At tage vare på det vigtigste i livet

Anne Geske Bøje er døbt i Jordanfloden i Israel og har haft et langt og aktivt liv i Aarhus som børnehavelærerinde og tv-medarbejder. I dag fylder hun 80 år

Dagens fødselar har blandt andet lavet flere end 100 interviews om tro og liv. Privatfoto.
Dagens fødselar har blandt andet lavet flere end 100 interviews om tro og liv. Privatfoto. Foto: Privatfoto.

Anne Geske Bøje, der i dag fylder 80 år, har både siddet i menighedsrådet i Risskov i Aarhus og er sammen med sin mand aktivt medlem af Aarhus Pinsekirke og medstifter af Aarhus Kristne TV.

Fødselaren har desuden været medarbejder på Aarhus Kristne TV gennem 14 år, og i dette regi har hun lavet over hundrede interview til lokal-TV om TRO og LIV i serien: Det vigtigste i livet. Det er en serie, der forsøger at indkredse menneskers livsholdninger, og som blev lavet, lang tid før det blev almindeligt i nutidens lange række af livsstilsprogrammer.

Og selvom Det vigtigste i livet kom nutidens tendenser i forkøbet, men med en større dybde, end vi ser i dag, har Anne Geske Bøje i den mindre højtidelige ende også fundet tid til at stå for udførelsen af en god portion bibelquiz.

Anne Geske Bøje er oprindeligt uddannet børnehavelærerinde ved Mariaforbundets Husholdningsskole i Jægerspris og ved Frøbelseminariet i København. Hun blev siden den, som fik til opgave at give Strandskolens allerførste børnehaveklasse en god skolestart og dermed en værdig start på livet.

Privat blev hun gift med Poul Sigetty Bøje, som senere blev lektor på Aarhus Katedralskole. Parret har gennem deres 42 år lange samliv delt mange oplevelser, blandt andet som medlemmer af Aarhus Pinsekirke og den karismatiske vækkelse. Et medlemskab, de i fællesskab tog beslutning om at være en del af efter i 1988 at være blevet døbt i Helligånden i Jordanfloden i Israel.

Ægteskabet har ført til en børnflok på fire, der har akkumuleret hele 15 børnebørn. Dagens fødselar lader sig hver morgen genføde på egen hånd i havet som for symbolsk at gentage og bekræfte dåben.

navne@k.dk