så har branchen inden for kunst og håndværk siden 1990 anerkendt hendes arbejder, herunder med både Georg Jensen Prisen i 1998 og Statens Kunstfonds Hæ-dersydelse i 2014 –for blot at nævne et par stykker. Sidstenævnte påpegede, at hun gennem sine mange udstillinger er til stor inspiration for hele området. Derudover skrev de følgende som begrundelse for tildeling af prisen:
”Anne Fabricius Møller er en unik kunsthåndværker. Egentlig definerer hun sig som tekstildesigner, men arbejder bredt i det kunstneriske område, hvor hun bevæger sig frit mellem mange discipliner. Hendes arbejder fører os ind i et forunderligt enkelt billedunivers, hvor dagligdagens brugsting legende let bliver til fortællingsobjekter. Hun skaber en poetisk fortælling om hverdagens enkle skønhed og mangfoldige rigdom. Hun formår at ophøje det banale til de fineste detaljer i hendes arbejder.”
Inspirationen finder hun i naturen og ”byens natur”, som hun kalder det, når hun samler skrald op fra bybilledet for at se, hvor det kan bære hendes arbejde hen.