Tidligere formand for Dansk Sprognævn: God engelsk udtale åbner alle døre

Der er mange veje til at lykkes i livet. For Niels Davidsen-Nielsen spillede en afhandling om engelsk fonetik en vigtig rolle. Den tidligere professor og formand for Dansk Sprognævn, som fylder 85 år på onsdag, svarer her på en række spørgsmål om livet

Niels Davidsen Nielsen har været formand for Dansk Sprognævn og kæmpet indædt mod at lade engelsk fortrænge det danske sprog. Samtidig har hans akademiske karriere som dr.phil ogbygget på hans   ekspertise i engelsk udtale.
Niels Davidsen Nielsen har været formand for Dansk Sprognævn og kæmpet indædt mod at lade engelsk fortrænge det danske sprog. Samtidig har hans akademiske karriere som dr.phil ogbygget på hans ekspertise i engelsk udtale. Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix.

Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år?

Jeg er med i en støttekomité, der forbereder en udgivelse af Højskolesangbogen på engelsk. Bag projektet står lektor Arne Pedersen, som har arbejdet med det i 30 år. Det er en herkulisk indsats. I komiteen sidder jeg sammen med digteren Jens Rosendal, tidligere ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen, skuespilleren Susse Wold og erhvervsmanden Hans Henrik Sorgenfrey, og dette arbejde har optaget mig meget de seneste år.

Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme?

Min kone og jeg er enige om, at vores livs bedste år var 1980. Dengang boede vi i en periode i Cambridge sammen med vores tre børn. Jeg har været knyttet til universitetet i Cambridge flere gange, og det har altid været fagligt interessant, men når jeg ser tilbage, var det under opholdet i 1980, der var mest glæde og harmoni. Og så var det det år, hvor Lene Køppen vandt All England-mesterskabet i badminton.

Hvilke personer – ud over din livsledsager – har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet?

Jeg vil fremhæve min professor i fonetik ved Københavns Universitet, Eli Fischer-Jørgensen (1911-2010), som var en verdensberømt forsker. Hun var et jern, der kunne slide to-tre amanuenser som mig op. Jeg uddannede mig i engelsk, og hun var med til at vække min interesse for at specialisere mig i fonetikken, som jeg endte med at skrive doktordisputats om.

Hvad er det vigtigste, du har gjort for at få den tilværelse, du gerne ville have?

Jeg synes altid, jeg har arbejdet hårdt og gjort mig umage for at gøre det så godt som muligt. Det var et privilegium, at staten ville betale for, at jeg i tre år kunne skrive disputats om engelsk fonetik. Men det var langtfra en selvfølge, at jeg kunne gennemføre og blive doktor phil. Det krævede en indsats fra mig, som banede vejen for et spændende arbejdsliv.

Hvilket råd vil du give til andre, der gerne vil ind i samme profession som dig?

Enhver, der vil beskæftige sig med humaniora, må forberede sig på, at det ikke bliver let i en tid, hvor de humanistiske fag nedprioriteres. Det gælder også, hvis man vil studere fonetik. Men jeg mener, at fonetik er utrolig vigtigt. Jeg mindes "My Fair Lady", som jo handler om, at professor Higgins vædder om, at han kan give Eliza Doolittle så fin en udtale, at hun kan begå sig til de fine baller. Min egen erfaring fra de store akademiske steder som Cambridge har tilsvarende været, at hvis man kan tale engelsk med en god udtale, lægger alle sig fladt ned og tager godt imod indholdet.

Hvornår udviste du mod og sprang ud på ”de 70.000 favne”?

Jeg kommer til at tænke på en ungdomsoplevelse, jeg havde på Aalbæk Strand syd for Skagen. Jeg befandt mig alene på stranden sammen med en hund, der tilhørte ejerne af det sommerhus, jeg boede i. Jeg spillede med en bold, og da den ved et uheld drev ud på havet, fulgte hunden efter. Der var kraftig fralandsvind, og selvom hunden egentlig var mere bidsk end sød, sejlede jeg alene ud efter den i en plasticjolle. Jeg fik fat i hunden ude ved tredje revle, men havde ikke kræfter til at ro i land mod strømmen. Det endte med, at der blev slået redningsalarm, og både en kutter og en helikopter blev sat ind for at redde mig, og så havnede jeg på forsiden af Skagen Avis. Klogt var det ikke. Jeg ved heller ikke, om det var modigt. Men jeg synes, det var ordentligt at sejle ud efter den hund.

Hvad tror du på?

Jeg er præstesøn, og med årene er jeg kommet mere og mere ind i kristendommen. Jeg har længe været salmebogskristen, og nu er jeg regelmæssig kirkegænger det meste af året.

Hvor ser du dine forældre i dig selv?

Min mor havde en meget høj arbejdsmoral. Hun var ikke særlig kristen, men havde en utrolig energi og trang til at nå i mål med tingene. Min far havde nogle utroligt gode menneskelige egenskaber. Han var indremissionsk præst, men en meget tolerant og ikke-fordømmende mand. Jeg håber, jeg er blevet et godt miks af mine forældres egenskaber.

Hvilken sorg eller hvilket tab i dit liv vil du nævne her?

Heldigvis har jeg været forskånet for virkelig store sorger. Min mor levede til en meget høj alder. Det gjorde min far vel ikke, han blev 74 år, og det var da trist, at han døde. Men jeg oplever det ikke som en sorg, der har mærket mig for livet.

Hvad har bragt dig størst glæde her i livet, ud over din familie?

Der er så mange glæder ved store oplevelser. Store rejser som at sejle med Hurtigruten fra Tromsø til Bergen. Store symfoniske koncerter. Museumsbesøg. Gode film. Børn og især børnebørn.