Tidligere ARoS-direktør: Det var Edvard Munch, der tændte gnisten

For Jens Erik Sørensen, der voksede op under fattige kår i Aalborg, var 1970’erne en berusende oplevelse af, at alt var muligt. Nu fylder han 75 år

Tidligere direktør for ARoS Aarhus Kunstmuseum Jens Erik Sørensen er sent i livet blevet udøvende kunstner. Sidste år udstillede han på Galleri Sabsay i København. – Foto:Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix.
Tidligere direktør for ARoS Aarhus Kunstmuseum Jens Erik Sørensen er sent i livet blevet udøvende kunstner. Sidste år udstillede han på Galleri Sabsay i København. – Foto:Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix.

Hvad er det vigtigste, du har gjort for at få den tilværelse, du gerne ville have?

Det var, at jeg som ung gik ind på kunstmuseet i Bergen i Norge og fik øje på Edvard Munch. På det tidspunkt arbejdede jeg som elektriker og brød mig ikke om det. Jeg frøs som en lille hund på byggepladserne, og jeg var virkelig ikke god til det. Jeg kom ud at sejle som elektriker på en torpedobåd. Da den lagde til i Bergen, gik jeg op på kunstmuseet, og der oplevede jeg at blive slået helt bagover af Munchs billeder. Sindstilstandene af melankoli ramte mig, og lige der besluttede jeg mig for at gå fra elektrikerfaget og blive kunsthistoriker. Det var Edvard Munch, der tændte gnisten.

Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år?

Det er, at jeg omsider er begyndt at tegne og male. Jeg forlod direktørstillingen på ARoS i Aarhus, fordi jeg var 68 år og havde lyst til et seniorliv, hvor jeg selv kunne bestemme. Men så skete der jo det, at jeg blev headhuntet, og så var jeg pludselig direktør for udstillingshallen Copenhagen Comtemporary. Den stilling fratrådte jeg i begyndelsen af 2019, og siden har jeg så udlevet min drøm om at være skabende billedkunstner. Sidste år blev jeg indbudt til at udstille 30 billeder på Galleri Sabsay i København. Jeg var noget nervøs ved på den måde at træde frem på den anden side af kunstscenen, men det var som om, det hele fik mening. Jeg kunne ikke male i alle de år, hvor jeg var direktør, for der gik jeg jo hver dag blandt alle de store kunstnere og var fuldstændig overvældet af dem. Men nu er jeg i gang hver dag og maler op til en ny udstilling. Jeg har det nærmest ideelt.

Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme?

Studietiden på Aarhus Universitet i 1970’erne var en helt speciel tid, hvor alt var muligt. Efter at have trasket rundt i Aalborg og været sulten på oplevelser var det berusende at få lov til at beskæftige sig med billeder hver eneste dag. Det var en rejse ind i nye verdener og med kammerater, der åbnede nye livsværdier. Uha, det var virkeligt et sus og en meget lykkelig periode. Men den allerstørste glæde oplevede jeg nok i 1990’erne, hvor alting lykkedes og gik op i en højere enhed. Jeg fandt min livsledsager, og arbejdet med det nye kunstmuseum tog fart med solid opbakning fra byen. Der var min selvtillid i top.

Hvilke personer – udover din livsledsager – har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet?

Man bygger ikke et museum alene og først og fremmest har Aarhus og tidligere borgmester Thorkild Simonsen betydet meget. Og så er der min gode god ven, nu afdøde Poul Jensen. Han var kunstinteresseret, men også direktør for et energifirma, formand for Aarhus Olie og en mand, der kunne få ting til at ske. Han åbnede sin lejlighed for unge kunstnere, og han indgød mig som ung museumsleder håb, hver gang jeg synes, det var lidt op ad bakke. Vi var meget nære venner frem til hans død sidste år.

Hvilken sorg eller hvilket tab i dit liv vil du nævne her?

Det er tabet af min mormor, der døde som 95-årig i 1991. Hun adopterede mig, da jeg var helt lille, og var det menneske, der kæmpede for mig i min barndom og ungdom. Min mor var ustabil, og min far har jeg kun mødt en enkelt gang. Min mor fik et barn til efter mig, men da var min mormor blevet for gammel til at adoptere, så min bror kom på børnehjem. Der kunne jeg også være endt, men i stedet blev mormor den, der tog hånd om mig. Hun levede af at gøre rent, og det var hende, der skaffede mig en læreplads. Hun var pavestolt, da jeg læste videre og senere blev leder af Aarhus Kunstmuseum. Jeg ville ønske, hun kunne have oplevet lidt mere af mit liv.

Hvornår udviste du mod og sprang ud på ”de 70.000 favne”?

Da jeg brød alle familiære traditioner og begyndte på studenterkursus og senere kom på universitetet. Jeg er taknemmelig for at leve på et tidspunkt og i et land, hvor det var muligt.

Hvor ser du dine forældre i dig selv?

Jeg kendte ikke min far, men jeg ved, han var bager i København og senere blev konditor i Tivoli. Måske har han også haft lyst til at skabe noget. Noget med glasur.

Hvad tror du på?

Næstekærlighed. At vi er sat i verden for at gøre noget godt for hinanden. Jeg er sådan en, der hader at slå fluer ihjel eller træde på en myre, for jeg har meget respekt for det underværk, som livet er. Jeg tror også på nysgerrighed blandet med fornuft og følelse. Den kombination er en god radar til at pejle sig gennem livet. Kirkerne kan jeg godt lide som meditationssteder, og jeg bliver ofte forført af de billeder, der er derinde. Men evangelierne har jeg ikke hængt mit liv op på.