For Thore var livet en gave i bogstaveligste forstand

24 år er ingen alder, men for Thore Ask Helleskov var det en gave at blive så gammel. Som 17-årig fik han et nyt hjerte, og takket være en organdonor og lægevidenskaben fik han dermed syv år mere at leve livet til fulde i

Thore Ask Helleskov var bevidst om, at livet blev kort, og han ville derfor leve det fuldt ud. Her ses han styre familiens båd gennem den danske sommer sidste år. – Privatfoto.
Thore Ask Helleskov var bevidst om, at livet blev kort, og han ville derfor leve det fuldt ud. Her ses han styre familiens båd gennem den danske sommer sidste år. – Privatfoto.

Ingen var mere forberedt på døden end Thore Ask Helleskov.

Alligevel var det formentlig kommet som en overraskelse for ham, havde han vidst, at den ville komme ham i møde allerede nu; en torsdag nat på Rigshospitalet efter et kort sygdomsforløb og en dejlig aften med kæresten Tilde. Alt for tidligt og så alligevel ikke.

Thore blev 24 år, men ikke kun 24 år. For som en ven sagde til Thores bisættelse, blev Thore 17 år plus 7 mere. De sidste syv år var en gave i den mest bogstavelige forstand, og det var netop sådan, han betragtede livet: som den gave, vi alle siger, det er, men mange af os alligevel ikke tager alvorligt.

Thore blev født i 1993 med en sjælden hjertefejl, kongenit korrigeret transposition, som han altid beskrev med det billedsprog, at hjertet var som en sodavandsflaske, én eller anden havde vredet rundt, så flasken blev skæv.

Hjertets pumpekamre havde i fosterstadiet fejlagtigt byttet plads, så de var forbundne med de forkerte pulsårer. Hans barndom var præget af hospitalsophold, og han fik både ny hjerteklap og pacemaker, men hjertet pumpede i 17 år, indtil det ikke kunne mere, og noget måttet gøres.

Thore ville ikke have fået sine ekstra syv år uden et donorhjerte; uden at et andet menneske havde sagt ja til at donere sit eget hjerte, i fald det menneske selv skulle herfra. Thore fik sit nye hjerte efter en hjertetransplantation, men livsfaren var først ovre efterfølgende efter et kompliceret forløb, hvor hans læger skulle afgøre, om de turde slukke for hans hjerte-lunge-maskine, der godt nok støttede det nye hjerte, men samtidig gav ham livstruende blødninger.

Lægerne traf en svær beslutning og slukkede for hjerte-lunge-maskinen. Beslutningen viste sig rigtig, hjertet pumpede af sig selv, og Thore var måske mere i live end nogensinde.

Sin historie har han gennem årene fortalt til flere medier, men som Thore selv sagde på et tidspunkt for ikke så længe siden, var han også træt af at være ”drengen med hjertet”. Han var så meget andet og mere.

For eksempel Dirch Passer-fan, ”Sommer i Tyrol”-aficionado og ifølge eget, muntert udsagn en usædvanligt dygtig bilist, som kæresten Tilde fortalte til Thores bisættelse.

Thore var hendes kæreste, andres bedste ven, nogens bror og sine forældres søn, der husker ham mindst lige så meget for hans tid som efterskoleelev, dyre madvaner, glæde ved arbejdet i køkkenhaven og kærlighed til fodboldklubben BK Frem, som de husker ham som drengen med det nye hjerte.

Thore var også socialist, som hans far gjorde opmærksom på til bisættelsen. En socialist, der startede i Enhedslisten, men som 14-årig besluttede sig for, at det var i orden at tjene penge, hvis man havde lavet en rigtig god ketchup, og som derfor spurgte sin far, om det ikke var et synspunkt, de kunne acceptere i SF. Det var det, mente faderen, og Thore rykkede til højre.

Hans politiske engagement med deltagelse i alverdens demonstrationer og vilde nætter på regnbuebarer kan let have sikret hans omgivelser dårlige nerver. Fik han nu husket at tage sin medicin? Kom han nu noget til? Men Thore passede på sig selv og den gave, han var givet, samtidig med at det var vigtigt for ham at fastholde sit politiske engagement. Til bisættelsen i kapellet ved Rigshospitalet spillede højtaleranlægget Elton Johns ”Your Song”: Thores og Tildes sang, men også en kærlighedserklæring skrevet fra én mand til en anden. Det var Thore ligeglad med, og det sagde også noget om ham, lød det fra Tilde.

Betragtninger om livet bliver let lommefilosofiske. Klicheerne står i kø.

Men Thores liv var alle livets klicheer på én gang og et udtryk for deres rigtighed. Han levede på lånt tid. Det gør vi alle, men han gjorde i særlig grad. Thore fik aldrig den følelse af udødelighed, som indimellem kan præge unge mænd i 20’erne. Og måske det netop frigjorde ham.

Frigjorde ham til at leve spontant og lystbetonet. Hver dag. Som han sagde i et interview med Lokalavisen Egedal i foråret 2013:

”Hver dag står jeg op om morgenen og tænker, hvad jeg skal gøre i dag, for at jeg principielt kunne lægge mig til at dø i aften med god samvittighed.”

Dengang lød det fra ham, at ”jeg tænker ikke over, hvor få år jeg har tilbage – mere over, hvor mange ekstra år, jeg har fået med det nye hjerte.”

Måske tænkte han alligevel lidt over det.

I hvert fald håbede han dengang på at få 20 år mere. Han var endnu teenager og sikker på, at han ikke ville have børn, fordi de i så fald tidligt skulle miste deres far. I takt med overgangen til voksenlivet blev det sværere at stå fast på den beslutning. Han havde drømme for livet, og var hans seneste sygdomsforløb ikke endt, som det gjorde, ville han ifølge sin far have søgt arbejde i organisationen Organdonation – ja tak, der arbejder for at få flere danskere til at tage stilling til organdonation.

Thore blev 17 år plus 7 år. Han nåede ikke at komme til Cuba eller at blive far, og den erkendelse gør rigtig ondt, sagde Thores far til bisættelsen. Men han nåede rigtig meget andet.