Svantes gyldne dage

Kulturorganisationen Golden Days har fået ny direktør. Svante Lindeburg er uddannet i filosofi, men har de seneste år arbejdet i reklamebranchen. Han bliver beskrevet som et strategisk og kreativt geni

 Svante Lindeburg er ny direktør i Golden Days. Han kommer fra en stiling i design- og brandingbureauet Kontrapunkt. Derudover er han brugt som kommentator i TV2's Go' Morgen Danmark og som smagsdommer på DR K. Privatfoto.
Svante Lindeburg er ny direktør i Golden Days. Han kommer fra en stiling i design- og brandingbureauet Kontrapunkt. Derudover er han brugt som kommentator i TV2's Go' Morgen Danmark og som smagsdommer på DR K. Privatfoto.

Svante Lindeburg har studeret filosofi og moderne kultur på universiteter i både Aarhus, København og London. Men han er også hjernen bag gourmet-isen Winterspring, der fås i smags-varianter som hybenrose-lakrids og kamille-æble. Isen, der er udviklet af gourmetkokke, har vundet priser for det mest innovative produkt og bedste emballagedesign.

Denne dobbelthed beskriver meget godt den 41-årige Svante Lindeburgs faglige kompetencer. Fra hans nuværende arbejdsplads, design- og brandingbureauet Kontrapunkt, lyder det, at han har en unik profil, fordi han har næse for både analyse og strategi samt kultur og kreativitet. Evner, som han kan drage fordel af i sin nye stilling som direktør for kulturorganisationen Golden Days.

Golden Days er en nonprofitkulturorganisation, der formidler viden, historie og kultur på en levende, inddragende og aktualiserende måde. Det sker blandt andet på den årlige festival i starten af september. I år er temaet ”important shit”, og målet med festivalen er at give den såkaldte kulturarv et servicetjek. Svante Lindeburg tiltræder som direktør fire dage før den store festival skydes i gang. Det, mener han, giver ham en unik startposition.

”Det giver mig mulighed for at lære festivalen rigtig godt at kende. Jeg har i denne situation det privilegium at kunne se tingene både inde- og udefra på én gang,” siger han.

Svante Lindeburg er vokset op på Østerbro i København med en far, der er læge, og en mor, der er cand. mag. i dansk og fransk.

Da han var 13 år, drog familien til Saudi-Arabien, hvor faderen skulle arbejde. Svante Lindeburg og hans lillesøster startede i en international amerikansk skole. Måske blev det internationale udsyn, som han tillægges, grundlagt her.

En anden mulighed er studieopholdet i London eller hans tid som tv-producer i Sri Lanka under borgerkrigen.

Hjemvendt herfra arbejdede han en tid freelance for DR, hvor han producerede kulturprogrammer som ”Harddisken”, ”Agenda” og ”Kulturnyt”. Han fandt hurtigt ud af, at han trivedes godt i krydsfeltet mellem indhold og formidling.

”Jeg er filosofisk skolet i den angelsaksiske tradition, hvor der hersker en holdning til, at filosofien drejer sig om indhold og ikke om form, og hvor indhold anses som finere end form. Men jeg fik øje for, at form og indhold kan gå meget slagstærkt hånd i hånd,” siger han.

Det greb, fortæller han, har han arbejdet videre med i sin tid som partner i Kontrapunkt, hvor hans kunder talte store virksomheder som Coca-Cola, Novo Nordisk, Arla og Microsoft, men også kulturinstitutioner som kunstmuseet Arken, filmfestivalen CPH Pix og Golden Days, som han nu skal stå i spidsen for.

Svante Lindeburg beskrives som en yderst kreativ person, der hele tiden tænker nyt, anderledes og fremad.

Han er som få dygtig til at fange tidens ånd og er en meget dygtig kommunikator, i hvert fald på skrift.

Det forlyder, at han ikke altid er det mest talende menneske, og at kollegaer af og til må trække ordene ud af ham. n peger på, at det kan hænge sammen med, at han både er et beskedent og et distræt menneske. Som leder stiller han store krav til sig selv, sine medarbejdere og sine omgivelser og holder den faglige fane højt. Det hedder sig, at han aldrig går på kompromis med kvalitet.

Han fremhæver da også selv, at han som ny direktør vil bestræbe sig på at bevare det høje niveau, som Golden Days lægger for dagen. Han beskriver det som en art oplysningsprojekt, hvor man gennem kultur, historie og filosofi kan pirke til folk, så de på den måde kan komme til at tænke og handle anderledes både i forhold til sig selv, medmennesket og samfundet.

”Det er det, kulturen, filosofien og historien kan,” siger han, inden han drager mod Roskilde, hvor han selv vil lade sig pirke til på den store festival, både af etablerede og nye kunstnere.