Hvilket råd vil du give til andre, der gerne vil ind på samme område som dig?
Det er svært at give råd baseret på mine egne erfaringer, for jeg er selv blevet styret af tilfældighederne og møder med mennesker, der har sendt mig ad nye veje. Jeg er for eksempel opvokset i et proletarmiljø i Frelsens Hær i Odense, og ingen i min familie havde taget en studentereksamen. Men på en landslejr i Skagen mødte jeg en lidt ældre dreng, som gik på gymnasiet i København. Han fortalte mig om alle de ting, han lærte, og det blev en øjenåbner for mig. Jeg blev fast besluttet på at få en studentereksamen, og det blev altafgørende for mit videre liv.
Hvad er det vigtigste, du har gjort for at få den tilværelse, du gerne ville have?
Det har været vigtigt for mig at gå mine egne veje, og det betød et brud med Frelsens Hær. Det var et rart, men ikke særligt intellektuelt miljø, og jeg kunne ikke få svar på mine teologiske spørgsmål eller få den borgerlige dannelseskultur, som jeg søgte. Det fandt jeg på Sankt Knuds Gymnasium i Odense. Jeg havde groft sagt ikke brug for Frelsens Hær i mit nye liv, og derfor stoppede jeg med at komme der. På mine ældre dage er jeg dog blevet mere og mere taknemmelig for den opdragelse og opvækst, jeg fik i Frelsens Hær.
Hvad ville du gerne have gjort anderledes?
Hvis jeg skulle starte forfra, ville jeg have været mere flittig på teologistudiet. På grund af mit politiske engagement studerede jeg med venstre hånd og kæmpede med højre. I slutningen af 1960’erne lod jeg mig nemlig rive med af ungdomsoprøret. På teologistudiet lavede vi en forening, der hed Kritisk Teologi, som stillede spørgsmål ved kirkens rolle i samfundet, og jeg blev samtidig aktiv i Venstresocialisterne på Vesterbro. Jeg ville gøre kirken proletarisk. Dengang sagde de røde katolikker i Sydamerika, at ’kun en kristen kan være en god socialist, og kun en socialist kan være en god kristen’. Det troede jeg også på. Og det tror jeg stadigvæk på. Man kan ikke være rigtig kristen uden et socialt engagement.
Hvornår udviste du mod og sprang ud på ”de 70.000 favne”?
Det var måske, da jeg tog jobbet som fængselspræst. Jeg var dog først blevet præst i Taksigelseskirken i København, hvor jeg stod og prædikede i cowboybukser og sammenlignede barnemordet i Bethlehem med amerikanernes bombning af Hanoi. Men efter to år var jeg ved at køre fast. Jeg var nemlig ikke i kontakt med den arbejderklasse, jeg ønskede at møde. I 1974 skiftede jeg så til Vestre Fængsel, og det var ligesom at komme hjem. Her mødte jeg arbejderklassen og de fattige proletarer, der ikke var plads til i samfundet. Og de kunne godt høre på mine prædikener, at jeg også havde en arbejderbaggrund, og jeg blev snart opfattet som ’fangernes præst’. Det var ledelsen ikke så glad for, og inden længe blev jeg kaldt ned til fængselsinspektøren og fik en stående skideballe. ’Er De klar over, at sådan en som Dem kan man hurtigt komme af med’, skældte han. Men jeg blev der i 37 år, til jeg gik på pension.
Hvilken sorg eller hvilket tab i dit liv vil du nævne her?
Jeg vil ikke kalde den en sorg eller et tab, men jeg har lidt et knæk. I mit arbejde som fængselspræst mødte jeg meget modstand. Fra begyndelsen gjorde jeg mig upopulær hos fængselsbetjentene. Mange af fangerne måtte ikke kontakte omverdenen eller få besøg, men jeg lod dem låne min telefon og arrangerede familiebesøg på mit kontor. Det betød, at betjentene så mig som en modstander. Det medførte konstante konflikter og et stigende pres. I 1984 gik jeg ned med angst og depression. Men jeg kom op igen takket været min kone.
Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme?
Det er nok mit opgør med isolationsfængsling. I lang tid sad næsten alle fanger isoleret fra hinanden, og den eneste kontakt til omverdenen var mig. Og jeg kunne mærke, at der var et eller andet galt med dem. Mest afgørende var mit møde med den østtyske spion Jörg Meyer. I 1979 blev han dømt til seks års fængsel med de første 11 måneder i isolation. Jeg var den eneste – udover radiatoren i hans celle – han førte samtaler med. Han gjorde et kæmpe indtryk på mig, og jeg blev en del af en gruppe, der kæmpede for at få isolationsfængsling afskaffet. Det lykkedes os at få gjort praksissen stærkt reduceret, især med en lovændring i 2000. Mit arbejde ledte til, at jeg blev dansk medlem Europarådets Komité til Forebyggelse af Tortur, hvor jeg var med i otte år.