Teologi styrker dialogen med omverdenen

Det Teologiske Fakultet har ansat professor mso Marlene Ringgaard Lorensen og lektor Anders Holm under fagområdet praktisk teologi

Professor Marlene Ringgaard Lorensen og lektor Anders Holm skal undersøge en lang række spørgsmål vedrørende samspillet mellem teologi og dialog. –
Professor Marlene Ringgaard Lorensen og lektor Anders Holm skal undersøge en lang række spørgsmål vedrørende samspillet mellem teologi og dialog. –. Foto: Københavns Universitet.

portræt

Hvad sker der, når muslimske flygtninge møder den danske folkekirke for første gang, og hvad betyder moderne succesbegreber for teologien og kirken? Det er blot nogle af de spørgsmål, som de to nyansatte forskere, Marlene Ringgaard Lorensen og Anders Holm, skal undersøge som en del af fagområdet praktisk teologi.

Forholdet mellem teori og praksis i den kirkelige kommunikation bliver især sat i spil på den teologiske efteruddannelse, hvor erfarne præster følger kurser i eksempelvis sjælesorg og homiletik, hvilket af mange sammensættes til en fleksibel masteruddannelse.

Marlene Ringgaard Lorensen, der er født i 1975, har skrevet ph.d.-afhandling inden for et af den praktiske teologis hoveddiscipliner, nemlig prædikenlære homiletik og er i øjeblikket ved at foretage en empirisk undersøgelse af folkekirkens møde med flygtninge og indvandrere. Hun er blandt andet medlem af Societas Homiletica og Academy of Homiletics, har været Visiting Scholar på Duke University i 2012-2013 og er medredaktør på et nyt tidsskrift under udgivelse, International Journal of Homiletics. Marlene Ringgaard Lorensen udgav i 2014 bogen Dialogical Preaching: Bakhtin, Otherness and Homiletics.

Anders Holm er oprindeligt kirkehistoriker og har forsket i både Kierkegaard og Grundtvig. I øjeblikket arbejder han med Grundtvigs betydning for den lutherske kirke i Danmark. Han blev cand.theol. i 2002, ph.d. og lektor i praktisk teologi. Han er bestyrelsesmedlem i en række forskellige videnskabelige societeter, medredaktør på den videnskabelige årbog Grundtvig-Studier og har blandt andet udgivet monografierne To samtidige. Grundtvig og Kierkegaards kritik af hinanden og Grundtvig. Introduktion og tekster. Anders Holm er født i 1973.

Forskningen har ændret sig en del siden 1970ernes kvantitative empiriske undersøgelser som for eksempel tællinger af kirkegængere til nu at fokusere på de mere sociologiske og etnografiske aspekt som eksempelvis undersøgelser af, hvad kirkegængere oplever, når de overværer en gudstjeneste.

Selvom de to forskere har rødder i forskellige fagområder, er de enige om, at dialogen med omverdenen er et altafgørende element i teologien. Det er ikke nok at være tekstfortolker, man skal også kunne analysere, hvad der foregår i samfundet.