Tempelriddernes praktiske gris

Han har stået på hovedet for at arrangere weekendens besøg af en af den lutherske kirkes mest centrale ledere. Som tempelridder sætter Jens Vexø en ære i det velgørende arbejde og tager ikke de mange fordomme om ridderordenen tungt

”Det, jeg forstår ved ægte ridderlighed og ridderarbejde, er alt det, man ikke kan købe for penge,” siger Jens Vexø, som er en del af Tempelridderordenen i Danmark. – Privatfoto.
”Det, jeg forstår ved ægte ridderlighed og ridderarbejde, er alt det, man ikke kan købe for penge,” siger Jens Vexø, som er en del af Tempelridderordenen i Danmark. – Privatfoto.

I slutningen af juli modtog biskop ved Københavns Stift Peter Skov-Jakobsen et opkald fra en frustreret Jens Vexø.

Det drejede sig om massakren i Norge, hvor en bombe var sprunget i Oslo, og flere unge blevet dræbt på øen Utøya. Bagmanden, Anders Breivik, havde skrevet et manifest, hvis forside var prydet af logoet fra den organisation, Jens Vexø havde viet sit liv til: tempelriddernes kors og segl.

LÆS OGSÅ: Breivik angreb på korsfarerenes mærkedag

Og timingen kunne ikke være meget værre. Tempelridderordenen i Danmark, også kaldet Den Militære Orden af Templet i Jerusalem, var allerede langt i planlægningen af et besøg fra præsidenten for Det Lutherske Verdensforbund og biskop i Palæstina og Jordan, Munib Younan. Nu frygtede de, at folk ville misforstå ordenens budskab.

Den 51-årige tempelridder, der stod bag størstedelen af det praktiske arbejde op til biskoppens besøg, blev enig med Peter Skov-Jakobsen om at holde lav profil i medierne og undlade at aflyse besøget, som fandt sted denne weekend.

Man beder næsten om ballade, når man deler navn med en orden af korsriddere fra år 1118, der ofte forbindes med blodige kampe med muslimer og andre kristne ordener. Der ligger mange konspirationsteorier bag, siger Jens Vexø, som dog ikke tager folks fordomme tungt:

Jeg synes, det er fint, at folk synes, historien er spændende, for så får vi mulighed for at fortælle, hvem vi er.

Ifølge Jens Vexø er ordenen bygget op om en helt anden side af tempelridderne:

Ridderne har en etisk holdning til, hvordan man lever sit liv, samt et stærkt fællesskab. I stedet for at sige det kristne budskab gør man ord til handling.

Jens Vexø har siden ungdommen været fascineret af tempelridderne. En fascination, som ikke forsvandt, da han første gang stiftede bekendtskab med ordenen:

Jeg blev imponeret over deres entusiasme og renhed, siger han.

Ved siden af arbejdet som sikkerhedsofficer i Københavns Lufthavn bruger han mange timer og kræfter på ordenen. De andre riddere er blevet nære venner, og ordenens velgørende arbejde en hobby. Når han først kommer i gang, kan han nævne det ene projekt efter det andet, som ordenen har stået for: sang på et plejehjem, brugte høreapparater, der blev sendt til Afrika, og et stort arbejde på hjem for krigsveteraner i Danmark.

Dog er der ikke mange, der ved det. Tempelridderne foretrækker nemlig at holde deres velgørenhed skjult, forklarer Jens Vexø og erkender, at han sank en klump, da Kristeligt Dagblad ønskede at lave et portræt af ham.

Normalt lever vi det stille liv, hvilket skyldes den ydmyghed, der med vores øjne ligger i at være ridder.

Særligt er Jens Vexø stolt af riddernes projekt sidste jul, hvor de lavede et julesanghæfte og samlede penge ind til den Evangelisk-Lutherske Kirke i Palæstina.

Jens Vexø sidder også i FN-forbundets bestyrelse, hvor han taler for palæstinensernes rettigheder. Han er ugift og bor i dag i Malmø.

Læs mere om Tempelridderordenen i Danmark her