Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv i de seneste år?
At jeg ved årsskiftet ringede til Lægeforeningen og sagde, at nu var jeg ikke aktiv som læge længere, og at jeg har fået børnebørn.
Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme?
Årene da jeg lige var blevet færdig på universitetet og fik to døtre med kort tids mellemrum og var i gang med at uddanne mig videre til læge. Det var hårde år, men helt fantastiske. At se små børn vokse til, er uforligneligt. Den fase gad jeg godt opleve igen.
Hvilke personer – ud over din livsledsager – har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet?
Min morfar, i skarp konkurrence med min mor. Min morfar lærte mig glæden ved at løse krydsogtværs, ved at læse og ved at slå op i leksika. Han skrev teaterstykker og introducerede mig for kulturlivet. Og hver sommer var jeg 14 dage på ferie i et sommerhus ved Vesterhavet, som han lejede.
Hvilken sorg eller hvilket tab i dit liv vil du nævne her?
Min morfar døde, da jeg var teenager, og det var et stort tab. Han betød meget for mig i de år. Jeg kan stadig genkalde mig hans lugt.
En del år senere døde en veninde, jeg havde kendt fra studietiden og havde boet i kollektiv og rejst med. Hun fik en svær psykose i forbindelse med fødslen af sit andet barn og tog sit liv ved at springe ud fra Storebæltsfærgen. Hun var meldt savnet i lang tid. Det var på alle måder forfærdeligt.
Hvor ser du dine forældre i dig selv?
Jeg er et handlingsmenneske, der ikke er spor tryghedssøgende, og det har jeg fra min mor. Da jeg var 15-16 år, ville jeg gerne ud og se verden og fandt ud af, at jeg kunne komme med Mellemfolkeligt Samvirke på arbejdslejr i Tunesien. Jeg kom senere hjem end planlagt, fordi jeg havde mødt nogen, som jeg rejste videre med. Men min mor stolede på mig. Især fra min far har jeg glæden ved fysisk aktivitet. Han var købmand og havde kun fri om søndagen. Så tog han os børn med ud at gå tur. Jeg holder meget af at gå, og jeg er sådan en, der går med skridttæller og kan finde på at gå et par ekstra gange op og ned ad trappen, hvis jeg ikke har nået mine 10.000 daglige skridt.
Hvad ville du gerne have gjort anderledes?
Jeg kan godt fortryde, at jeg har sagt min mening lidt for skarpt indimellem. Min kæreste minder mig af og til om, at selv om man har en mening om noget, behøver man ikke altid at sige den, og det har han jo ret i. Og jeg fortryder, at jeg har skældt for meget ud på mine børn.
Jeg ærgrer mig også over, at jeg ikke greb chancen, da jeg et par gange fik mulighed for at arbejde i udlandet. Det var, mens mine døtre var små, og pigernes far, som jeg ikke boede sammen med, syntes ikke, at jeg skulle rejse af sted med dem.
Hvad tror du på?
Jeg er døbt og konfirmeret, men meldte mig ud af folkekirken, da jeg var i slutningen af 20’erne og fik heller ikke mine døtre døbt. Den ene valgte at blive konfirmeret og blev døbt i den forbindelse i Vor Frue Kirke i København. Der var jeg tæt på at græde. Da min yngste datter var et par år, cyklede jeg med hende på Gammel Kongevej en sommerdag. En bil bremsede foran mig, og jeg så det ikke og knaldede lige ind i den. Min datter, som jeg ikke havde fået spændt ordentligt fast, blev slynget ud af cykelstolen og landede på vejbanen foran en bus. Da jeg undersøgte hende, havde hun ikke en eneste skramme, selv om hun kun havde en tynd blondekjole på. Siden har jeg sagt til hende, at der var en engel, der kom og bar hende på sin vinge.
Beskriv en scene fra din barndom.
Som barn sov jeg øverst i en køjeseng i det lille værelse, som mine forældre lejede i opgangen ved siden af min fars købmandsbutik. Vi sov fem i samme værelse, og jeg kom i seng samtidig med mine yngre brødre. Så lå jeg oppe under det skrå loft og forestillede mig, hvad skjolderne på tapetet var. Da jeg var otte år, fik mine forældre råd til et lille hus, hvor jeg fik mit eget lille værelse uden skråvægge. Det første års tid var det, som om loftet sænkede sig ned over mig, hver gang jeg lukkede øjnene og skulle sove. Jeg tror, at min snert af klaustrofobi stammer fra årene i køjesengen under det skrå loft.
Hvor skal du begraves?
Jeg skal brændes og smides i Vesterhavet lidt syd for Thorsminde på det sted, hvor jeg badede som barn. Jeg elsker det hav. På min 50-års fødselsdag, da jeg af forskellige grunde ikke syntes, at livet var så sjovt, tog jeg hele vejen fra København til Vesterhavet og gik en lang tur op og ned langs stranden og skældte ud på livet og lidt på mig selv. Det hjalp.