Da embedsværket i Justitsministeriet i maj 2014 - til en vis offentlig undren - blev frikendt for den såkaldte nødløgn i sagen om Folketingets Retsudvalgs aflyste Christiania-besøg, skrev Arno Victor Nielsen i dagbladet Information et ”Forsvar for løgnen”.
Da den brede danske folkestemning i september 2012 kappedes om at udtrykke forargelse over kontanthjælpsmodtageren Robert Nielsens italesættelse af sig selv som arbejdssky element, erklærede samme Arno Victor Nielsen over for Politiken: ”Dovne Robert er en helt”.
Og her i avisen har han dels erklæret, at det bedste ved folkekirken er, ”når rummeligheden forsvinder, og præsten udelukkende henvender sig til de veluddannede og ikke til de fattige i ånden”. Dels har han lykønsket en ny årgang studenter med følgende ord: ”En studentereksamen kan ikke veksles til et job, snarere tværtimod. I har nu papir på, at I ikke duer til noget.”
I dag fylder Arno Victor Nielsen 70 år. Som eksemplerne viser, er den privatpraktiserende filosof, antiakademiske akademiker, drilske debattør og flittige foredragsholder altid leveringsdygtig i overraskende og provokerende analyser og synspunkter, og intet tyder på, at han - efter at have ytret sig offentligt i mere end fire årtier - med årene er blevet ramt af den kælne behagesyge, som den teologisk interesserede, ikke-religiøse fødselar mener er det værste ved folkekirken.
Tværtimod har det altid været Arno Victor Nielsens adelsmærke at været en uafhængig intellektuel - at forholde sig kritisk til alting og at holde sig fri af såvel bestemte filosofiske skoler og politiske grupperinger som længerevarende fastansættelser. Hans holdningsmæssige udgangspunkt var og er venstreorienteret, men i en så udogmatisk aftapning, at ingen rød politiker eller debattør nogensinde kan være sikker på at have ham på sin side.
Siden længe før Svend Brinkmann tog nej-hatten på, har Arno Victor Nielsen offentligt harcelleret over en tidsånd, som forlanger, at alle skal være begejstrede for deres arbejde og for enhver form for videreuddannelse og karriereudvikling. Ja, faktisk var den i dag så medieombejlede psykologiprofessor fra Aalborg Universitet endnu kun en dreng, da Arno Victor Nielsen begyndte at sætte ord på, ”hvordan medarbejder og arbejdsplads er gift med hinanden i et vampyrlignende ægteskab”, som han har formuleret det.
Men enhver modvilje mod moderne karrieretænkning kan ikke ændre på, at Arno Victor Nielsen selv har haft en karriere, som har bragt ham vidt omkring. Bondedrengen fra Grindsted drog til København for at erobre verden, fik en universitetsgrad i filosofi og har både været ansat ved Danmarks Pædagogiske Universitet og Kunsthøjskolen i Bergen i Norge, hvor han var professor i æstetik. Men med tiden frigjorde han sig mere og mere og etablerede sig som filosofisk enmandsfirma med base i hjemmet - et kolonihavehus i det københavnske Sydhavn-kvarter.
Han har udgivet flere akademiske bøger om emner som teknologifilosofi, musikfilosofi og museologi, men flest kræfter har han brugt på at henvende sig til en bredere dansk offentlighed. Han har været del af Politikens faste anmelderkorps, freelancemedarbejder ved Danmarks Radio og kommentator ved Berlingske Tidende. Derudover er han jævnligt klummeskribent, debattør eller interviewperson i stort set alle landsdækkende medier og er fortsat en stærkt efterspurgt foredragsholder, der selv byder sig til som ”professionel leverandør af tænksomhed på bestilling”.