Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år?
Det har været, at mine børnebørn er kommet til. Det er en fantastisk spændende rejse at få børnebørn, som stiller spørgsmål om, hvorfor vi gør tingene på den her måde. Jeg har to børnebørn. Emma på 17 og William på 19. William, mit ældste barnebarn, har meget ofte sagt til os alle sammen, at han godt kunne tænke sig at komme på skiferie, og så kiggede han en dag på mig og sagde ’med dig, morfar’. Siden har vi haft sådan nogle morfar/barnebarn-ture til Norge, hvor vi har lært hinanden dybt at kende og snakket om ting, man ellers aldrig ville have snakket med hinanden om. Og så har jeg været den i familien, der har set ham stå på ski for første gang. Altså sådan nogle ting, som man bliver dybt taknemmelig over. At man har set og oplevet hans bekymring og hans glæde. Børnebørn vader lige ind i ens tilværelse og spørger jo ikke om lov, de kommer bare. Det er simpelthen pragtfuldt.
Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme?
Det er min tid med Marianne, min hustru. Og de små børn, vi havde. Jeg mødte min hustru i Studenterforeningen i København i marts 1970. En torsdag trådte jeg ind ad døren og så en kvinde med langt, mørkt hår, rank ryg og et stolt udtryk, som var hun en fyrstedatter fra et sydeuropæisk rige. Jeg gav hende hånden, førte hende op på dansegulvet, og i løbet af nul komma fem dansede vi den smukkeste dans til ”Here Comes The Sun” af The Beatles. Sammen opbyggede vi de her ungdomshybler – først i Nansensgade og så i Sølvgade. Sådan nogle små, meget hyggelige lejligheder, hvor vi virkelig nød livet.
Hvilken sorg eller hvilket tab i dit liv vil du nævne her?
Relativt tidligt i mit liv, da jeg var 26 år, døde min søster, Ulla. Der var kun et år og tre måneder mellem os, så vi var knyttet sammen som pseudotvillinger. Hun var et dejligt, fandenindvolsk menneske og herlig at tale med til langt ud på natten. Vi hang sammen som ærtehalm. Det var et kæmpe chok og et kolossalt tab i mit liv at miste hende. Tænk sig at miste sin pseudotvilling. Hun døde af en aneurisme i hjernen, og dengang var der ikke mange chancer for at operere, når først den var bristet. Det tog mig trekvart år at komme over den værste sorg. Enten laver man ingenting, når man er ramt af sorg, eller også laver man mange ting. Jeg lavede så mange ting, at jeg faktisk blev voldsomt stresset af det, hvad jeg aldrig senere i mit liv er blevet. Jeg har altid oplevet, at jeg kunne tage alt, men min søsters død kunne jeg ikke håndtere. I mit senere liv har det påvirket mig på den måde, at jeg meget bedre forstår andre mennesker, som havner i samme sorg.
Hvornår udviste du mod og sprang ud på ”de 70.000 favne”?
Det var dengang, jeg i 1986 var med til at stifte Ældre Sagen. Det var Jørgen Gorrissen, daværende næstformand i EGV, Ensomme Gamles Værn, der opfordrede mig til at udarbejde en ny strategi for EGV, hvor jeg som frivillig for ham foreslog at stifte Ældre Sagen. Herefter blev jeg ansat til denne samfundsopgave. Så stod jeg der og kiggede ned i de 70.000 favne og kunne enten sige, at de skulle finde en anden, eller springe ud i det. Og så sprang jeg. I det øjeblik, jeg sagde ja, dér fangede bordet, og det fangede noget så dejligt for mig.
Hvor ser du dine forældre i dig selv?
En af de ting, jeg har arvet fra min far, er, at jeg er ukuelig optimist. Det kan godt være, at optimister nogle gange tager fejl, men det gør pessimisterne også, og optimisterne har det noget rarere og meget sjovere. Fra min mor ser jeg nok i højere grad hendes tænksomhed og fordybelse i mig selv. Man er jo altid splittet mellem de gener, man får fra sin far, og de gener, man får fra sin mor, men mit optimistgen er som et bål, der altid brænder. Sommetider flakker det på grund af sygdom, dødsfald og nu også corona, og der bliver man nødt til at være superrealist, men jeg holder på, at en optimist sagtens kan være realist, indtil det hårde er overstået, og så går vi videre med det glade optimistiske budskab.
Hvad ville du gerne have gjort anderledes?
Jeg vil sige som Edith Piaf: ’Non, je ne regrette rien’. Jeg fortryder ingenting. Hverken det gode eller det dårlige. Hvis jeg havde været det dårlige foruden, så havde jeg ikke oplevet det gode på den måde, som jeg har. Det dårlige har også været en læringsproces for mig, og det er en læringsproces at være et fuldstændigt og helt menneske. Du må gå igennem det hele, og så skal du også være klar til at stille op, når det hele ikke er så godt. Jeg sidder på syvende sal i Ældre Sagen. Heroppe havner alle de sager, som er vanskelige. Jeg plejer at sige det på den måde, at mine medarbejdere tager sig af vanskelige sager, min ledergruppe tager sig af umulige sager, og jeg tager mig af miraklerne. Når de ikke kan løses andre steder, så skal de løses heroppe. Det vil sige, at jeg hver eneste dag står ansigt til ansigt med både gode og dårlige sager, og derfor tager jeg det hele med.