Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år?
At jeg har fundet sammen med min nuværende kone, Lone. Vi mødtes i 2011 og blev gift i 2014 i Flemløse på Fyn, hvor min far var præst. 31 medlemmer af Københavns Drengekor kom og bidrog – først med en koncert og under selve vielsen med fem korindslag. Det var ubeskriveligt smukt, meget bevægende og stort.
Vi har ikke fælles børn, men vi har syv børn tilsammen, og de fire bor sammen med os. Lones tredje barn, en udviklingshæmmet dreng, bor på et bosted, og han er en gave til os alle. Gennem ham har jeg lært meget om taknemlighed. Vi fik fra begyndelsen et særligt forhold, hvor vi leger nogle bestemte lege, og det går fint med at kommunikere, selv om han er stum. Han har en lille billedbog hængende i bæltet med piktogrammer, som han bruger til at kommunikere med. Mine to hjemmeboende sønner er også meget glade for ham.
Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme?
Jeg synes, at der hele mit liv har været mange glæder. Men grundlæggende har jeg haft en vidunderlig barndom. Min far var sognepræst, og mine søskende og jeg sad på kirkebænken hver søndag, og kristendom fyldte meget i vores barndomshjem – nok også lidt for meget. Det blev aldrig sagt direkte, at vi skulle med i kirke, men forventningspresset var tydeligt. Det synes jeg egentlig var lidt forkert, og det betød også, at jeg som ung gjorde lidt oprør. Men jeg har for længst tilgivet mine forældre det, og først og fremmest er jeg dem dybt taknemlig for min barndom. Min far var god til at fortælle om kristendom, så det blev vedkommende for os børn, og på den måde fik jeg meget godt med mig.
Hvilke personer - udover din livsledsager - har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet?
Mine forældre, som heldigvis blev gamle. De lever videre i mig - nogle gange er de helt sprællevende. De fungerer som et etisk-moralsk kompas for mig. Er jeg det mindste i tvivl om noget, spørger jeg dem, og så er jeg aldrig i tvivl om, hvad de ville sige. Der var en hel del, jeg spurgte dem til råds om i de fire konfliktfyldte og stormfulde år, hvor jeg sad i menighedsrådet i Københavns Domkirke.
Jeg oplevede, at der herskede et snæversyn, en ekstrem intolerance og eksklusion af mennesker med ”de forkerte meninger”, og samtidig talte man om inklusion, mangfoldighed, rummelighed og tolerance. Aldrig i mit liv har jeg oplevet et så gennemført hykleri. Jeg har aldrig oplevet noget lignende i min karriere i kommunalpolitik. Mod min hensigt fik jeg en rolle som værende i opposition – og på mange måder rollen som drengen i kejserens nye klæder.
Hvad er det vigtigste, du har gjort for at få det arbejdsliv, du gerne ville have?
Det var vigtigt, at jeg endte med at vælge at studere statskundskab. Jeg troede ellers hele min barndom, at jeg skulle læse teologi og være præst som min far. Jeg voksede jo op på en præstegård, og kirke og kristendom fyldte meget i mit univers. Når mine søskende og jeg legede, handlede det meget tit om kirken. Vi begravede fugle og døbte vores dukker og lavede kirke på dueloftet, hvor jeg var præst med krave på, mens min søster var kordegn og læste op. Jeg skrev prædikener, før jeg kunne skrive – det var kruseduller på samme slags papir som det, min far skrev sine prædikener på.
Da jeg skulle i gymnasiet, sagde min far til læreren, at jeg selvfølgelig skulle vælge tysk i stedet for engelsk, for det var mest brugbart på teologistudiet. Da jeg i løbet af gymnasiet indså, at jeg nok ikke skulle være teolog, tog min far det pænt. Jeg overvejede filosofi og idehistorie og atomfysik og jura, men den sommer, hvor jeg var blevet student, læste jeg en beskrivelse af det ret nye studie statskundskab, og så var jeg ikke i tvivl. Jeg var blevet meget optaget af politik og samfundsforhold, og jeg var også aktiv som elevrådsformand i gymnasiet.
Beskriv en scene fra din barndom.
Som seksårig blev jeg de facto "ansat" som ringer, og det kan jeg godt undre mig over, når jeg ser på seksårige i dag. Men dengang tænkte jeg ikke nærmere over det. Jeg var glad for opgaven og stod troligt op hver morgen og ringede med klokkerne kl. 7 og ringede igen om aftenen kl. 18. Jeg deltog også i begravelser, hvor jeg ringede, når følget gik fra graven, og jeg hjalp graverens kone med at bære blomster ud fra kirken og trampe jorden på graven til. Graveren, der også var ringer, var lidt oppe i årene, så det var nok derfor, jeg blev landets yngste klokker. Da jeg var 10 år, faldt graveren om med hjertestop på kirkegården påskelørdag.
Det var første gang, jeg fik døden tæt på, og det var voldsomt for mig at opleve. Men der kom også noget smukt ud af det, for jeg ringede til hans begravelse. Ceremonien foregik i kirken, hvor han havde arbejdet i mange år, men han blev kremeret, hvilket var meget usædvanligt dengang, så vi kørte hele vejen til kapellet i Odense. Måske valgte han at blive kremeret, fordi han havde gravet så mange gamle skeletter op, at han ikke havde lyst til selv at ende sådan.