Tilfældighedernes spil katapulterede Thomas Rørdam ind på den juridiske scene i Danmark, hvor han gennem 17 år var en af landets mest kendte forsvarsadvokater.
”Et højdepunkt var Blekingegadesagen, hvor jeg kom ind på et afbud. Først blev forsvareren syg, og så blev hans reserve også syg,” fortæller Thomas Rørdam, som mandag, fylder 70 år. Som konsekvens bliver han sendt på pension med udgangen af måneden fra jobbet som præsident for højesteret, som er den nok ypperste position i dansk retsvæsen.
I Blekingegadesagen forsvarede han Niels Jørgensen, som i 1991 endte med at få en dom på 10 års fængsel.
”Men sagen var meget definerende for tiden derefter, og jeg fik mange henvendelser, og det var mest i straffesager. Plejebosagen var også vigtig,” siger han om sagen, hvor han i 1997 fik en plejehjemsassistent frikendt for anklagen om at have ydet dødshjælp til 22 beboere.
Hans tid som forsvarsadvokat var kendetegnet af mange sager med personer, som var oppe imod systemet.
”Det var lidt tilfældigt, at jeg kom ind i den verden, og det skete takket være en god ven. Jeg fik smag for det. Der er noget tilfredsstillende i at repræsentere folk, som er oppe imod systemet,” fortæller Thomas Rørdam.
De to nævnte og højtprofilerede sager endte med henholdsvis en lang fængselsdom og en frifindelse.
”For mig er det ikke afgørende, om de tiltalte er skyldige. Det er klienten, der bestemmer, om vedkommende vil benytte sig af retten til at erklære sig ikke-skyldig. Det er meget sjældent, at man står i en situation, hvor man er 100 procent sikker på, om en person er skyldig eller uskyldig. Det er heller ikke et spørgsmål, som jeg har interesseret mig meget for, for alle har ret til en retfærdig behandling af deres sag,” siger Thomas Rørdam.
Det rejser spørgsmålet, om han kun ser på en sag som ren jura uden at forholde sig til, om der i nogle sager ligger en form for ondskab bag.
”Sådan vil jeg ikke udtrykke det. Man kan godt komme til en sag ud fra den forståelse, at de er onde mennesker. Men det er ikke noget, der har betydet noget for mig,” forklarer Thomas Rørdam, der for 20 år siden hoppede over på den anden side af retssystemet og blev højesteretsdommer – heraf de seneste fem år som højesteretspræsident, hvor en af de historisk største sager var rigsretssagen, der fandt daværende venstrepolitiker Inger Støjberg skyldig i forsætlig overtrædelse af ministeransvarsloven.
Den runde fødselsdag betyder nu, at Thomas Rørdam falder for aldersgrænsen som højesteretsdommer. Men folk, der mangler en god forsvarsadvokat, skal ikke gøre sig store forhåbninger om, at han vender tilbage til sin gamle metier.
”Jeg kan sige med sikkerhed, at det gør jeg ikke. Det vil være for mærkeligt som tidligere højesteretspræsident at skulle møde op i byretten,” siger han.
Men der venter en række andre faglige opgaver, herunder formandsposten i et arbejdsudvalg om domstolenes forhold.
På sin vis er Thomas Rørdam gået familievejen, eftersom juraen allerede var i de foregående generationer. Hans eget lille ungdomsoprør var dog at læse matematik på universitet, før juraen kaldte.
”Forklaringen på skiftet er nok, at jeg i virkeligheden ikke havde lyst til at ende som matematiklærer i gymnasiet, og juraen var en verden, som jeg havde kendskab til. Nogle brænder for at blive ingeniør eller læge. Jura er noget, man kan, når man ikke kan så meget andet. Det handler om at være god eller dårlig til sit arbejde. Det er som at drømme om at være koncertpianist. Nogle har evnerne. Jura er et fag, hvor man med flid og engagement kan nå langt,” lyder den lakoniske undervurdering af faget, hvor Thomas Rørdam har markeret sig som netop en koncertpianist.
Selvom han som advokat og dommer er den nok mest kendte person fra den verden i den danske offentlighed, værner han om sit privatliv. End ikke spørgsmål om tro finder han relevant for Kristeligt Dagblads læsere. Så eneste detalje, vi kan viderebringe til de nyfigne, er, at den runde dag markeres på Gran Canaria.