Teologen, som inddrog psykologi og religiøse erfaringer for tidligt

Lars Bo Bojesen var flere gange tæt på at blive præst, men kaldet kom aldrig. I stedet blev undervisning lidenskaben for forfatteren og teologen, som interesserer sig for samspillet mellem religion, psykologi og filosofi. I morgen fylder han 70 år

Lars Bo Bojesen delte på Aarhus Universitet kontor med Johannes Sløk. Aarhus-teologen inspirerede blandt andet Bojesen ved at introducere ham for idéhistorie. – Privatfoto.
Lars Bo Bojesen delte på Aarhus Universitet kontor med Johannes Sløk. Aarhus-teologen inspirerede blandt andet Bojesen ved at introducere ham for idéhistorie. – Privatfoto.

Da Lars Bo Bojesen begyndte at forene teologi og psykologi under sine studier på Aarhus Universitet i 1970’erne, var det blandt andet, fordi han var provokeret af den dominerende teologi på det tidspunkt.

I Tidehverv var fokus på religiøse erfaringer ildeset. Men det var religiøse erfaringer, der interesserede den dengang unge studerende, som i morgen fylder 70 år.

“Jeg var interesseret i at se religion som noget, der udvikler sig i mennesket gennem en proces af gerninger og erfaringer. Det er ikke særligt luthersk og var vel nok en smule kontroversielt på det tidspunkt,” siger han.

Den interesse blev grundlaget for det arbejde, Lars Bo Bojesen har lavet gennem hele sit liv. Som underviser, forfatter og foredragsholder har det nemlig været spændingsfeltet mellem teologi, filosofi og psykologi, der har været hans fokus.

Efter at have skrevet speciale om psykiateren Carl G. Jungs kristendomsforståelse fik han i 1974 et forskningstipendium, der blandt andet betød, at han tilbragte et år på C.G. Jung-instituttet i Zürich.

Efter dette blev han adjunkt og senere ekstern lektor ved Aarhus Universitets daværende institut for etik og religionsfilosofi og institut for praktisk teologi. Der var han indtil 1984, men det skulle langtfra blive enden på hans tid som underviser.

Tanken om at blive præst havde flere gange strejfet ham. Og af folk i hans omgangskreds var han blevet anbefalet at søge embede. Det gjorde han også nogle få gange, men det endte for det meste i, at menighedsrådet blev splittet. Sammenblandingen af psykologi og teologi var stadig kontroversiel på det tidspunkt.

Kirkeligt har han mest befundet sig i grundtvigske kredse. Men her var hans psykologiske vinkel på teologien også kontroversiel. Særligt på grund af hans interesse for religiøse erfaringer.

Efter sin tid på Aarhus Universitet underviste han i religion og psykologi på Askov Højskole. Han har været seminarielektor i Ribe og ekstern censor ved lærereksamen i religion. Men det var i hans sidste ansættelse, at han følte sig mest hjemme.

Det var på Teologisk Pædagogisk Center Løgumkloster, hvor han fra 2007 til 2011 underviste i pastoralpsykologi og sjælesorg.

“Det var vidunderligt for mig at komme til det. Det var et kald. Der nærmede mine interesser for undervisningen sig med det at være tæt på præsterne. Jeg har helt klart fornemmelsen af, at det var det mål, jeg har arbejdet mig hen mod.”

En ryglidelse betød, at han måtte gå på pension i 2011 som 65-årig. I dag læser og skriver han stadig om religionspsykologi. Han udgav for nylig en artikel i det teologiske tidsskrift Fønix om åndelig erfaring. Han har udgivet en række bøger gennem årene, blandt andet “Fænomenet ånd” fra 1993 og “Tilblivelsen af myndighed” i 2014.

Lars Bo Bojesen har altid interesseret sig for musik, og selv spiller han klaver og orgel. Han har nogle gange været organistvikar i kirker, men for det meste spiller han for sig selv privat. I dag spiller han klaver i hjemmet samt spinet, der er et renæssance-instrument. Han bor med sin hustru i Askov i det sydlige Jylland.