For Thorild blev det aldrig for sent at prøve noget nyt. I december døde hun, 90 år

Det er aldrig for sent at prøve noget nyt. Det synes at være den røde tråd i Torhild Fossdal Tolfsens liv. Hun blev 90 år

Hendes blik for skønhed kom ikke kun til udtryk i den mad, hun lavede. Den kom også til udtryk i alt det, hun strikkede, og i hendes syn på naturen.
Hendes blik for skønhed kom ikke kun til udtryk i den mad, hun lavede. Den kom også til udtryk i alt det, hun strikkede, og i hendes syn på naturen.

I bygden Vestmanna på Færøerne var der i 1930’erne angiveligt kun to telefoner. En af dem var hos familien Fossdal Guttesen, som havde en købmandsbutik i kælderen. Et af familiens 11 børn var Torhild, der senere også fik efternavnet Tolfsen. Hendes liv vidner om, at hver dag rummer nye muligheder, og at tilværelsen kan føles, som om den først rigtig begynder, når man er blevet pensionist. Den 27. december døde hun, 90 år.

I hjemmet på den nordvestlige kyst af den færøske ø Streymoy måtte alle selvfølgelig hjælpe til. De store børn stod for at vaske de små, og kobberstangen på smedejernskomfuret skulle hver uge pudses skinnende blank, inden det blev søndag, hvor hviledagen blev holdt hellig, og familien gik i kirke.

Som 19-årig blev hun gravid, og hun tog til København for at skjule sin graviditet. Hun bortadopterede sin søn og kom først i huset og fik siden læreplads som smørebrødsjomfru hos Oskar Davidsen. Det var en følelsesmæssigt hård tid for hende, men hun var dygtig til sit arbejde, opfandt to nye slags smørrebrød og fik blandt andet ansættelse hos Grøften i Tivoli. Hun tog til Norge, hvor hun mødte sin mand. Det skete, mens hun arbejdede på et drengehjem for småkriminelle. En af fyrene var charmerende, syntes hun, og hun tænkte, at det da var et tillidsfuldt sted, for han havde selv nøgle og kunne komme og gå, som han ville. Det viste sig, at han ikke var beboer, men nevø til en af ejerne af stedet. De giftede sig, flyttede til Herlev og fik tre børn. I 1982 flyttede hun tilbage til Færøerne med den yngste søn, der var 12 år. Hun blev skilt og fik arbejde som køkkenchef i Nordens Hus, hvor hun udfoldede sine kreative og æstetiske evner. Kunderne kunne se på smørrebrødet, hvis ikke Torhild Fossdal Tolfsen var på arbejde. En tyk skive appelsin på en spegepølsemad – den slags sjusk ville hun aldrig finde på.

Hendes blik for skønhed kom ikke kun til udtryk i den mad, hun lavede. Den kom også til udtryk i alt det, hun strikkede, og i hendes syn på naturen.

”Se der, det er en nøgen kvinde,” sagde hun engang til sin søn, da de sad og iagttog en fjeldside.

Sønnen kunne ikke se nogen nøgen kvinde befinde sig på fjeldet.

”Det der er brystet, og der er låret, og det er håret,” forklarede hun så, mens hun pegede.

Hun så, at hele fjeldet lignede en nøgen kvinde, der lå og sov. På samme måde bevarede hun gennem livet barndommens uforbeholdne blik på skyer. Dér var en høne, dér var en hund. Og hun lod sig gribe af de ting, hun så.

Da Torhild Tolfsen var 65 år, tog hun orlov fra Nordens Hus. For hun var for nylig blevet bidt af først silkemaleri og siden af olie- og akrylmaleri, og nu afbrød hun arbejdslivet kort før pensionen for at tage på kunsthøjskole i Holbæk og dygtiggøre sig. Efter hendes død har flere, der kendte hende, udtrykt, at hun var et forbillede. Fordi hun tog livet på sig, arbejdede hårdt og skabte den tilværelse, hun ønskede. Om det så gjaldt hjemmet, arbejdet, kunsten eller familien.

Hun sagde, at livet først rigtig begyndte, da hun var blevet pensionist. Nu kastede hun sig med frådende ildhu over at male. Hun gik på kunstskolen på Jagtvej i København og blev en del af kunstnermiljøet på Rørholmsgade.

Torhild Fossdal Tolfsen var en uhyre produktiv kunstmaler og fortsatte også, efter hun fik Parkinsons sygdom. – Privatfoto.
Torhild Fossdal Tolfsen var en uhyre produktiv kunstmaler og fortsatte også, efter hun fik Parkinsons sygdom. – Privatfoto.

Hun havde blik for farvesammensætning, og hun malede både abstrakte værker og malerier af de mange små huse, som hun kendte dem fra Færøerne.

I 20 år boede hun i beskyttet bolig i Lions Park i Birkerød. Her udstillede hun hundredvis af sine værker, som hun ind i mellem plukkede flere ned af for at tage dem med på andre udstillinger. Kælderen blev også fyldt i flere lag med kunstværker, og da hun fik Parkinsons sygdom, fortsatte hun ufortrødent. Nu fik malerierne bare et nyt udtryk. Hvert år samlede hun familien til mortensaften. Et år var der kommet så mange fra Færøerne, at de fyldte tre langborde. Børnebørnene kendte hende som en mormor, der spillede fodbold og kunne lege, og de klædte sig ud i hendes tøj. På Færøerne havde hun været tilknyttet Brødremenigheden, og hun lærte børnebørnene Fadervor.

Hun opsøgte og nåede at gense sin bortadopterede søn en gang, hvor han fortalte om sin familie og sit liv.

De sidste år af sit liv fik hun flere hjerneblødninger, og det kneb med taleevnerne, hvilket hun selv lo af. Mod slutningen begyndte hun at se syner – afdøde slægtninge besøgte hende i dagligstuen, og de så tv sammen, fortalte hun. Hendes børn tænkte, at hallucinationerne nok skyldtes sygdom eller medicin, men uanset årsagen så de en poesi i hendes konstatering af, at det var, som om hun havde den ene fod i de levendes verden og den anden i dødsriget. Da hun døde, var hendes ene datter og barnebarn ved hendes side, og da hun var udåndet, spurgte barnebarnet sin mor:

”Skal vi ikke bede Fadervor?”

Og det gjorde de så.