Thyra Frank: Det, jeg oplevede som ældreminister, var ikke klædeligt

Tidligere ældreminister og forstander for Plejehjemmet Lotte Thyra Frank nyder friheden som pensionist, efter at hun i 2019 forlod politik. Tirsdag fylder hun 70 år, og derfor har Kristeligt Dagblad stillet hende nogle spørgsmål om livet

Tidligere ældreminister Thyra Frank har lagt politik bag sig og nyder pensionistlivet med sin mand. Hun lægger i dag ikke skjul på, at hun følte sig udsat for en hård behandling på Christiansborg.
Tidligere ældreminister Thyra Frank har lagt politik bag sig og nyder pensionistlivet med sin mand. Hun lægger i dag ikke skjul på, at hun følte sig udsat for en hård behandling på Christiansborg. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix.

Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de senere år?

Det er, at jeg er blevet pensionist. Det er helt vidunderligt. Min mand, Peter, er 81 år, og nu kan vi nyde pensionistlivet sammen. Vi har haft to år, hvor vi ikke har kunnet rejse på grund af corona, men så har vi nydt friheden herhjemme. Vi har hjulpet min kusine på 87 år. Friheden som pensionist er helt fantastisk. Det er den samme frihed, som jeg kan huske fra min barndom. Jeg elsker, at man ikke skal indrette sin tid efter et ur.

Jeg kan huske, at jeg en dag, hvor det gik rigtig hårdt til, tænkte: "Det er godt, at mine afdøde forældre ikke skal opleve det." I dag bærer jeg ikke nag, og jeg kom også hurtigt over det følelsesmæssige ubehag, jeg mærkede lige efter, at jeg var stoppet.

Thyra Frank

Tidligere ældreminister

Var det svært at forlade politik?

Nej, det var en glæde og en lettelse. Jeg havde det sådan, at når jeg havde sagt ja til at deltage i politik, så skulle jeg fuldføre det. Jeg ved godt, at politik er et hårdt spil, men jeg oplevede som ældreminister en opførsel i oppositionen, der ikke altid var klædelig. Jeg kan huske, at jeg en dag, hvor det gik rigtig hårdt til, tænkte: "Det er godt, at mine afdøde forældre ikke skal opleve det." I dag bærer jeg ikke nag, og jeg kom også hurtigt over det følelsesmæssige ubehag, jeg mærkede lige efter, at jeg var stoppet. Vi opnåede resultater, fik et nyt fokus på ældreområdet og gennemførte blandt andet initiativer for en værdig død og mod ensomhed. Vi fik blandt andet også bevilget 330 millioner kroner til ældreområdet i satspuljen, hvilket var et stort økonomisk løft.   

Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme?

Min barndom og min ungdom i Gl. Skørping Skole har formet mig og gjort mig til den, jeg er i dag. De gange mit liv har krævet mod og styrke, har jeg været begunstiget af min opvækst. Min far var førstelærer på den lille skole, og jeg voksede op med ubetinget kærlighed fra mine forældre og mine to meget ældre brødre.

Beskriv en scene fra din barndom?

Min far var kirkesanger, og en sommerdag efter at vi havde været i kirke, gik min far ud og gravede kartofler op. Han sad på en skammel og skrabede de nye kartofler, mens min mor tilberedte kylling med persille, og jeg legede med min blå barnevogn. Hønsene gik rundt i haven. Der var en stemning af lykke og ro. Den slags søndage var der mange af, og vi havde mange gæster.

Hvilke personer udover din livsledsager har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet?

Først og fremmest mine forældre og mine brødre. De har betydet, at jeg har fået en let gang på jord. Jeg så ikke nærighed eller misundelse. Ikke fordi der økonomisk var meget at give af. Min far blev 92 år, og min mor døde fire måneder før, hun ville være blevet 100 år. Jeg er ikke i tvivl om, at deres positive livsindstilling var medvirkende til, at de blev så gamle. En af de sidste ting, jeg husker om min far, var, at han sad i bilen, da en mand kom hen og bad om en cigaret. Min far røg ikke, men tilbød i stedet manden 50 kroner. Det var ret mange penge i 1996, men sådan var hans indstilling. 

Du er sygeplejerske. Hvilket råd vil du gerne give til andre, der gerne vil ind i samme profession?

Det er vigtigt, at man kan holde af, holde om og holde ud. Sygeplejersker skal vide, at folk er forskellige. De skal ikke missionere sundhed, men hjælpe mennesker til at leve det liv, de selv ønsker. Sygeplejersker skal være dygtige til at sætte sig selv til side for andre.

Hvad er det vigtigste, du har gjort for at få den tilværelse, du gerne vil have?

Jeg har været ja-siger hele mit liv. Jeg møder folk med et smil, og på den måde får jeg som oftest det samme igen. Jeg øver mig hele tiden i ikke at fordømme, men at bedømme andre.

Hvilken sorg eller hvilket tab i dit liv vil du nævne?

Det sværeste har været at indse, at jeg ikke fik egne børn. I mange år talte jeg ikke om det. Derfor har jeg altid følt for dem, der har oplevet at miste et barn. Min mand har to dejlige børn og to børnebørn, og jeg har vidunderlige nevøer og niecer, der også har børn, så på den måde er jeg blevet knyttet til børn alligevel.

Hvornår udviste du mod og sprang ud på ”de 70.000 favne”?

Det gjorde jeg, da jeg sagde ja til at stille op til Folketinget i 2011. Jeg er ikke politiker, men ville gerne lave nogle ting om.

Hvor ser du dine forældre i dig selv?

Jo, ældre jeg bliver, jo mere ser jeg dem i mig selv. Jeg har fået den positive livsindstilling og glæden ved dyr fra dem. Jeg fodrer to tamme skader på Frederiksberg.

Hvad ville du gerne have gjort anderledes?

Jeg vender mig ikke om og tænker på alt det, jeg kunne have gjort anderledes. Jeg har truffet nogle valg, som var rigtige på det tidspunkt, jeg traf dem. Derfor har jeg heller ikke fortrudt, at jeg gik ind i politik.

Hvad tror du på?

Jeg har en stærk tro på livet før døden. Det forhindrer mig ikke i at tro på et liv efter døden, men det er i dette liv, vi kan gøre en forskel.

Hvad har bragt dig størst glæde i livet udover din familie?

Det har mit arbejde som sygeplejerske. Når jeg tænker på alle de vidunderlige beboere, pårørende og medarbejdere på plejehjemmet Lotte, hvor jeg var i 23 år, så fylder det mig med glæde og taknemmelighed.