”Henrik, du er grov og uforskammet over for store som små”.
Dén karakteristik fik Henrik Hartmann for nylig med på vejen af en kvindelig bekendt. Han har aldrig været god til ikke at sige sin mening, og nogle gange kommer den ud af den to meter høje og 100 kilo tunge mand på en lidt bastant måde.
Fredag fylder Henrik Hartmann 70 år, og når man taler med folk om ham, kommer kælenavnet op igen og igen: ”Bølle”. Det har hængt ved, siden han lå i kuvøse.
Henrik Hartmanns mor fødte ham fire uger for sent, og da han endelig kom ud, havde han tabt over halvdelen af den normale fødselsvægt. Den 1400 gram lille dreng blev lagt i kuvøse for at komme sig, og da han efter nogle uger var livskraftig nok til at blive taget ud, var han stadig tynd og uformelig med lemmer, der syntes alt for lange. Men faderen svang sin søn højt op i luften og råbte:
”Du er da vist en værre lille bølle!”
”Det var jeg jo ikke, jeg var et lille skvat. Men det har jeg altså heddet lige siden,” siger Henrik Hartmann.
Ryggen mod muren
Han kendes nok bedst som den ene halvdel af den direktørduo, der i knap 25 år ledte Betty Nansen Teatret på Frederiksberg ved København. Den anden halvdel, Peter Langdal, instruerede af og til selv, mens Hartmann blandt de ansatte var kendt som en nærværende leder, der altid kunne nås på teatrets kontor. Og som kunne råbe hele teatret op, når han mødte ind: ”Kammerater, vi er blevet forrådt!” gjaldede det ud i den fjerneste garderobe, så alle var på stikkerne fra morgenstunden.
Hartmann er født i København i 1952. Hans forældre mødte hinanden under krigen i modstandsbevægelsen, moderen studerede til læge og faderen var ”en flakkende sjæl” med forskellige småjobs. Faderen døde, da Henrik Hartmann var to år gammel og som stor knægt blev han sendt på kostskole for drenge på Lolland, Pederstrup Kostskole. Her lærte han med egne ord ”at stå med ryggen mod muren og ikke stole for meget på nogen.”
En del af de andre, der gik på kostskolen, røg siden ud i kriminalitet, fortæller Henrik Hartmann. Trods koncentrations- og tilpasningsvanskeligheder lykkedes det ham selv at komme på gymnasiet, da han vendte tilbage til København efter realskoleårene på Lolland.
Moderen ville gerne, at han læste noget naturvidenskabeligt, men det var de sproglige fag, der trak i drengen. Og så var der det, at moderens lejlighed lå ved siden af skuespillerinden Bodil Udsens. Henrik Hartmann fik indimellem lov til at følge med ind på Det Kongelige Teater når Udsen skulle optræde. Hans mor døde da han var 23 og herfra tog Udsens søster og hendes mand ham under vingerne og lod ham bo på deres gård i Veddinge Bakker i Odsherred.
Efter et falleret forsøg på at komme ind på Teaterskolen erklærede Henrik Hartmann over for Bodil Udsen, at han gerne ville ”lære at sætte i scene”. Så med hendes hjælp blev han først ”føl” hos instruktøren Erling Schrøder og siden ved Kaspar Rostrup, mens han tjente sine penge ved restaurantjobs om natten. Siden kom han i en årrække til at arbejde som forestillingsleder på Det Kongelige Teater, men har også haft andre stillinger på blandt andet Gladsaxe Teater, Nørrebro Teater og Operaskolen.
Teater, der vil noget
”Hey, Bølle! Skal vi ikke søge et teater sammen?”
De ord blev startskuddet til én af dansk teaters længst siddende chefduoer. 23 sæsoner blev det til for makkerparret Langdal/Hartmann på Betty Nansen Teatret, begyndende med at de to venner besluttede sig for at søge chefstillingen på det traditionsrige Frederiksbergteater sammen. Det blev til en række banebrydende forestillinger, blandt andet iscenesættelsen af ”Woyzeck” med store udenlandske navne som instruktøren Robert Wilson og musikeren Tom Waits.
Hartmann fratrådte stillingen sammen med Langdal i 2014, men er fortsat som konsulent på sit hjerteprojekt, teatret C:NTACT, der har hjemme på anneksscenen Edison ved Betty Nansen Teatret. Det begyndte som en uddannelses- og integrationsafdeling af teatret i 2005, men har siden vokset sig til et selvstændigt teater, der har stået for en række roste forestillinger. Målet er at bygge bro til nye publikumsgrupper og sætte samfundsproblematikker som for eksempel religiøs ekstremisme i scene. En stor del af Henrik Hartmanns arbejde de senere år har bestået i at skaffe midler til teatret fra fonde og stat.
”Det kan godt være, nogen siger, jeg er grov, men det kunne jo også være, jeg var god til at snakke. Noget må jeg jo kunne,” som han selv siger.
Det arbejde giver han dog slip på dette forår for i højere grad at være sammen med sin familie. Han har fire sønner, to på 18 og 20 med mezzosopranen Helene Gjerris og et sæt tvillinger på 10 med Line Kromann, der er instruktør på Det Kongelige Teater, sidstnævnte bor han sammen med på Frederiksberg med udsigt over Aksel Møllers Have.
Synet på teater er grundlæggende, at det skal ville noget, og det kan frustrere ham dybt at se en genopførelse af en klassiker, der ikke gør noget ved sit forlæg.
”Hvad kan den ellers?”, det spørgsmål bør man stille sig selv, når man står med et stykke i hånden, ellers bliver det irrelevant. Og sådan forholder det sig faktisk lidt for meget med teatret lige nu, mener Henrik Hartmann. Han keder sig. Derfor vil han nok lade fløjlssæder være fløjlssæder i den kommende tid og i stedet tage lidt oftere plads i haven ved den gård i Nordsjælland, han arvede fra sine ”ekstraforældre”, da de døde.
”At sidde på landet en hel dag og se ud på køerne. Det er godt.”