Theodor Jørgensen

Vi bringer et portræt af nu afdøde Theodor Jørgensen. Læs eller genlæs her. Professor, dr.theol. Theodor Jørgensen fylder 75 år på lørdag - med fuld fart på forskning og andre projekter

Missionskonfrence på Nyborg Strand. Her foredrag af professor Theodor Jørgensen.
Missionskonfrence på Nyborg Strand. Her foredrag af professor Theodor Jørgensen. Foto: Johnny Anthon Wichmann.

OBS: portrættet er fra 2010.

Da dr.theol. Theodor Jørgensen efter 30 år på Det Teologiske Fakultet gik af i 2004, lovede han, at han blandt andet ville lære at falde i staver. Her seks år senere erkender han, at "det talent endnu ikke er særlig veludviklet".

På lørdag fylder han 75 år, og det er ikke lediggang, der plager pensionisten.

Passende for en teolog, der også har beskæftiget sig en del med kirkeret, blev Theodor Jørgensen født på grundlovsdag. Ind i en præstefamilie på Als – og Theo, som han oftest kaldes, hører ikke blandt dem, der slører dialekten.

Ej heller temperamentet.

Theodor Jørgensen er ilter, elskelig, irriterende og dybt engageret, men som det også hedder, "så er han også modtagelig for fornuft, når temperamentet koger over".

Det er blandt andet uretfærdighed mod samfundets svageste, der kan få ham op i det røde felt. Og det er en dårligt skjult hemmelighed, at Theodor Jørgensen ikke er fan af den nuværende regering, som efter hans opfattelse har forvandlet borgerne til uansvarlige forbrugere, ladet landbruget passe naturen, så ingen kan genfinde den natur, der beskrives i de danske sangtekster, og har ladet værdipolitikken ende i fremmedfrygt og grådighed.

Theodor Jørgensen beskrives som en helt fantastisk sjælesøger, der er god til at fokusere, lytte og få folk i tale. Til gengæld kan han godt blive professor-distræt i andre, mere dagligdags sammenhænge.

På teologi var han en legende i de mange år – og han ser stadig en del af sine studerende, når han på over 30. år spiller violin eller viola med nogle af dem i to kammerensembler. Så er det ikke alene musik, der bliver diskuteret.

Siden pensioneringen har han været optaget af to store projekter. Dels redaktion af en dansk oversættelse af Friedrich Schleiermachers (1768-1834) "Über die Religion. Reden an die Gebildeten unter ihren Verächtern" fra 1799. Schleiermacher er en af den moderne teologis grundlæggere og var også genstand for Theodor Jørgensens doktorafhandling, på tysk, fra 1977.

Det andet projekt går fra dansk til tysk. Her redigerer han sammen med to andre Grundtvig-eksperter den teologiske del af 1000 sider af N.F.S. Grundtvigs tekster på tysk, der udkommer til august og markerer afslutningen på 25 års arbejde.

Theodor Jørgensen mangler med andre ord mere tid end projekter. Han har heller ikke sluppet lejlighedsvise gudstjenester i Helligåndskirken, en række folkelige foredrag eller interessen for og engagementet i Dansk Selskab for Kirkeret.

Det er hustruen Lise, der iblandt får ham til at holde igen.

Religionsdialogen hører også til Theodor Jørgensens store interesser. Han er med i en studiegruppe af teologer og imamer i Islamisk-Kristent Studiecenter, hvor teologer kommenterer Koranen og imamer Det Nye Testamente. "Det kommer der mange uventede diskussioner ud af," siger Theodor Jørgensen.

Er der tid tilovers til at falde i staver, øver han sig ikke. Han rejser – senest til Prag, hvor han som altid skal se det hele og helst på en gang.

Der er reception på bopælen den 5. juni fra klokken 14 til 17.

benteclausen@kristeligt-dagblad.dk