Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år?
Jeg har fået bedre tid til at skrive i de senere år. Det er blevet til mange salmer og bøger, men også til mange foredrag rundtomkring i landet. Når jeg har været af sted flere dage i træk, er min mand ofte taget med mig, og det har både betydet, at vi har stiftet bekendtskab med det danske kirkeliv under forskellige vilkår, og at vi har haft oplevelser, vi har været fælles om.
Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme?
Det obligate svar for kvinder er nok, at det var, da børnene var små. Men det var også lidt ensomt at gå hjemme, så når jeg skal være ærlig, er min bedste tid årene som præst og siden som forfatter og foredragsholder. Kort sagt de seneste 40 år, hvor jeg i kraft af min præstegerning har mødt mennesker i mange forskellige situationer, og hvor jeg siden har fået lov til at bruge de erfaringer, livet har givet mig.
Hvilke personer – ud over din livsledsager – har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet?
Når jeg ser tilbage, kan jeg se, at min mor har betydet meget. Hun kom fra et gammelt københavnsk borgerhjem, hvor man læste højt for hinanden om aftenen, og det var også et fast indslag i mit hjem. Samtidig sørgede hun for, at vi læste ordentlig litteratur, så jeg fik glæden ved bøger med hjemmefra. På universitetet fik jeg lærere som P.G. Lindhardt og K.E. Løgstrup og siden i New York en professor, der introducerede mig til Paul Tillich, og det har været med til at præge mig i teologisk retning. Siden kom der gode kolleger til, hvis seriøsitet og erfaring var med til at forme min holdning til præstegerningen.
Hvilket råd vil du give til andre, der gerne vil ind på samme teologiske område som dig?
Man kan ikke give råd om den slags. Det er individuelt og vokser frem af sig selv. Jeg begyndte at læse teologi af interesse, men arbejdet med Bibelen og religionsfilosofien påvirkede mig og fornyede min tro, og derfor blev jeg præst.
Hvad er det vigtigste, du har gjort for at få den tilværelse, du gerne ville have?
At jeg i 1972 begyndte at læse teologi på Aarhus Universitet og siden udvidede teologien med kunsthistorie.
Hvilken sorg eller hvilket tab i dit liv vil du nævne her?
Vi mistede for mange år siden en lille nyfødt pige. Det var en stor sorg, men hun er del af vores liv, af vores erfaringer, og tabet har været med til at gøre mig mere bevidst og taknemlig over alle dem, jeg har fået lov til at beholde.
Hvornår udviste du mod og sprang ud på ”de 70.000 favne”?
Da min mand og jeg giftede os i 1955, var vi henholdsvis 21 og 20 år, og vi havde ingen penge, ingen lejlighed og endnu ingen uddannelse. Min mand var lige begyndt på sit studium på Aarhus Universitet, men skulle først aftjene sin værnepligt, så jeg tror nok, det må beskrives som et i andres øjne voveligt foretagende. Selv syntes vi, det var det eneste rigtige, og det synes vi stadig.
Hvor ser du dine forældre i dig selv?
Mine forældre var forskellige, men fælles for dem var en grundlæggende glæde ved livet og ved hinanden, og de lærte os glæden ved dagligdagen, ved arbejdet.
Hvad ville du gerne have gjort anderledes?
Jeg har været så heldig, at jeg har fået mulighed for at gøre meget af det, jeg gerne ville, og jeg kredser ikke om det, der kunne have været anderledes. De små fejltagelser prøver jeg at rette op på, de store overlader jeg til Vorherre.
Hvad tror du på?
Gud, som vi kender ham gennem Jesus Kristus. Jeg har ingen problemer med trosbekendelsen.
Hvad har bragt dig størst glæde her i livet, ud over din familie?
Det, der er kommet til mig udefra gennem naturen, teologien, digtningen og billedkunsten – alt det, der giver anledning til at tænke videre. Stor kunst kan i bogstavelig forstand bevæge, så man flytter sig og bliver klogere og måske mere ydmyg. Som digteren Peter Laugesen skriver: ”Vi har brug/ for det vi ikke er”.
Beskriv en scene fra din barndom.
En af mine første barndomserindringer stammer fra en juleaften. Jeg må have været omkring tre år, og vi fejrede dengang altid jul hos mine bedsteforældre i København. Det sneede, da vi gik til kirke, og da vi kom ind i varmen, lugtede hele kirkerummet af våd uld fra de mange tykke vinterfrakker og fra mine egne uldne blå gamachebukser, der kradsede. Men at sidde der på bænken sammen med hele min store familie, se på lysene og synge ”Et barn er født i Bethlehem” med de mange halleluja’er – ja, det erindrer jeg som et øjeblik af intens tryghed og lykke.