Tage Voss: En revser af tidens sundhedsdyrkelse

Lægen og forfatteren Tage Voss var hele sit liv leveringsdygtig i krasse kommentarer om alt fra antirygekampagner til ensomhed og storpolitik. Han blev 98 år

Man har ingen glæde ved livet, når man bliver gammel, mente Tage Voss. Selv blev han 99 år på nær én dag. –
Man har ingen glæde ved livet, når man bliver gammel, mente Tage Voss. Selv blev han 99 år på nær én dag. – . Foto: Mik Eskestad/ritzau.

Var Tage Voss undtagelsen, der bekræfter reglen? Eller var hans liv et hårdtslående bevis på, at han havde ret, når han til stadighed proklamerede, at antirygekampagner og sundhedsråd var skadelige for befolkningen?

Ingen ved det. Men et faktum er det, at Tage Voss på nær én dag levede i 99 år – de fleste af dem med en cigar i mundvigen. Nu er han død, og en både kær og provokerende stemme i samfundsdebatten er dermed forstummet.

Som medlem af foreningen Hen-Ry, Foreningen af hensynsfulde rygere, tordnede han først og fremmest mod Sundhedsstyrelsens antirygekampagner, og også officielle kostråd om mindre fedt og mere grønt var ham inderligt imod. Flæskesvær og stegt flæsk med persillesovs hørte til hans yndlingsspiser. Sundhed handler om gener – ikke om livsstil, lød hans faste mantra.

Men lægen og forfatteren talte og skrev også indigneret om menneskers tiltagende ensomhed og manges manglende evne til at tilpasse sig. Han var ikke synderligt imponeret over, hvad lægevidenskaben havde formået, og er blandt andet citeret for at have sagt, at ”lægerne holder liv i en masse udygtige mennesker, som skulle være døde for længe siden”. I sin egen fremskredne alder så han heller ikke alderdommen som et gode:

”Man har ingen glæde ved livet, når man bliver gammel. Når man når hertil, byder tilværelsen kun på tiltagende besvær, ulejlighed og smerte,” sagde han i et interview for nogle år siden.

Tage Voss blev student fra den nu nedlagte Schneekloths Skole i København. Under krigen var han værnepligtig og udførte som medicinstuderende modstandsarbejde på Kjellerup Sygehus i Midtjylland. Han fik sin eksamen i medicin i 1946. Egentlig ville han have været journalist, men moderen hjemme i Matthæusgade på Vesterbro sagde nej. Hendes ambition var, at sønnen skulle være læge, og det blev han så. De første 20 år udførte Tage Voss sin lægegerning på Christiansø, og derefter blev han skole-læge i Københavns og Birkerød kommuner. Han var desuden i en periode sideløbende lektor ved Københavns Universitet, hvor han underviste i skolehygiejne.

Gennem det meste af sit liv har Tage Voss desuden skrevet en lang række romaner, børnebøger, essays og erindringer samt debatbøger som eksempelvis ”Sexologi for hvermand” (1972) og ”Gammel læges pejling af ny tid” (1997). Senest udkom på hans 95 års fødselsdag bogen ”Besættelsen 1940-45”, hvori Tage Voss blandt andet beskrev den samlede danske modstandsbevægelse som ikke-eksisterende. Omkring et halvt hundrede bøger er det i alt blevet til, og dertil kommer hundredvis af artikler, kommentarer og kronikker. Mest kendt er nok hans bog ”Status på Skæret” ( 1954), hvor han skriver om sit liv og virke på Danmarks østligste ø. Han blev tildelt PH- prisen i 1972.

Tage Voss boede i mange år i Sønder Kirkeby på Falster. De sidste år måtte han, selvom det var ham meget imod, flytte ind på et plejecenter. Han efterlader sig fire børn fra to ægteskaber. Hans familie vil efter hans ønske strø hans aske over Østersøen fra hans elskede Christiansø.